Henrik Ibsens skrifter: Brand

BONDEN (råber efter Brand)

Hej, fremmedkarl, far ej så fort!

Hvor er du?

BRAND

Her!

BONDEN

Du går dig bort!

Nu tykner skodden slig, at knapt

en ser så langt, som staven rækker –

SØNNEN

Far, her er spriker!

BONDEN

Her er sprækker!

BRAND

Og hvert et vejspor har vi tabt.

BONDEN (skriger)

Stands, mand! Guds bittre –! Her er bræen

skral som en skorpe! Tramp ej sneen!

BRAND (lyttende)

Jeg hører duren af en fos.

BONDEN

En bæk har hulet sig indunder;

her er et dyb, som ingen bunder; –

det sluger både dig og os!

BRAND

Frem må jeg, som jeg før har sagt.

BONDEN

Det evner ingen mandemagt.

Kend; – her er grunden hul og sprød –

Stands, mand! Det gælder liv og død!

BRAND

Jeg må; jeg går en stormands bud.

BONDEN

Hvad heder han.

BRAND

Han heder Gud.

BONDEN

Og hvad er du for noget?

BRAND

Prest.

BONDEN

Kanhænde det; men jeg véd bedst,

at om du så var provst og bisp,

så ligger du i dødsens gisp

før dagen gryr, hvis du vil frem

på bræens undergravne brem.

(nærmer sig varsomt og overtalende.)

s. 3

Hør, prest; om en er klog og lært,

han kan ej det, som er for svært.

Vend om; vær ej så strid og stiv!

En har jo kun det ene liv; –

går det, hvad har en så igen?

Der er en mil til næste grænd,

og skodden står så tyk, at den

kan skæres med en tollekniv.

BRAND

Står skodden tyk, en lokkes ej

af blålysblink paa vildsporsvej.

BONDEN

Men her er is-tjern rundt omkring,

og slige tjern er stygge ting.

BRAND

Dem går vi over.

BONDEN

Gå på vand?

Du holder mindre end du lover.

BRAND

Én har dog vist, – er troen sand,

så slipper karlen tørskod over.

BONDEN

Ja, før i tiden; men i vor

han går tilbunds med hud og hår.

BRAND

Farvel!

(vil gå)

BONDEN

Du sætter livet til!

BRAND

Hvis Herren for min død har brug, –

velkommen flom og fos og slug!

BONDEN (sagte)

Nej, han er både gal og vild!

SØNNEN (halvt grædende)

Far, lad os vende! Der er tegn

til værre styggevejr og regn!

BRAND (standser og nærmer sig igen)

Hør, bondemand; du sagde før,

at datter din, som bor ved fjorden,

har skikket bud, at snart hun dør;

men ej med saligt håb hun tør, –

hvis ej hun ser dig, – gå fra jorden?

BONDEN

Gud bedre mig så sandt og visst!

BRAND

Og til idag hun gav dig frist?

BONDEN

Ja.

BRAND

Ikke længer?

BONDEN

Nej.

BRAND

Så kom!

BONDEN

Det er ugørligt værk. Vend om!

BRAND (ser fast paa ham)

Hør? Gad du hundred daler give,

ifald hun kunde saligt dø?

BONDEN

Ja, prest!

BRAND

To hundred?

BONDEN

Hus og bø

jeg skulde gerne fra mig skrive,

ifald hun slukne fik i fred!

BRAND

Men gad du give livet med?

BONDEN

Hvad? Livet? Kære, vene –!

BRAND

Nå?

BONDEN (klør sig bag øret)

Nej, men der er da måde på –!

I Jesu navn, du får ej glemme,

at jeg har barn og kone hjemme.

BRAND

Han, som du nævnte, havde mor.

BONDEN

Ja, det var længe før ifjor; –

da hændte der så mangt et under;

det går ej slig til nuomstunder.

BRAND

Far hjem. Dit liv er dødens vej.

Du véd ej Gud og Gud ej dig.

BONDEN

Hu, du er hård!

SØNNEN (trækker i ham)

Kom så afsted!

BONDEN

Ja vel; men han skal følge med!

BRAND

Skal jeg?

BONDEN

Ja, blir du borte her

i dette Herrens vonde vejr,

og rygtes, hvad en ej kan dølge,

at vi gik hjemmefra i følge,

så trækkes jeg tilthings en dag, –

og drukner du i myr og tjern,

så dømmes jeg i bolt og jern –

BRAND

Da lider du for Herrens sag.

BONDEN

Mig rager ikke hans og dine;

jeg har alt mer end nok med mine.

Kom så!

BRAND

Farvel!

(hult bulder høres langt borte.)

SØNNEN (skrigende)

Der går en skred!

BRAND (til bonden, som har grebet ham i kraven)

Slip taget!

BONDEN

Nej!

BRAND

Slip straks!

SØNNEN

Kom med!

BONDEN (brydes med Brand)

Nej, fanden nappe mig –!

BRAND (river sig løs og kaster ham i Sneen)

Ja visst;

det kan du tro han gør tilsidst!

(går)

BONDEN (sidder og gnider armen)

Au, au; den karl er stiv og stærk.

Sligt kalder han Vorherres værk!

(råber, idet han rejser sig)

Hej, prest!

SØNNEN

Han gik indover hejen.

BONDEN

Ja, men jeg skimter ham endnu.

(råber igen)

Hør, sig mig – kan du mindes, du,

hvor var det, vi kom ud af vejen?

BRAND (inde i tågen)

Ej trænges vejløbs kors for dig; –

du er alt paa den brede vej.

BONDEN

Gud give, at det var så vel,

så sad jeg godt og varmt ikveld.

(han og Sønnen går østover igen.)

BRAND (kommer tilsyne højere oppe og lytter ud mod den kant,
hvor Bonden gik)

De famler hjem. Du slappe træl,

sprang i dit bryst en viljes væld,

var ikkun evnen det, som skorted,

jeg skulde vejens møje kortet;

på dødstræt ryg, med foden såret,

jeg skulde glad og let dig båret; –

men hjælp er gavnløs for en mand,

som ikke vil, hvad ej han kan.

(går længere frem)

Hm; livet, livet; det er svært,

hvor livet er de godtfolk kært!

Hver skrælling lægger slig en magt

på livet, som om verdens frelse,

al menneskenes sjælehelse,

var paa hans skrale skuldre lagt.

De vil nok offre, Gud bevares!

Men livet, livet, – det maa spares.

(smiler, som i en erindring)

To tanker faldt som gut mig ind

og voldte lattervrid i maven,

og skaffed mig et barket skind,

når gamle skolemor var gnaven.

Jeg tænkte mig en mørkræd ugle,

en fisk med vandskræk. Lydt jeg lo;

jeg vilde dem af sindet smugle,

men de hang i med tand og klo. –

s. 9

Hvad kom det af, det lattervrid?

Jo, af den dunkelt følte splid

imellem tingen, som den er,

og tingen, som den skulde være, –

imellem det, at måtte bære,

og finde byrden altfor svær. –

Fast hver en landsmand, syg og frisk,

er slig en ugle, slig en fisk.

Han skabtes til et dybets yrke,

han skulde leve livets mørke, –

og det er det, som gør ham ræd.

Han spræller angst mod fjærens bred,

han skyr sit eget stjernekammer,

han skriger: luft og dagens flammer!

(standser et øjeblik, studser og lytter)

Hvad var det der? Det lød som sang.

Ja, det er sang med latter blandet.

Hør, – nu et hurra, nu et andet, –

nu tredje – fjerde – femte gang!

Der rinder solen. Skodden letter.

Jeg øjner alt de vide sletter.

Derborte står det glade lag

i morgenskær på højderyggen;

vestover vidden kastes skyggen;

de skifter ord og nævetag.

Nu skilles de. De andre vender

mod øst, men to går vesterud.

Der skikker de, som sidste bud,

farvel med hat, med slør og hænder.

(Solen bryder alt mere og mere gennem tågen. Han står længe
og ser ned på de kommende)

s. 10

Der glittrer lys om disse tvende.

Det er som skodden gjorde vej,

som lyngen klædte hæld og hej

og himlen lo om ham og hende.

De er visst syskend. Hånd i hånd

de springer over lyngens tæppe.

Se; pigen rører grunden neppe,

og han er ledig som en vånd.

Der strøg hun fra ham! Der hun veg,

da rap han vilde hende fange – –.

Nu vokser løbet til en leg –!

Hør; deres latter blir til sange!

EJNAR

Agnes, min dejlige sommerfugl,

dig vil jeg legende fange!

Jeg fletter et garn med masker små,

og maskerne er mine sange!

AGNES (danser baglænds foran og smutter stedse fra ham)

Er jeg en sommerfugl, liden og skær,

så lad mig af lyngtoppen drikke;

og er du en gut, som lyster en leg,

så jag mig, men fang mig ikke!

EJNAR

Agnes, min dejlige sommerfugl,

nu har jeg maskerne flettet;

dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, –

snart sidder du fangen i nettet!

AGNES

Er jeg en sommerfugl, ung og blank,

jeg lystig i legen mig svinger;

men fanger du mig under nettets spind,

så rør ikke ved mine vinger!

EJNAR

Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd

og lukke dig ind i mit hjerte;

der kan du lege dit hele liv

den gladeste leg, du lærte!

(uden at se det har de nærmet sig en brat styrtning; de står
nu lige på randen)

BRAND (skriger ned til dem)

Stands, stands! Der er en afgrund bag!

EJNAR

Hvem raaber?

AGNES (peger op)

Se!

BRAND

Berg jer itide!

I står på skavlens hule tag; –

den hænger udfor stupets side!

EJNAR (slår armen om hende og ler op)

Det har ej nød med mig og hende!

AGNES

Vi har et liv at lege rundt!

EJNAR

I solskin er en færd os undt,

som først om hundred år har ende.

BRAND

Da først I går tilbunds? Ja så!

AGNES (svinger sløret)

Nej, da går legen mod det blå.

EJNAR

Først hundred år i glædesstimlen,

med bryllupslamper tændt hver nat, –

et liv, et hundredårs tagfat –

BRAND

Og så –?

EJNAR

Så hjem igen – til himlen.

BRAND

Nå, det er den, I kommer fra?

EJNAR

Naturligvis; hvor ellers da?

AGNES

Ja, det vil sige, allersidst

vi kom fra dalen øst for fjeldet.

BRAND

Jeg syntes og jeg øjned hist

et skimt af jer ved vandløbskellet.

EJNAR

Ja, det var der vi skiltes nys

fra vore venner og veninder

og trykked håndslag, favntag, kys,

som segl på alle dyre minder.

Kom ned til os! Jeg skal fortælle,

s. 13

hvor Gud har været mageløs, –

så vil De fatte jublens vælde –!

Fy, stå ej der, som om de frøs!

Se så! Tin op! Det kan jeg lide.

Først er jeg maler, må De vide,

og det var allerede smukt

at skænke mine tanker flugt,

så jeg kan kogle liv i farver,

som han gør sommerfugl af larver.

Men aller prægtigst var dog Gud,

da han mig Agnes gav til brud!

Jeg kom fra syd, fra rejser lange,

med malerkassen på min ryg –

AGNES (ivrig)

Så kongeglad og frisk og tryg –

og kunde visst de tusend sange!

EJNAR

Just som jeg gennem bygden strøg,

var hun deroppe på besøg.

Hun skulde drikke fjeldets luft

og sol og dugg og graners duft.

Mig drev en gudsmagt op mod fjeldet;

det sang i mig: søg skønhedsvældet

på granemo, langs skogens elv,

i skyflugt under himlens hvælv! –

Da malte jeg mit mesterstykke:

et rosenblus på hendes kind,

et øjepar, som lyste lykke,

et smil, som sang i sjælen ind –

AGNES

Men hvad du malte, så du neppe, –

drak livets skål i blinde drag

og stod igen en solskinsdag

med stav i hånd og snøret skræppe –

EJNAR

Da strøg den tanke mig forbi

du har jo ganske glemt at fri!

Hurra! I hast blev friet, svaret,

og dermed var det grejdt og klaret.

Vor gamle doktor blev så glad,

at selv han ikke vidste hvad.

Så holdt han lag tre døgn tilende,

med sang og dans, for mig og hende;

fra foged, lensmand, skriver, prest,

al voksen ungdom kom som gæst.

Fra gården brød vi op inat;

men derfor endtes gildet ej; –

med flag på stang, med løv om hat,

op over li, frem over hej,

af flokken fulgtes vi på vej.

AGNES

Vor færd på vidden var en dans,

snart to og to – og snart i krans.

EJNAR

Af sølvstøp drak vi vinen sød –

AGNES

I sommernatten sangen lød –

EJNAR

Og skodden, som faldt tung fra nord,

strøg lydig væk, hvor frem vi foer.

BRAND

Og nu går vejen –!

EJNAR

Lige frem,

til byen.

AGNES

Der jeg har mit hjem.

EJNAR

Men først forbi de sidste toppe;

så ned til fjordens vik i vest;

på Egirs hest med dampen oppe

vi rider hjem til bryllupsfest, –

og så mod sydens land tilsammen,

lig svaner på den første flugt –!

BRAND

Og der –?

EJNAR

Et bryllupsliv i gammen,

som drømmen stort, som sagnet smukt;

thi vid at denne søndagsmorgen,

skønt midt paa vidden uden prest,

vort liv blev lyst i fred for sorgen

og viet til en lykkefest.

BRAND

Af hvem?

EJNAR

Af al den glade klynge.

Ved bægerklang hver uvejrssky

s. 16

blev sat i ban, der turde tynge

det lette løvværk om vort ly.

Af sproget ud hvert ord de kyste,

som varsel bar om stormslags drøn;

med løv om håret de os lyste

som glædens børn i kuld og køn.

BRAND

Far vel, I to!

(vil gå)

EJNAR (studser og ser nærmere på ham)

Nej, stands og vent!

Det tykkes mig som noget kendt

i Deres træk –

BRAND (koldt)

Jeg er Dem fremmed.

EJNAR

Og dog fra skolen eller hjemmet

jeg tror saa visst, jeg mindes kan –

BRAND

I skolen; ja, da var vi venner;

da var jeg gut; nu er jeg mand.

EJNAR

Det skulde aldrig være –?

(skriger med engang)

Brand!

Ja, det er dig! Nu jeg dig kender!

BRAND

Jeg kendte dig fra første stund.

EJNAR

Vel mødt, vel mødt af hjertens grund!

Se på mig! Ja, du er den gamle,

som altid i dig selv var nok,

hvem legen aldrig kunde samle

i kammeraters viltre flok.

BRAND

Jeg var jo hjemløs mellem jer.

Dig tror jeg dog jeg havde kær,

skønt alle I der-sør i landet

var af en anden malm, end jeg,

som fødtes på et næs ved vandet,

i skyggen af en skogløs hej.

EJNAR

Din hjembygd, – ja, den er jo her?

BRAND

Igennem den min vej nu bær.

EJNAR

Igennem den? Så? Vidre frem?

BRAND

Ja vidt; og fort – forbi mit hjem.

EJNAR

Du er jo prest?

BRAND (smiler)

Stiftskapellan.

Lig haren under holtets gran

har jeg mit hus snart her snart hist.

EJNAR

Og hvor går rejsen nu tilsidst?

BRAND (hurtigt og hårdt)

Spørg ej om det!

EJNAR

Hvorfor?

BRAND (forandrer tonen)

Å jo!

Det skib, som venter eder to,

skal også føre mig herfra.

EJNAR

Min brudgomshest? Hurra, hurra!

Tænk, Agnes, han skal samme vej!

BRAND

Ja, men jeg skal til gravøl, jeg.

AGNES

Til gravøl?

EJNAR

Du? Hvem skal begraves?

BRAND

Den Gud, som nys du kaldte din.

AGNES (viger)

Kom, Ejnar!

EJNAR

Brand!

BRAND

I lin og skrin

hver jordtræls Gud, hver døgnværk-slaves,

skal lægges ned ved højlys dag.

Der må en ende på den sag.

s. 19

Det er på tiden I forstår,

han skrantet har i tusend år.

EJNAR

Brand, du er syg!

BRAND

Nej, sund og frisk,

som åsens tall, som bakkens brisk;

men det er tidens syge slægt,

som trænger til at vorde lægt.

I vil kun lefle, lege, le,

vil tro så småt, men ikke se, –

vil læsse hele vægtens ve

på en, som man har sagt jer kom

og tog den store straffedom.

Han lod for jer sig tornekranse,

og derfor har I lov at danse; –

ja dans, – men hvor du danser hen,

det blir en anden sag, min ven!

EJNAR

Å, jeg forstår! Den sang er ny

og yndet over bygd og by.

Du hører til det unge kuld,

som kalder livet tant og muld,

som jage vil med pølens skræk

alverden i en askesæk.

BRAND

Nej, jeg er ingen «prækehest».

Jeg taler ej om kirkens prest;

knapt véd jeg, om jeg er en kristen;

men visst jeg véd, jeg er en mand,

2*

s. 20

og visst jeg véd, jeg øjner bristen,

der margstjal hele dette land.

EJNAR (smiler)

Det har jeg endnu aldrig hørt,

vort gode land i rygte ført

for overmål af livsenslyst.

BRAND

Nej, jublen sprænger intet bryst; –

thi var det så, da var det vel.

Lad gå at du er glædens træl, –

men vær det da fra kveld til kveld.

Vær ikke ét idag, igår,

og noget andet om et år.

Det, som du er, vær fuldt og helt,

og ikke stykkevis og delt.

Bacchanten er en klar idé,

en drukkenbolt hans ak og ve, –

Silenen er en skøn figur,

en dranker hans karrikatur.

Gå blot omkring i dette land,

og hør dig for hos alle mand,

og du vil se, enhver har lært

sig til at være lidt af hvert.

Lidt alvorslørt til brug i helgen,

lidt trofast efter fædres sed,

lidt lysten efter natverdsvælgen, –

thi det var samme fædre med, –

lidt varm om hjertet, er der gilde

og sangen runger for det lille

men klippefaste klippefolk,

s. 21

der aldrig tog mod stryg og svolk, –

lidt ødsel når det gælder løfter, –

lidt hårfin når han ædru drøfter

det ord, som gaves i et lag,

til løsning på en alvorsdag.

Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;

hans fejl, hans fortrin, går ej vidt;

han er en brøk i stort og småt,

en brøk i ondt, en brøk i godt; –

men værst det er, – hver brøkens del

slår brøkens hele rest ihjæl.

EJNAR

Det er en letvindt ting at håne;

dog vakkrere det er at skåne –

BRAND

Kanhænde det, – men ej så sundt.

EJNAR

Nu vel; til folkets syndebundt

jeg føjer både ja og amen,

men ser dog ej det hænger sammen

med ham, du lægge vil i skrin, –

den Gud, jeg endnu kalder min.

BRAND

Min glade ven, du er jo maler; –

vis mig den Gud, hvorom du taler.

Du har jo malt ham, har jeg hørt,

og billedet har godtfolk rørt.

Han er vel gammel; ikke så?

EJNAR

Nu ja –?

BRAND

Naturligvis. Og grå?

Tyndhåret efter gubbers vis,

med skæg som sølvtråd eller is, –

velvilligt stemt, men dog så streng,

at han kan skræmme børn i seng?

Hvorvidt du gav ham tøfler på,

se, det lar ved sit værd jeg stå;

men visst jeg tror det gjorde godt,

om han fik briller og kalot.

EJNAR (vred)

Hvad skal det til –

BRAND

Det er ej spot.

Just netop sådan ser han ud,

vort lands, vort folks familjegud.

Som katoliken gør en rolling

af Frelserhelten, gør I her

af Herren en affældig olding,

der er sin alders barndom nær.

Som paven har på Peters stol

tilovers snart kun dobbelt-dirken,

så snevrer I fra pol til pol

Vorherres rige ind til kirken.

I skiller liv fra tro og lære;

for ingen gælder det at være;

jer stræben er, jer ånd at hæve,

men ikke helt og fuldt at leve.

I trænger til, for slig at slingre,

en Gud, som ser igennem fingre; –

som slægten selv, dens Gud må gråne

s. 23

og males med kalot og måne. –

Men denne Gud er ikke min!

Min er en storm, hvor din er vind,

ubøjelig, hvor din er døv,

alkærlig der, hvor din er sløv;

og han er ung, som Herkules, –

ej nogen Gudfar på de treds!

Hans stemme slog med lyn og skræk,

da han som ild i tornehæk

for Moses stod på Horebs berg,

som kæmpen står for dverges dverg.

Han standsed sol i Gibeons dal

og gjorde undre uden tal,

og skulde gøre dem endnu,

hvis slægten ej var slap, som du!

EJNAR (med et usikkert smil)

Og nu skal slægten skabes om?

BRAND

Det skal den, du, så sandt og visst

jeg véd, at jeg til verden kom,

som læge for dens sot og brist!

EJNAR (ryster på hovedet)

Sluk ikke stikken, skønt den oser,

før lygten viser vejens spor;

stryg ikke sprogets gamle gloser,

før du har skabt de nye ord!

BRAND

Ej noget nyt jeg stunder til;

det eviges ret jeg hævde vil.

s. 24

Det er ej dogmer eller kirke,

som jeg vil løfte med mit virke;

thi begge så sin første dag,

og derfor var det muligt vel

de begge ser sin sidste kveld.

Alt skabt har jo et finis bag;

det fanger mén af møl og orm,

og må ifølge lov og norm

afvejen for en ufødt form.

Men der er noget til, som står; –

det er den ånd, som ej blev skabt,

som løstes, da den var fortabt,

i tidens første friske vår,

som slog med frejdig mandetro

fra kød til åndens ophav bro.

Nu er i småt den høkret ud, –

tak være slægtens syn på Gud; –

men frem af disse sjælestumper,

af disse åndens torsoklumper,

af disse hoder, disse hænder,

et helt skal gå, så Herren kender

sin mand igen, sit største værk,

sin ætling, Adam, ung og stærk!

EJNAR (afbrydende)

Farvel. Jeg mener, det er bedst

vi skilles her.

BRAND

Går I mod vest,

går jeg mod nord. To veje bær

til fjorden, begge lige nær.

Farvel!

EJNAR

Farvel.

BRAND (vender sig ved nedgangen)

Skil lys fra dunst.

Husk, – det, at leve, er en kunst.

EJNAR (vinker ham fra sig)

Vend du kun verden op og ned;

min gamle Gud jeg holder ved!

BRAND

Godt; mal ham du med krykkestav; –

jeg går og lægger ham i grav!

(går ned over stien)

EJNAR (går i taushed hen og ser ned efter Brand)

AGNES (står et øjeblik som åndsfraværende; derpå farer hun
op, ser sig urolig om og spørger)

Gik solen ned?

EJNAR

Nej, kun en sky

strøg for; nu lyser den påny.

AGNES

Her blæser koldt.

EJNAR

Det var et pust,

som jog igennem skaret just.

Her skal vi ned.

AGNES

Så sort mod sør

stod berget ej og stængte før.

EJNAR

Du så det ej for sang og leg,

før han dig skræmte, da han skreg.

s. 26

Men lad ham gå sin bratte trap;

vi knytter legen, hvor den glap.

AGNES

Nej, ikke nu; – nu er jeg træt.

EJNAR

Det er igrunden også jeg, –

og nedfor er ej vejen let,

som borte på den flade hej.

Men har vi højden bagom os,

da skal vi danse just på trods, –

ja, tifold mere vildt og fort,

end ellers vi det havde gjort. –

Se, Agnes, se den stribe blå,

som solens glød nu glittrer på;

snart kruser den sig, snart den ler,

snart er den sølv, snart er den rav;

det er det store, friske hav,

som du der yderst ude ser!

Og kan du se den mørke røg,

som længe langsmed leden strøg?

Og kan du se den sorte prik,

som nu just rundt om næset gik?

Se, det er dampen; – din og min!

Nu står den fjorden lige ind!

Iaften står den ud fra fjord,

tilhavs, med dig og mig ombord! –

Der slører tågen tung og grå. –

Sig, Agnes, fik du øje på

hvor smukt sig hav og himmel malte?

AGNES (ser åndsfraværende lige ud og siger)

Ja visst. Men sig om du så –?

EJNAR

Hvad?

AGNES (uden at se på ham og dæmpet som i en kirke)

Hvor han vokste, mens han talte!

(hun går nedover stien. Ejnar følger)

BRAND (kommer oppe på stien, går nedover, standser midtvejs på
en fremspringende knart og ser ned i dybet)

Ja, jeg kender mig igen!

Hvert et bådnøst, hver en grænd,

jordfaldsbakken, osets birke,

og den gamle brune kirke,

elvekantens olderbuske,

alting kan fra barn jeg huske.

Men jeg tror, at mere gråt

er det nu, og mere småt;

og på berget skavlen hænger

mere yderligt end da,

har af dalens snevre himmel

skåret bort endnu en strimmel,

luder, truer, skygger, stænger, –

stjæler mere sol ifra.

(sætter sig og ser langt udover)

Fjorden. Var den og den gang

lige styg og lige trang?

Det er bygevejr. Der står

s. 28

ind en råsejlsjagt for børen.

Sør, indunder hamrens skygge,

øjner jeg en bod, en brygge,

og der bag en rødmalt gård! –

Det er enkens gård på øren!

Enkens gård. Min barndoms hjem.

Minders minder myldrer frem.

Der, imellem strandens stene,

blev min barnesjæl alene. –

Over mig er klemslens vægt,

tyngslen af at stå i slægt

med en ånd, som altid peged

jordvendt, udenfor mit eget.

Alt, hvad stort jeg vilde før,

vimrer nu som bag et slør.

Modet, magten har mig sveget,

hug og sjæl blir slap og sprød;

her, ved nærmelsen af hjemmet,

ser jeg på mig selv som fremmed, –

vågner bunden, klippet, tæmmet,

Samson lig i skøgens skød.

(ser atter ned i dybet)

Hvad er der for færd og virke?

Ud fra hver en plads og grænd

stævner kvinder, børn og mænd.

Snart i urd og snart i brækker

taber sig de lange rækker,

dukker atter op igen –

fremme ved den gamle kirke.

(rejser sig)

s. 29

O, jeg kan jer ud og ind,

slappe sjæle, sløve sind!

Hele eders Fadervor

har ej såpass viljevinge,

ikke såpass angstens drøn,

at deraf tilhimmels når, –

klangfuldt, som en røst skal klinge, –

andet end den fjerde bøn!

Den er landets løsen jo,

den er folkets feltråb blevet.

Ud af sammenhængen revet,

ind i alle hjerter skrevet,

ligger den som stormfordrevet

vrag af eders hele tro! –

Væk fra dette klumre slug!

Der er grubeluft herinde; –

her kan ingen fanes dug

flagre frit for friske vinde!

(vil gå; en sten kastes ovenfra og ruller nedigennem lien tæt
ved ham)

BRAND (råber op)

Hej der! Hvem kaster sten?

GERD

Han skreg!

Jeg traf!

(kaster igen)

BRAND

Hør, barn; stands denne leg!

GERD

Der sidder han foruden mén

og vipper på en vindfældt gren!

(kaster igen og skriger)

s. 30

Der kommer han så vild som før!

Hjælp! Hu! Han hugger mig med klør!

BRAND

I Herrens navn –!

GERD

Hyss! Hvem er du?

Stå stilt, stå stilt; han flyver nu.

BRAND

Hvem flyver?

GERD

Så du ikke høgen?

BRAND

Her? Nej.

GERD

Den store stygge fugl

med kammen fladt på panden strøgen,

med rand om øjet rød og gul!

BRAND

Hvor går din vej?

GERD

Til kirke.

BRAND

Så?

Da kan vi to jo følge slå.

GERD

Vi to? Nej, jeg skal opad her.

BRAND (peger nedover)

Men der er kirken jo!

GERD (ser hånligt smilende på ham og peger ned)

Den der?

BRAND

Ja visst; kom med.

GERD

Nej; der er stygt!

BRAND

Stygt? Hvorfor?

GERD

Jo, for der er småt.

BRAND

Hvor har du set en større bygt?

GERD

En større? Å, det véd jeg godt.

Farvel!

(går opover)

BRAND

Går der din kirkevej?

Den bær jo til den vilde hej.

GERD

Følg med mig, du, så skal du se

en kirke bygt af is og sne!

BRAND

Af is og sne! Nu går det op!

Derinde mellem tind og top,

jeg komme kan fra gut ihug,

der findes skal et dalstrøgs slug;

Iskirken tror jeg det blev kaldt;

om den blev mange slags fortalt;

et frossent tjern er gulv og toft,

på skavlen ligger sneen kram

og spænder vidt sig, som et loft,

udover søndre væggens kam.

GERD

Ja, det ser ud som is og fjeld,

men er nu kirke lige vel.

BRAND

Gå aldrig did; et vindstøds kast

har tidtnok voldt at bræen brast;

et skrig, et rifleskud er nok –

GERD (uden at høre på ham)

Kom med og se en rensdyrflok,

som skreden slog, så op den kom

ivår først med den store flom.

BRAND

Gå aldrig did; der er ej trygt!

GERD (peger ned)

Gå aldrig did; for der er stygt!

BRAND

Guds fred med dig.

GERD

Kom heller med!

Deroppe messer fos og skred;

der præker vind på jøklens vold,

så du blir både hed og kold.

Og høgen slipper aldrig ind;

han slår sig ned på Svartetind, –

der sidder han, det styggetøj,

som hane på min kirkefløj.

BRAND

Vild er din vej og vild din sjæl, –

en langelek med sprukken fjæl.

Af slet blir slet kun, slet og ret, –

men ondt til godt kan vendes let.

GERD

Der kommer han med vingesus!

Nu får jeg se at nå ihus!

Farvel; i kirken er jeg tryg, –

hu, hvor han kommer arg og styg!

(skriger)

Kom ikke nær! Jeg kaster sten!

Slår du med klo, slår jeg med gren!

(flygter opover fjeldet)

BRAND (efter et ophold)

Se, det var og en kirkegæst.

I dal, – på hej, hvem gør det bedst?

Hvem vimrer værst og vildest frem,

hvem famler længst fra fred og hjem, –

det letsind som, med krans af løv,

lar legen gå langs brattest slug, –

det slapsind, som går vejen sløv,

fordi det så er skik og brug, –

det vildsind, som har slig en flugt,

at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –

Til kamp på tvers, til kamp på langs

mod denne trippelallians!

Jeg ser mit kald; det glittrer frem,

som sol igennem glugg påklem!

Jeg véd mit hverv; de trolde tre

i faldet bøder verdens ve; –

får slægten dem først lagt i grav,

da viftes verdenspesten af!

Op; rust dig, sjæl! Dit sverd fra lænd!

Til kamp for himlens odelsmænd!

(han stiger ned i bygden)

EN MAND (bryder sig gennem trængslen)

Af vejen!

EN KVINDE

Jeg kom først!

MANDEN (skubber hende tilside)

Gå væk!

(trænger sig frem til Fogden)

Se her; fyld gabet i min sæk!

FOGDEN

Giv tid.

MANDEN

Ugørligt; jeg må hjem;

der sidder sultne fire – fem!

FOGDEN (spasende)

Du véd ej tallet på en prik?

MANDEN

Én drog med døden, da jeg gik.

FOGDEN

Bi lidt. Du står på listen vel?

(blader i sine papirer)

Nej; – jo, du står. Det var dit held.

(til Skriverkarlen)

Giv nummer ni og tyve sit. –

Nå, nå, i godtfolk, vent dog lidt!

Nils Snemyr?

EN MAND

Ja!

FOGDEN

Idag du får

trekvart kun mod hvad du fik sidst.

I er jo færre nu.

MANDEN

Ja visst, –

hun Ragnhild døde ret igår.

FOGDEN (noterer)

Én mindre. Spart er altid spart.

(til Manden, som fjerner sig)

Men far nu ikke hen i fart

og gift dig anden gang!

SKRIVERKARLEN (fniser)

Hi, hi!

FOGDEN (hvasst)

Hvad ler De af?

SKRIVERKARLEN

Jeg lo fordi

herr fogden er så morsom.

FOGDEN

Ti!

Det stævne her er ingen spas;

men bedste råd mod gråd er fjas.

EJNAR (træder ud af flokken med Agnes)

Nu har jeg tømt den sidste lomme,

og pung og tegnebog er tomme; –

ombord jeg kommer som en fant,

og sætter uhr og stok i pant.

FOGDEN

Ja, I to kom i rette stund.

Hvad jeg har samlet, er kun lidt;

det slår ej til, som hver kan vide,

når fattig hånd og halvmæt mund

skal skifte deles del af sit

med dem, som intet har at bide.

(får øje på Brand og peger op)

En til! Velkommen! Har De hørt

om hungersnøden, flommen, tørken,

så løs for pungen, er den snørt.

Vi tar imod af alle slags.

Vort forråd er på bunden straks; –

fem fiske små i armods ørken

gør intet måltid nutildags.

BRAND

Ti tusend, i en afguds navn

delt ud, blev ingen sjæl til gavn.

FOGDEN

Det var ej ord jeg bad Dem om.

Ord er kun sten, er maven tom.

EJNAR

Det er umuligt, at du véd

hvor hårdt og længe folket led!

s. 37

Brand, her er uår, sult og sot.

Her ligger lig –

BRAND

Jeg ser det godt.

På hvert et øjes blygrå ring

det kendes hvem som holder thing.

FOGDEN

Og endda står De hård som flint!

BRAND (træder ned iblandt mængden og siger med eftertryk)

Hvis livet her gik slapt og lindt,

gik trægt sin gang med hverdagsnød,

da ynked jeg jert skrig om brød.

Må du på fire krybe hjem,

da kommer dyret i dig frem.

Går dag for dag i lummer ro,

i skridtgang som et ligfærdstog,

da ligger det så nær at tro

sig strøgen ud af Herrens bog.

Men eder var han mere god;

han dryssed rædsel i jert blod;

med dødsnøds svøber han jer slog;

hvad dyrt han gav, han atter tog –

FLERE RØSTER (afbryder ham truende)

Han sparker os i al vor nød!

FOGDEN

Han skælder os, som gav jer brød?

BRAND (ryster paa hovedet)

O, kunde alt mit hjerteblod

jer læske som en helsens flod,

s. 38

det skulde vælde frem i flom,

til årens seng var tør og tom.

Men her at hjælpe var en synd!

Se, Gud vil løfte jer af dynd; –

et livsfolk, – om end spredt og svagt, –

af trængslen suger marg og magt;

det sløve syn får falkeflugt,

og skuer vidt og skuer smukt,

den veke vilje skyder ryg

og ser bag striden sejren tryg;

men avler nød ej adelsfærd,

er flokken ej sin frelse værd!

EN KVINDE

Der slår et uvejr over fjord,

som om det vaktes ved hans ord!

EN ANDEN

Han ægger Gud! Min spådom mærk!

BRAND

Jer Gud gør intet underværk!

KVINDERNE

Se vejret! Se!

RØSTER BLANDT MÆNGDEN

Af bygden driv

den hårde sjæl med sten og kniv!

KVINDEN (skriger frem mod flokken)

Hvor får jeg hjælp i Jesu navn!

FOGDEN

Hvad trænges? Nævn hvad nød, hvad savn –

KVINDEN

Ej nød, ej savn det gælder nu!

Det gælder verdens værste gru!

FOGDEN

Hvad er det? Tal!

KVINDEN

Jeg har ej røst!

Hvor findes presten? – Hjælp og trøst!

FOGDEN

Her er ej prest –

KVINDEN

Fortabt, fortabt!

Hård var du, Gud, at jeg blev skabt!

BRAND (nærmer sig)

Kanhænde dog her findes én.

KVINDEN (griber ham om armen)

Så lad ham komme, vær ej sen!

BRAND

Nævn mig din nød, så kommer han.

KVINDEN

Tversover fjorden –

BRAND

Nu?

KVINDEN

Min mand –

tre sultne små, og huset tømt, – –

sig nej, sig nej, – han er ej dømt!

BRAND

Tal først.

KVINDEN

Min barm var tørket ud;

os hjalp ej mennesker, ej Gud;

den yngste tungt med døden drog;

det skar hans sjæl; han barnet slog –!

BRAND

Han slog –!

ALMUEN (i rædsel)

Sit barn!

KVINDEN

I samme stund

han så sin gernings afgrundsbund!

Hans anger flommed som en elv;

han lagde voldshånd på sig selv. –

Kom, berg hans sjæl trods vejr og sjø!

Han kan ej leve, tør ej dø;

med liget ligger han i favn

og skriger på den ondes navn!

BRAND (stille)

Ja, her er nød.

EJNAR (bleg)

Er muligt sligt!

FOGDEN

Han hører ej til mit distrikt.

BRAND (kort, til almuen)

Gør loss en båd og sæt mig over!

EN MAND

I sligt et vejr! Det ingen vover!

FOGDEN

Rundt fjorden går en sti –

KVINDEN

Nej, nej, –

nu findes ingen farbar vej;

jeg foer den, men et elvebrudd

skar lige bag mig kloppen ud!

BRAND

Gør båden loss.

EN MAND

Umuligt nu;

det bryder over grund og flu!

EN ANDEN

Se der! Et kast fra højden strøg,

så hele fjorden står i røg!

EN TREDJE

Er vejret sligt, med slag og skrald,

så lyser provsten messefald!

BRAND

En syndersjæl, sin domsstund nær,

ej venter efter vind og vejr!

(går ned i en båd og løser sejlet)

I vover båden?

EJEREN

Ja; men bliv!

BRAND

Godt; kom nu den, som vover liv!

EN MAND

Jeg går ej med.

EN ANDEN

Og ikke jeg.

FLERE

Det var den lige dødsens vej!

BRAND

Jer Gud hjalp ingen over fjord;

men husk, at min er med ombord!

KVINDEN (vrider hænderne)

Han ufrelst dør!

BRAND (råber fra båden)

Én mand er nok

til hjælp med øsekar og fok!

Kom, en af jer, som nylig gav!

Giv, mænd, giv indtil død og grav!

FLERE (viger tilbage)

Kræv aldrig sligt!

EN ENKELT (truende)

Af båden ud!

Det er for stærkt at friste Gud!

FLERE RØSTER

Se, vejret vokser!

ANDRE

Linen brast!

BRAND (hugger sig fast med bådshagen og råber
til den fremmede kvinde)

Godt; kom da du; men kom i hast!

KVINDEN (viger tilbage)

Jeg! Her, hvor ingen –!

BRAND

Lad dem stå!

KVINDEN

Jeg kan ej!

BRAND

Kan ej?

KVINDEN

Husk de små –!

BRAND (ler)

Dynd er den grund, I bygger på!

AGNES (vender sig med blussende kinder raskt om til
Ejnar, lægger hånden på hans arm og siger)

Har alt du hørt!

EJNAR

Ja; han er stærk!

AGNES

Gud signe dig! Du véd dit værk!

(råber til Brand)

Se, – her er én, som vel er værd

at følge med på frelsens færd!

BRAND

Så kom!

EJNAR (bleg)

Jeg!

AGNES

Gå! Jeg har dig skænkt!

Højt ser mit syn, som før var sænkt!

EJNAR

Før dig jeg traf, jeg skulde skænkt

mig selv, og villig med ham styrt –

AGNES (bævende)

Men nu –!

EJNAR

Mit liv er ungt og dyrt; –

jeg kan det ej!

AGNES (viger tilbage)

Hvad har du sagt!

EJNAR

Jeg tør det ej!

AGNES (skriger ud)

Nu blev der lagt,

med stormslag og med strømnings fos,

et verdenshav imellem os!

(til Brand)

Jeg går i båden!

BRAND

Godt; så kom!

KVINDERNE (forfærdede, idet hun springer ombord)

Hjælp, Jesus!

EJNAR (griber fortvivlet efter hende)

Agnes!

HELE MÆNGDEN (iler til)

Stands! Vend om!

BRAND

Hvor ligger huset?

KVINDEN (peger ud)

Ende der, –

på næset bag det svarte skær!

(båden støder fra land)

EJNAR (skriger efter dem)

Husk dine syskend; husk din mor!

Frels livet!

AGNES

Her er tre ombord!

EN MAND

Han klarer odden!

EN ANDEN

Nej!

FØRSTE

Jo se,

han har den agter alt i læ!

ANDEN

En kastevind! Den har dem fat!

FOGDEN

Se, se, – den stryger med hans hat!

EN KVINDE

Så svart, som korpens vinge, slår

i vejret vildt hans våde hår!

FØRSTE MAND

Alt står i kog og røg.

EJNAR

Hvad var

det skrig, som gennem stormen skar?

EN KVINDE

Det kom fra fjeldet.

EN ANDEN (peger op)

Der står Gerd

og ler og hujer ad hans færd!

FØRSTE KVINDE

Hun blæser i et bukkehorn

og kaster sten som koglekorn!

ANDEN KVINDE

Nu slang hun hornet som en vånd

og tuder i den hule hånd!

EN MAND

Ja, tud og skrig, du stygge trold, –

den karl har både vagt og skjold!

EN ANDEN

I værre vejr, med ham tilrors,

står trygt jeg næste gang tilfjords.

FØRSTE MAND (til Ejnar)

Hvad var han?

EJNAR

Prest.

ANDEN MAND

Ja, hvad han var, –

det kendtes vel, han var en karl!

I ham var mod og magt og trods.

FØRSTE MAND

Det var en rigtig prest for os!

MANGE RØSTER

Ja, det var rigtig prest for os!

(de spreder sig ud over bakkerne)

FOGDEN (samler sine papirer og bøger)

Det formløst er i alle fald

at træde op i fremmed kald,

og gribe ind og vove liv

foruden tvingende motiv. –

Jeg gør bestandig og min pligt, –

men altid indom mit distrikt.

(går)

BRAND

Det var døden. Af den tvætted

alle rædslers stænk og skræk;

nu med stille store træk

ligger han så lys og lettet.

Kan et svigtende bedrag

gøre nat til slig en dag?

Af sin vilde helvedbrøde

så han ydre skorpen kun, –

det, som nævnes kan med mund, –

det, som gribes kan med hænder, –

som hans navn med brandflek skænder, –

volden mod den lille døde.

Men de to, som sad forskræmt,

stirrende med store øjne,

stilt, som fugle sammenfløjne,

op i skorstenskrogen klemt, –

de, som bare så og så, –

skønte ikke selv hvorpå, –

de, hvis sjæle fik en plet

ætset ind, som ej de skrubber

af i tidens slid og tvæt,

selv som bøjde sølvhårsgubber, –

de, hvis livsens-elv skal rinde

ud fra dette stygge minde, –

de, som nu skal gro i lys

af hans nattegernings gys, –

de, som aldrig ud kan brænde

denne tankes ådselbål, –

s. 48

dem han mægted ej at kende

som de to, der har ihænde

just det store eftermål. –

Og fra dem går kanske ud

led på led til synd og brudd.

Hvorfor? Hule afgrundssvar, –

de var sønner af sin far!

Hvad skal stryges ud i stilhed?

Hvad skal jævnes ud med mildhed?

Når begynder ansvarsvægten

af ens arvelod fra slægten?

Hvilken thingdag, hvilken dommer,

når det store forhør kommer!

Hvem skal prøve, hvem skal vidne,

hvor enhver er delinkvent;

hvem tør lægge frem sit skidne

transporterte dokument?

Tages da for godt det svar:

Gælden skriver sig fra far? –

Svimmeldybe nattegåde,

ingen mægter dig at råde.

Men på afgrundsbredden danser

sværmen uden sind og sanser; –

sjæle skulde skrige, bæve, –

men ej én blandt tusend øjner,

hvilket skyldberg der sig højner

fra det lille ord: at leve.

EN MAND

Vi skal nok mødes anden gang.

BRAND

Han har til eders hjælp ej trang.

MANDEN

Selv er han løst og hjulpen; men

i stuen sidder tre igen.

BRAND

Og så?

MANDEN

Af smulerne, vi fik,

vi førte med en liden slik –

BRAND

Hvis alt du gav foruden livet,

da vid, at du har intet givet.

MANDEN

Hvis han, som her nu ligger død,

idag var stedt i livsensnød

og skreg om hjælp fra bådens hvælv,

jeg skulde vovet livet selv.

BRAND

Men sjælens nød har ingen vægt?

MANDEN

Husk på, vi er en slæbets slægt.

BRAND

Så vend jert hele fulde syn

fra lyset over åsens bryn;

skel ej, som nu, med venstre øjet

tilhimmels, og det højre vendt

mod muldet, hvor, med ryggen bøjet,

I har jer selv for åget spændt.

MANDEN

Jeg havde tænkt, du heller gav

det råd at ryste åget af.

BRAND

Ja, om I kan.

MANDEN

Du ejer magt.

BRAND

Gør jeg?

MANDEN

Alt mangen har os sagt

og vist, hvor vejen var, før nu; –

de pegte, men du gik den, du.

BRAND

Du mener –?

MANDEN

Ikke tusend ord

sig prenter som én gernings spor.

Vi søger dig i bygdens navn; –

vi ser, en mand er just vort savn.

BRAND (urolig)

Hvad vil I mig?

MANDEN

Bliv du vor prest.

BRAND

Jeg? Her!

MANDEN

Du har vel hørt og læst,

vor menighed er presteløs?

BRAND

Ja nu jeg mindes –

MANDEN

Før i tiden

var bygden stor, nu er den liden.

Da uår kom, da kornet frøs,

da sot faldt over folk og fæ,

da armod slog hver mand iknæ,

da nøden sang hver sjæl i døs,

da her blev dyrt på sul og sæd, –

da blev her prestedyrtid med.

BRAND

Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!

På mig er lagt en større pligt.

Jeg trænger livets stærke røre,

jeg trænger verdens åbne øre.

Hvad skal jeg her? Hvor fjeldet stænger,

har mandemælet ingen magt.

MANDEN

Hvor fjeldet svarer, lyder længer

det ord, som fuldt og stærkt blir sagt.

BRAND

Hvem lukker sig i gruben inde,

når vangen vinker fri og flak?

Hvem pløjer ødemarken brak,

når der er odlet land at finde?

Hvem vil af kærner høste frugt,

når ungtrær står i modningsaldren?

Hvem sløver sig i døgnværkskvaldren,

når han har syners lys og flugt?

MANDEN (ryster på hovedet)

Din dåd forstod jeg, – ej dit ord.

BRAND

Spørg ikke mer! Ombord, ombord!

(vil gå)

MANDEN (træder ivejen for ham)

Det kald, som ej du slippe vil,

det værk, som nu du stunder til, –

det er dig altså dyrt?

BRAND

Mit liv

i et og alt det er!

MANDEN

Så bliv!

(med eftertryk)

Hvis alt du gav foruden livet,

så husk, at du har intet givet.

BRAND

Ét ejes, som du ej kan skænke;

det er dit eget indre selv.

Du tør ej binde, tør ej lænke,

du tør ej stemme kaldets elv; –

den vil sin vej til havets hvælv.

MANDEN

Blev den i myr og tjern begravet, –

den når som dugg tilslut dog havet.

BRAND (ser visst paa ham)

Hvo gav dig slige ord i munden?

MANDEN

Du gav mig dem i storværkstunden.

Da stormen skreg, da sjøen slog,

da frem trods storm og sjø du drog,

da for en rådløs syndersjæl

s. 53

du satte livet på en fjæl, –

da strøg det gennem mangt et sind

snart koldt, snart varmt, som sol og vind,

da ringed det som klokkeklemt – –

(sænker stemmen)

Imorgen, kanske, er det glemt;

da firer vi det løftningsflag,

du hejste over os idag.

BRAND

Hvor kraft ej er, der er ej kald.

(hårdt)

Kan ej du være, hvad du skal, –

så vær alvorligt, hvad du kan;

vær helt og holdent muldets mand.

MANDEN (ser en stund paa ham og siger)

Ve dig, som slukte, da du gik;

ve os, som så et øjeblik!

(han går; de øvrige følger stille efter)

BRAND (ser længe efter dem)

En for en med bøjde nakker

går den stille klynge hjem.

Sindet sturer, foden sakker,

staver tungt og træt sig frem;

hver af dem med tungsinds lader

går som truet af et ris,

går, som menneskenes fader

dreven ud af Paradis, –

går, som han, med skyldslørt tinding, –

ser, som han, i mørkets gab, –

bær, som han, sin kundskabs vinding, –

bær, som han, sin blindheds tab;

s. 54

Mennesket jeg kækt har villet

skabe nyt og helt og rent; –

der er værket, – brødens billed,

ikke Guds, som det var ment. –

Ud herfra til større vidder;

her er rum ej for en ridder!

(vil gå, men standser, idet han ser Agnes ved stranden)

Se, hvor lyttende hun sidder,

som om her var sang i luften.

Lyttende hun sad i båden,

da den skar de rørte vande, –

lyttende hun holdt i tuften, –

lyttende hun havråksfråden

rysted af sin klare pande.

Det ser ud som hørslen bytted

plads og hun med øjet lytted.

(nærmer sig)

Unge pige, er det fjordens

krumme vej, som synet følger –?

AGNES (uden at vende sig)

Hverken fjordens eller jordens;

begge sig for synet dølger.

Men en større jord jeg skimter;

skarpt mod luften står dens runding;

have ser jeg, floders munding;

solblink gennem tågen glimter.

Jeg ser slaglys, luerøde,

legende om skyslørt tinde,

ser en umålt ørkens øde.

Store palmer står derborte,

svajer i de hvasse vinde,

s. 55

kaster bag sig skygger sorte.

Intet livstegn er at finde;

det er ligt en jord, som skabes;

og jeg hører røster runge,

og jeg hører stemmer tolke:

nu du frelses eller tabes;

gør dit værk, det ansvarstunge; –

denne jord skal du befolke!

BRAND (reven med)

Sig, hvad mer du ser!

AGNES (lægger hånden på brystet)

Herinde

kan jeg kende kræfter ulme,

kan jeg føle floder svulme,

kan jeg se en dagning rinde.

Hjertet, lig en verden, vider

stort sig ud til alle sider,

og jeg hører stemmer tolke:

denne jord skal du befolke!

Alle tanker, som skal komme,

hver en gerning, som skal gøres,

vågner, hvisker, ånder, røres,

som om fødslens stund var omme;

og jeg aner mer end øjner

ham, som ovenom sig højner,

føler at han skuer ned

fuld af sorg og kærlighed,

lys og mild som morgenrøden,

og bedrøvet dog til døden;

og jeg hører røster runge:

s. 56

nu du skabe skal og skabes;

nu du frelses eller tabes; –

gør dit værk, det ansvarstunge!

BRAND

Indad; indad! Det er ordet!

Did går vejen. Der er sporet.

Eget hjerte, – det er kloden,

nyskabt og for Gudsliv moden;

der skal viljegribben dødes,

der den nye Adam fødes.

Lad så verden gå sin gang

under trældom eller sang; –

men ifald vi fiendtligt mødes, –

hvis mit værk den knuse vil, –

da, ved himlen, slår jeg til!

Plads på hele jordens hvælv

til at være helt sig selv, –

det er lovlig ret for manden,

og jeg kræver ingen anden!

(tænker stille en stund og siger)

Være helt sig selv! Men vægten

af ens arv og gæld fra slægten?

(standser og ser ud)

Hvem er hun, som jordvendt kommer

klavrende opover bakken,

kroget, ludende med nakken?

For at puste må hun stå,

støtter sig for ej at slingre,

griber med de magre fingre

hvasst i sine dybe lommer,

som en skat hun slæbte på.

s. 57

Om den visne benrad slænger

stakken, som en fjærhams lægg;

hånden krummer sig som tænger;

hun er ørnen lig, der hænger

spigret på en stabbursvæg.

(pludselig angst)

Hvilket iskoldt barneminde,

hvilket gufs fra hjem og fjord

drysser rim om denne kvinde, –

drysser værre rim herinde – –?

Nådens Gud! Det er min mor!

BRANDS MODER (kommer opover, standser
halvvejs synlig i bakken, holder hånden skyggende over
øjnene og ser sig om)

Her, har de sagt, han var.

(kommer nærmere)

Den onde

ta'e solen – hun gør halvt mig blind!

Søn, er det dig?

BRAND

Ja.

MODEREN (gnider øjnene)

Hu; det skin,

det brænder en i synet ind;

en kan ej skille prest fra bonde.

BRAND

Derhjemme så jeg aldrig sol

fra løvet faldt til gøgen gol.

MODEREN (ler stille)

Nej, der er godt. Der blir en frossen,

som istap-kallen over fossen.

En blir så stærk, at hvadsomhelst

en tør, – og tror sig endda frelst.

BRAND

Goddag. Farvel. Min tid er knap.

MODEREN

Ja, du har altid været rap.

Som gut du stunded bort herfra –

BRAND

At bort jeg foer, dig tyktes bedst.

MODEREN

Ja, det var skelligt nu som da;

det trængtes vel at du blev prest.

(betragter ham nærmere)

Hm, han er vokset stærk og stor.

Men agt nu bare på mit ord, –

vær vaer om livet!

BRAND

Er det alt?

MODEREN

Ja, livet? Ja, hvad er der mere?

BRAND

Jeg mener: rådet, som nu faldt,

er det det hele?

MODEREN

Véd du flere,

så brug dem som du vil. Men livet,

berg det for mig; jeg har det givet.

(vred)

Det spørges vidt, hvad du har øvet;

og det har gjort mig ræd og skræmt.

Tilfjords idag! Du kunde røvet,

hvad du for min skyld skulde gemt.

s. 59

Du er den eneste i slægten.

Du er min søn, mit kød og blod.

Du slutter af, som tagryg-lægten,

det hus, jeg tømred fod for fod.

Hold fast; stå stærk; bær lange tider!

Vær vaer om livet! Aldrig svigt!

At leve er en arvings pligt, –

og du blir min – engang – omsider –

BRAND

Så? Derfor er det, at du kommer

og søger mig med fyldte lommer?

MODEREN

Søn, er du gal!

(viger tilbage)

Kom ikke nær!

Bliv stående! Jeg slår med staven!

(roligere)

Hvad mente du med det? – Hør her!

Jeg ældes år for år; det bær

sent eller tidligt frem mod graven;

så får du alt, hvad jeg har ejet;

det ligger tællet, målt og vejet. –

Jeg har ej på mig! – Hjemme ligger

det hele. Det er ikke stort;

men den, som får det, er ej tigger. –

Stå der du står! Kom ej herbort! –

Jeg lover dig, jeg skal ej putte

i sprækker eller grave ned

en hvid på noget ukendt sted, –

ej gemme noget under stene,

s. 60

i muren, under gulvets fjæl; –

du, sønnen min, får arven hel;

altsammen går til dig alene.

BRAND

På visse vilkår?

MODEREN

På det ene,

at ej du skal med livet rutte.

Hold ætten oppe, søn for søn;

jeg kræver ngen anden løn.

Og sørg så for, at intet spildes, –

at intet deles eller skilles; –

øg, eller ikke, hvad du får;

men gem det, gem det år for år!

BRAND (efter et kort ophold)

En sag får klares mellem os.

Jeg har fra gut af vist dig trods; –

jeg var ej søn, du var ej mor,

til du blev grå og jeg blev stor.

MODEREN

Jeg kræver ikke klap og smek.

Vær som du vil; jeg er ej vek.

Vær hård, vær strid, vær istapkold, –

det kløver ej mit bringeskjold;

gem blot din arv, – om død og gold, –

når kun den er i slægtens vold!

BRAND (går et skridt nærmere)

Og hvis jeg tvertom fik isinde

at strø den ud for alle vinde?

MODEREN (tumler tilbage)

Strø ud, hvad gennem trældoms-år

har krøgt min ryg og blegt mit hår!

BRAND (nikker langsomt)

Strø ud.

MODEREN

Strø ud! Hvis det du gør,

for vinden ud min sjæl du strør!

BRAND

Og hvis jeg gør det lige vel?

Hvis ved din seng jeg står en kveld,

når lys er foran lejet sat,

når du med salmebog i hænder

skal sove dødens første nat, –

hvis da jeg gramser, famler, kender,

hvis frem jeg finder skat for skat, –

hvis jeg tar lyset, hvis jeg tænder –?

MODEREN (nærmer sig i spænding)

Hvor har du denne tanke fra?

BRAND

Hvorfra? Skal jeg fortælle?

MODEREN

Ja!

BRAND

Ifra et barndomseventyr,

som aldrig af mit minde flyr,

som skræmmer sjælen, lig et ar

ifra et helet hareskar.

Det var en høstkveld. Død var far,

og du lå syg. Jeg sneg mig ind,

s. 62

hvor han lå bleg i vokslysskin.

Jeg stod og stirred fra en krog,

og så han holdt en salmebog;

mig undred mest den dybe dvale,

og hvi hans håndled var så smale;

jeg kendte lugt af kuldslået lin; –

da hørte jeg på gangen trin; –

ind kom en kvinde, så mig ej, –

hun gik til sengen rakt sin vej.

Hun gav sig til at gramse, rode;

først flytted hun den dødes hode,

så trak hun frem en bundt, så flere, –

hun tælled, hvisked: mere, mere!

Så grov hun ud af sengens puder

en pakke, bunden til med knuder;

hun rev, hun hugg med ilske hænder,

hun bed den op med sine tænder.

Hun grov påny. Hun hitted flere.

Hun tælled, hvisked: mere, mere!

Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;

hun vejred efter gemslers spor, –

og fandt hun, – fluks med jublens angst

hun skød, som falken, på sin fangst.

Tilslut var hver en lønkrog tømt;

hun gik af stuen som en dømt;

hun svøbte fundet i en pjalt

og stønned stilt: så det var alt!

MODEREN

Mit krav var stort, mit fund var skralt;

og det var mer end dyrt betalt.

BRAND

Det blev dig dyrere endda;

mit sønnesind det stjal dig fra.

MODEREN

Lad gå. Det er jo gammel brug

at købe gods for sind og hug.

Jeg gav fra først en større pris;

jeg tror, jeg gav mit livs forlis.

Jeg noget gav, som nu er slukt; –

det står mig for som lys og flugt,

som noget både dumt og smukt; –

jeg gav, hvad knapt jeg længer véd; –

folk kaldte det for kærlighed. –

Jeg mindes godt, min strid var svar;

jeg mindes godt det råd fra far:

Glem husmandsgutten; tag den anden;

agt ikke på hans visne krop;

det er en karl med kløgt i panden;

han øger ejet dobbelt op! –

Jeg tog ham, men fik skam til tak.

Til dobbelt op han aldrig rak.

Men siden har jeg slæbt og slidt,

så nu der fattes ikkun lidt.

BRAND

Og mindes du, så nær din grav,

at sjælen du på købet gav?

MODEREN

At det jeg mindes, vistes bedst,

da sønnen min blev sat til prest.

s. 64

Når timen kommer, for min tarv

du sørge skal til tak for arv.

Jeg ejer både fast og løst;

du ejer ord og magt og trøst.

BRAND

Så klog du er, du så dog fejl,

da mig du så i hjemmets spejl.

Der gives fler langs li og led

med slig forældrekærlighed; –

I ser i barnet en forvalter

for husets efterladte pjalter;

af evigheden går et skær

forbi jer tanke hist og her;

I griber efter den og mener

I tingen er på livet nær,

når æt og arv I sammengrener, –

at døden I med livet ener,

at evighed som sum I får

af sammenlagte rækker år.

MODEREN

Gransk ikke, søn, din moders sind,

men tag din arv, når den blir din.

BRAND

Og gælden?

MODEREN

Gælden? Hvilken gæld?

Der er ej nogen gæld.

BRAND

Nu vel;

men hvis der var, – jeg måtte svare

til hvert et skyldbrev, alting klare.

s. 65

Søns sag det er, at alle krav

sker fyldest på hans moders grav;

var huset tomt, når jeg det tog, –

jeg arved dog din skyldnerbog.

MODEREN

Så byder ingen lov.

BRAND

Ej den,

som skreven er med blæk og pen;

men i hvert ærligt sønnesind

en anden lov står ristet ind, –

og denne lov skal fyldest ske.

Forblindede, lær dog at se!

Guds bo på jord har du forringet,

dit sjælelån har du forødt,

det billed, hvori du blev født,

har du med dyndets skimmel dækt;

den ånd, som engang var bevinget,

har du i myldret vingestækt.

Det er din gæld. Hvor vil du hen,

når Herren kræver sit igen?

MODEREN (sky).

Hvor jeg vil hen? Hvor hen?

BRAND

Frygt ej;

din søn tar al din gæld på sig.

Gudsbilledet, som du har plettet,

i mig skal rejses viljetvættet!

Gå du kun trøstig til de døde.

Gældbunden sover ej min mor; –

jeg klarer gælden.

MODEREN

Gæld og brøde?

BRAND

Din gæld. Kun den; mærk vel mit ord.

Din sjælegæld din søn skal klare;

men for din synd må selv du svare.

Den sum af menneske, som blev

forskingret i en jordtræls stræv,

kan indtil sidste rest og hvid

betales ved en andens id;

men at den ødtes, det er brøden;

for den er anger – eller døden!

MODEREN (urolig)

Det er nok bedst jeg kommer hjem

i skyggen under bræens brem;

her skyder giftig tankegrøde

i dette klumre solskins skær;

en blir af duften næsten svimmel.

BRAND

Søg skyggen du; jeg er dig nær.

Og drages du mod lys og himmel,

og stunder du imod et møde,

da skik mig bud og jeg skal komme

MODEREN

Ja, du med dine straffedomme!

BRAND

Nej, varm som søn og mild som prest

jeg værger dig mod rædslens blæst;

med sang jeg ved dit lejes fod

skal svale svien i dit blod!

MODEREN

Det lover du med hånd og mund?

BRAND

Jeg kommer i din angers stund.

(nærmere ved hende)

Men vilkår sætter jeg, som du.

Alt, hvad til jord dig binder nu,

skal du frivilligt kaste af

og skride nøgen mod din grav.

MODEREN (slår vildt imod ham)

Byd ilden skilles fra sin hede,

sne fra sin frost, sjø fra sin væde!

Slå af!

BRAND

Kast midtfjords barn af båden,

og bed at Gud vil signe dåden.

MODEREN

Kræv anden bod; kræv sult og tørst, –

men ikke det, som tykkes størst!

BRAND

Går end det største udenom,

al resten mildner ej hans dom.

MODEREN

Jeg lægger sølv i kirkeblok!

BRAND

Alt?

MODEREN

Søn, er meget ikke nok?

BRAND

For dig er intet bodsværk, før,

som Hjob på askens hob, du dør.

MODEREN (vrider hænderne)

Mit liv forspildt, min sjæl forstødt;

om stakket tid mit gods forødt!

Så hjem og kryste tæt i favn

alt, hvad af mit endnu bær navn!

Mit gods, mit smærtens barn, mit gods, –

for dig jeg rev mit bryst tilblods; –

nu hjem og græde som en mor

ved vuggen for sit syge nor. –

Hvi blev min sjæl da født i kød,

når kødets elsk er sjælens død? –

Bliv nær mig, prest! – jeg véd ej nu

hvad sind jeg får i timens gru.

Må alting jeg ilive miste, –

jeg vil dog vente til det sidste.

(går)

BRAND (ser efter hende)

Ja, din søn skal nær sig holde,

bie på din bodsstunds bud,

varme op din gamle kolde

hånd, så fort den rækkes ud.

(går nedover til Agnes)

Kvelden blev ej morgnen lig.

Da stod sind og hug til krig;

fjernt jeg hørte slagsang klinge,

vredens sverd jeg vilde svinge,

knuse løgnen, dræbe trolde,

klemme verden mellem skjolde.

AGNES (har vendt sig om og ser lyst op til ham)

Morgnen var mod kvelden bleg.

Da jeg vilde løgn og leg,

s. 69

vilde vinde, vilde skabe,

hvad min vinding var at tabe.

BRAND

Stærke drømme, fagre drømme

kom i flok som vilde svaner,

løfted mig på brede vinger.

Udad så jeg mine baner; –

slægtens, tidens skyldbetvinger

stævned stor på støjens strømme.

Kirkeprocessioners pragt,

hymner, virak, silkefaner,

gyldne skåler, sejersange,

løftnings-jublen fra de mange,

lyste, om mit livsværk lagt. –

Alt lå lokkende og rigt; –

men det hele var et digt,

kun et viddens glimmersyn,

halvt i solblink, halvt i lyn. –

Nu jeg står, hvor gråt det kvelder

længe førend dagen hælder, –

står imellem urd og sund,

udestængt fra verdensvrimlen,

med en strime kun af himlen, –

men jeg står på hjemmets grund.

Sunget er mit søndagsdigt;

af må vingehesten sadles;

men jeg ser et større mål,

end en dyst med ridderstål, –

slidets dagværk, yrkets pligt,

skal til søndagsgerning adles.

AGNES

Og hin Gud, som skulde falde?

BRAND

Han skal falde ligefuldt, –

men i løndom, dulgt og skjult,

ikke åbenlyst for alle.

Grant jeg ser, at fejl jeg tolked

frelsens helsebod for folket.

Ingen bramfuld storværkshandling

løfter slægten til forvandling;

vækkelsen af rige evner

bøder ej dens sjælerevner.

Det er viljen, som det gælder!

Viljen frigør eller fælder,

viljen, hel, i alt det spredte,

i det tunge som det lette. –

(vender sig indover mod bygden, hvor
aftenskyggerne begynder at falde)

Kom da, mænd, som vandrer sløve

i min hjembygds lukte dale; –

sjæl mod sjæl i tomandstale

vil vort lutringsværk vi prøve,

halvhed fælde, løgnen døve,

vække viljens unge løve!

Hånd om hakken, som om sverdet,

enes kan med mandeværdet;

ét er målet, – det at blive

tavler, hvorpå Gud kan skrive.

(Han vil gå. Ejnar møder ham)

EJNAR

Stands og giv mig, hvad du tog!

BRAND

Er det hende? Der hun sidder.

EJNAR (til Agnes)

Vælg imellem lyse vidder

og den skumle sorgens krog!

AGNES

Jeg har intet valg at gøre.

EJNAR

Agnes, Agnes, lån mig øre!

Kom ihug den gamle lære:

let at løftes, tungt at bære.

AGNES

Gå med Gud, du fagre frister;

jeg skal bære til det brister.

EJNAR

Tænk på alle dine kære!

AGNES

Hils til syskend, hils til mor;

brev jeg skikker, får jeg ord.

EJNAR

Ude på de blanke vande

skær de hvide sejl fra strand; –

længsler lig på drømfyldt pande,

høje, perlestænkte stavne,

jager, flygter, for at havne

fjernt ved et forgættet land!

AGNES

Sejl i vester eller øster; –

tænk på mig som en begravet.

EJNAR

Agnes, følg mig som en søster!

AGNES (ryster på hovedet)

Mellem os er verdenshavet.

EJNAR

O, så hjem da til din mor!

AGNES (stille)

Ej fra lærer, ven og bror.

BRAND (kommer et skridt nærmere)

Unge kvinde, vogt dig vel.

Klemt imellem fjeld og fjeld,

skygget om af tag og tinde,

stængt i revnens halvnat inde,

skal mit liv fra nu af rinde

som en stur Oktoberkveld.

AGNES

Mørket skræmmer ikke længer;

stjernen gennem skyen trænger.

BRAND

Husk, at jeg er streng i kravet,

fordrer intet eller alt;

hvis på vejen fra du faldt,

var dit liv som slængt i havet.

Ingen prutningsmon i nøden,

ingen eftergivt i brøden; –

s. 73

strækker ikke livet til,

må du villigt gå i døden!

EJNAR

Flygt fra dette vilde spil!

Slip den mørke lovens mand;

lev det liv, du véd, du kan!

BRAND

Vælg; – du står på vejens skille.

(går)

EJNAR

Vælg imellem storm og stille!

Valget mellem gå og bliv

valg er mellem fryd og sorgen,

valg imellem nat og morgen,

valg imellem død og liv!

AGNES (rejser sig og siger langsomt)

Ind i natten. Gennem døden. –

Bagom dæmrer morgenrøden.

(Hun følger efter, hvor Brand gik. Ejnar ser
en stund som fortabt efter hende, bøjer hovedet
og går udover mod fjorden igen)

AGNES

Min elskte husbond, atter foer

dit øje angstfuldt over fjord –

BRAND

Jeg venter bud.

AGNES

Du er urolig!

BRAND

Jeg venter bud ifra min mor.

Tre år har jeg nu ventet trolig

det bud, som aldrig blev mig bragt.

Imorges blev for visst mig sagt,

at hendes time snart er omme.

AGNES (sagte og kærligt)

Brand, uden bud du skulde komme.

BRAND (ryster på hovedet)

Har hun ej anger for sin brøst,

jeg véd ej ord, jeg har ej trøst.

AGNES

Hun er din mor.

BRAND

Jeg har ej ret

at dyrke guder i min æt.

AGNES

Brand, du er hård!

BRAND

Mod dig?

AGNES

O, nej!

BRAND

Jeg spåde dig en trængsels-vej.

AGNES (smiler)

Det slog ej ind; du har ej holdt

dit ord.

BRAND

Jo, her er hvasst og koldt;

her bleges skæret på din kind;

det isner i dit veke sind.

Vort hus er ingen trivsel ved;

det ligger midt i urd og skred.

AGNES

Her ligger det desmere trygt.

Så yderligt har bræen bygt,

at når ved løvspræts-tid den går,

den skrider udenover os,

og prestehuset urørt står,

som inde i en hulfalds-fos.

BRAND

Og sol, som aldrig rækker hid.

AGNES

Den danser jo så varm og blid

på bergets skulder bent imod.

BRAND

Tre uger, ja, – ved sommertid, –

men vinder aldrig til dets fod.

AGNES (ser visst på ham, rejser sig og siger)

Brand, der er ét, som gør dig ræd!

BRAND

Nej, dig!

AGNES

Nej, dig!

BRAND

Du bær en gru,

en løndomsfuld.

AGNES

Brand, også du!

BRAND

Du svimler, som ved stupets bredd!

Tal ud! Nævn alt!

AGNES

Jeg stundom skalv – –

(standser)

BRAND

Du skalv! Hvem skalv du for?

AGNES

For Alf.

BRAND

For Alf?

AGNES

Du også!

BRAND

Stundom, ja!

Men nej, han tages os ej fra!

Gud er jo god! Min lille gut

sig vokser stor og stærk tilslut.

Hvor er han nu?

AGNES

Han sover.

BRAND (ser ind gennem døren)

Se;

han drømmer ej om sot og ve;

den lille hånd er trind og rund –

AGNES

Dog bleg.

BRAND

Ja bleg; men det går over.

AGNES

Hvor sødt og kvægende han sover.

BRAND

Gud signe dig; sov nu dig sund!

(lukker døren)

Med dig og ham blev lys og fred

om alt mit kaldsværk sænket ned;

hver sorgens stund, hver gerning svær,

blev let at bære mellem jer;

hos dig mig aldrig modet sveg,

mig styrke gav hans barneleg.

Mit kald jeg tog som martyrdom;

men se, hvor alt har vendt sig om,

hvor held har fulgt mig på min færd –

AGNES

Ja, Brand; men du er heldet værd.

O, du har kæmpet, lidt og stridt, –

s. 78

har døjet ondt, har slæbt og slidt;

jeg véd, at stilt du blod har grædt –

BRAND

Ja vel; men alt mig tyktes let;

med dig drog kærligheden ind,

som solklar vårdag i mit sind.

Den havde før jeg aldrig kendt;

ej far, ej mor den havde tændt;

de dulmed helst den flyvegnist,

som sprang af asken her og hist.

Det var som al den sum af mildt,

jeg havde båret dulgt og stilt,

blev sparet til en glorie-glød

om ham og dig, min hustru sød!

AGNES

Ej os alene; alle dem,

som nu er lemmer af vort hjem,

hver sorgens søn, hver nødens bror,

hvert barn, som græd, hver mor, som led,

et kvægsomt sæde finder ved

dit hjertes fulde, rige bord.

BRAND

Men gennem dig og ham. I to

slog mildheds-åndens himmelbro.

Ej nogen sjæl kan alle favne,

hvis ikke først han elsked én;

jeg måtte længte, måtte savne,

så hjertet hærded sig til sten –

AGNES

Og dog – din kærlighed er hård;

den, som du klappe vil, du slår.

BRAND

Dig, Agnes?

AGNES

Mig? O nej, du kære;

let var, hvad mig du bød at bære; –

men mangen sjæl ifra dig faldt

ved kravet: intet eller alt!

BRAND

Hvad verden kalder kærlighed,

jeg ikke vil og ikke véd.

Guds kærlighed jeg kender til,

og den er ikke vek og mild;

den er til dødens rædsel hård,

den byder klappe, så det slår.

Hvad svarte Gud i oljelunden,

da sønnen lå i sved og skræk

og bad og bad: tag kalken væk!

Tog han ham smærtens kalk fra munden?

Nej, barn, den måtte ud til bunden.

AGNES

O, målt med slig en målestok,

er dømt al jordens sjæleflok.

BRAND

Ej nogen véd, hvem dommen når;

men i en evig ildskrift står:

vær tro til prøvens sidste slutning,

s. 80

livskronen vindes ej ved prutning!

Ej nok, i angstens sved at bades;

du må igennem martrens ild.

At ej du kan, dig visst forlades, –

men aldrig, at du ikke vil.

AGNES

Ja, det skal være, som du siger.

O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;

led mig mod dine høje himle;

stærk er min hug, men sløvt mit mod;

tidt angst mig slår, mig tykkes svimle,

og træt og jordtung er min fod.

BRAND

Se, Agnes, for den hele hjord

er kravet: ingen fejg akkord!

I alt sit værk en mand er dømt,

hvis halvt det øves og på skrømt.

Den lære skal til lovbud hæves,

ej gennem ord, men ved at leves.

AGNES (kaster sig om hans hals)

Jeg går, hvor du har foden sat!

BRAND

For to er ingen klev for brat.

DOKTOREN

Hej, øves leg af kælne duer

på disse ørkenbrune tuer!

AGNES

Min gamle doktor, er du her!

O, kom dog indom!

(løber ned og åbner havegrinden)

DOKTOREN

Ej til jer!

Du véd jo godt, at jeg er vred.

At knytte sig til sligt et sted,

hvor viddens vejr og vintrens vind

skær iskoldt gennem sjæl og skind –!

BRAND

Ej gennem sjælen.

DOKTOREN

Ikke? Nå!

Nej-nej, det lader næsten så.

Det synes, som jer hastværks-pagt

står lige fuldt og fast ved magt,

skønt ellers, efter gammel skik,

en skulde tro, at fort forgik,

hvad skabt blev i et øjeblik.

AGNES

Et solskærs kys, et klokkeslag,

kan vække for en sommerdag.

DOKTOREN

Farvel. Jeg ventes hos en syg.

BRAND

Min mor?

DOKTOREN

Ja. Skal De samme vej?

BRAND

Nu ikke.

DOKTOREN

Var der kanske?

BRAND

Nej.

DOKTOREN

Prest, De er hård. I sludd og fyg

jeg sled mig over vidden frem,

skønt godt jeg véd, hun er af dem,

der lønner som et fattiglem.

BRAND

Gud signe Deres kløgt og flid.

Let, om De kan, den tunge strid.

DOKTOREN

Min vilje signe han; jeg kom,

så fort i nød det spurgtes om.

BRAND

Dem har hun budsendt; jeg er glemt; –

jeg venter, venter hjerteklemt.

DOKTOREN

Kom uden bud!

BRAND

Før bud hun sender,

jeg intet hverv dernede kender.

DOKTOREN (til Agnes)

Du veke stakkel, som blev lagt

i slige hårde hænders magt!

BRAND

Jeg er ej hård.

AGNES

Sit blod han gav,

hvis hendes sjæl det tvætted af!

BRAND

Som hendes søn i arv jeg tog

frivillig hendes skyldnerbog.

DOKTOREN

Klar Deres egen!

BRAND

Manges mén

for Gud kan klares gennem én.

DOKTOREN

Ej gennem en, der selv som tigger

i skyld opover øret ligger.

BRAND

Rig eller tigger; – helt jeg vil, –

og dette ene strækker til!

DOKTOREN (ser stivt på ham)

Ja, mandeviljens qvantum satis

står bogført som din rigdoms rad; –

men, prest, din conto caritatis

er bogens hvide jomfrublad!

(går)

BRAND (følger ham en stund med øjnene)

Ej noget ord blev sølet ned

i løgn som ordet kærlighed; –

det lægger de med Satans list

som slør udover viljens brist;

med det de dækker svigfuldt til,

at livet er et leflespil.

Er stien trang og brat og skred,

den knappes af – i kærlighed;

går en ad syndegaden bred,

6*

s. 84

han har dog håb – i kærlighed;

så en sit mål, og dog ej stred,

han sejre kan – i kærlighed;

går en sig vild, skønt ret han véd, –

det er et ly – i kærlighed!

AGNES

Ja, det er falskt, og endda må

jeg tidt mig spørge: er det så?

BRAND

Ét springes over; viljen først

må læske lovens retfærds-tørst.

Først må du ville, ikke blot

hvad gørligt er i stort og småt,

ej blot hvor dåden i sig bær

en sum af møje og besvær, –

nej, ville må du stærk og glad

igennem alle rædslers rad.

Det er ej martyrskab, i ve

at dødes på et korsets træ;

først det at ville korsets død,

at ville midt i kødets nød,

at ville midt i åndens angst,

først dette er din frelses fangst.

AGNES (klynger sig tæt til ham)

Når kravet skræmmer med sin gru, –

min stærke husbond, tal da du!

BRAND

Vandt viljen sejr i slig en strid,

da kommer kærlighedens tid,

s. 85

da daler den som duen hvid

og bringer livets oljeblad;

men her, mod slægten, slap og lad,

ens bedste kærlighed er had!

(i skræk)

Had! Had! En verdenskamp at ville

det enkle ord, det lette, lille!

(går ilsomt ind i huset)

AGNES (ser gennem den åbne dør)

Han knæler hos sin søde dreng

og vugger hodet som i gråd;

han knuger sig til barnets seng,

som en, der ej véd hjælp og råd. –

O, hvilken sum af kærlighed

i denne stærke mandesjæl!

Alf tør han elske; barnets hæl

endnu ej verdens-slangen bed.

(udbryder forfærdet)

Op springer han med hænders vrid!

Hvad ser han! Han er askehvid!

BRAND (ud på trappen)

Kom der ej bud?

AGNES

Nej, intet bud.

BRAND (ser tilbage ind i huset)

Det brænder i hans stramme hud;

hans tinding hamrer, pulsen banker –!

O, frygt ej, Agnes!

AGNES

Gud, hvad tanker –

BRAND

Nej, frygt blot ej –

(råber udover vejen)

Der ser jeg budet!

EN MAND (gennem havegrinden)

Nu får du komme, far!

BRAND (ilsomt)

Ja straks!

Hvad hilsning bær du?

MANDEN

Ugrej slags;

hun sad i sengen, frem hun luded

og sagde: gå; få presten hentet;

mit halve gods for sakramentet.

BRAND (viger tilbage)

Det halve! Nej! Sig nej!

MANDEN (ryster på hovedet)

Da var

ej budet ærligt bragt dig, far.

BRAND

Det halve! Halve! Alt var ment!

MANDEN

Kanhænde det; men lydt og rent

blev ordet sagt. Jeg glemmer sent.

BRAND (griber ham om armen)

På Herrens dag, for dommen stævnt,

du vidne tør, det ord blev nævnt?

MANDEN

Ja.

BRAND (fast)

Gå og sig, det svar blev sendt, –

ej kommer prest, ej sakrament.

MANDEN (ser uvisst på ham)

Du har nok ikke skønt mig da;

det er din mor, jeg kommer fra.

BRAND

Jeg kender ingen tvedelt ret

for fremmedfolk og egen æt.

MANDEN

Hårdt ord er det.

BRAND

Hun véd, det galdt

at byde intet eller alt.

MANDEN

Prest!

BRAND

Sig, at mindste guldkalv-stump

er lige fuldt en afguds-klump.

MANDEN

Med svarets svøbe skal jeg slå

så let og lindt, jeg kan og må.

For hende gror den trøst endnu:

Gud er ej fuldt så hård som du!

(går)

BRAND

Ja, denne trøst har tidtnok blæst

sin ådsel-luft til verdens pest.

Med sang og skræk i knibens stund

en dommer smøres nemt om mund.

Naturligvis! Det så sig bør!

De kender jo sin mand fra før; –

fra alt sit værk de godt jo véd,

at gubben lar sig prutte med.

BRAND

Nyt budskab!

FØRSTE MAND

Ja.

BRAND

Hvad bringer du?

DEN ANDEN

Ni tiende-dele lød det nu.

BRAND

Ej alt?

DEN ANDEN

Ej alt.

BRAND

Mit svar er kendt; –

ej kommer prest, ej sakrament.

ANDEN MAND

Hårdt har i ve og værk hun bødt –

FØRSTE

Prest, kom ihug, hun har dig født!

BRAND (knuger hænderne)

Jeg tør ej bruge to slags vægt

for avindsmænd og egen slægt.

ANDEN MAND

Den syges nød er vild og stor;

kom, eller send et soningsord.

BRAND (til første mand)

Gå; sig den syge, som jeg bød:

rent bord for nådens vin og brød.

(Mændene går)

AGNES (klynger sig op til ham)

Brand, tidt jeg ræddes for din færd:

du flammer som et Herrens sverd.

BRAND (med gråd i stemmen)

Står verden ej mod mig igen

med sverd-tom slire ved sin lænd?

Slår ikke den min sjæl tilblods

med al sin slappe sejgheds trods.

AGNES

Hårdt er det vilkår, du har stilt.

BRAND

Byd, om du tør, et mere mildt.

AGNES

Lægg sligt et mål på hvem du vil,

og se om nogen strækker til.

BRAND

Nej, der du har til rædsel ret.

Så vrangt, så tomt, så fladt, så slet

er hele slægtens livssyn blevet.

Det regnes højt, får en det drevet

til, som en lovprist ubekendt,

at offre sit ved testament.

Byd helten stryge ud sit navn

og nøje sig med sejrens gavn;

giv kejser, konge, samme kår,

og se hvad stort du øvet får.

Byd digteren i løndom smugle

af buret sine skønhedsfugle,

så ingen aner det var ham,

der gav dem røst og guldfjærs bram.

Frist frodig eller vindtør gren;

hengivelsen er ej hos én.

s. 90

Igennem alt går jordtræls-tanken; –

udover stupet, vildt og hvasst,

hver klamrer sig til støvlivs-ranken, –

og svigter den, – i trevl og bast

han klorer sig med negler fast.

AGNES

Og til en slægt, som rådløst faldt,

du råber: intet eller alt!

BRAND

Hvo sejr vil fange, får ej vige;

fra dybets fald må højst du stige. –

(tier lidt, stemmen slår over)

Og dog, når for den enkle sjæl

jeg står og stiller rejsnings-kravet,

da er det, som jeg svam i havet

stormslagen på en vrag-stumps fjæl.

I kval og gråd jeg lønligt bed

den tunge, som jeg tugted med, –

og løfted armen jeg til slag,

jeg tørsted mod et favnetag! –

Gå, Agnes, se til ham, som sover;

syng ham i lyse drømme ind;

en barnesjæl er klar og lind,

som tjern i sommersolens skin;

en moder stryge kan derover

lig fuglen, der sig spejler smukt

i dybets dyb på lydløs flugt.

AGNES (bleg)

Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender

din tankes pil, – mod ham den vender!

BRAND

O, intet. Vogt ham godt og stilt.

AGNES

Giv mig et ord.

BRAND

Et stærkt?

AGNES

Et mildt.

BRAND (favner hende)

Den, som er uden skyld, skal leve.

AGNES (ser lyst op på ham og siger)

Ét ejes, som ej Gud tør kræve!

(går ind i huset)

BRAND (ser stille frem for sig)

Men hvis han turde? Herren tør,

hvad «Isaachs rædsel» turde før.

(ryster tankerne af sig)

Nej, nej! mit offer har jeg bragt.

Mit livskald har jeg fra mig sagt, –

at runge som en Herrens torden

og vække sovende på jorden.

Løgn! Intet offer lå deri;

det glap, da drømmen var forbi,

da Agnes vakte mig – og fulgte

til samme gerning i det dulgte.

(ser udover vejen)

Hvi nøler dog den syges bud

om offervillighed og bod,

som rykker brøden op med rod,

med dybest trevl, med vildest skud! –

Se der –! Nej, det er fogden kun

s. 92

velvillig, væver, rask og rund,

med hænderne i begge lommer,

lig klammer om en parentés.

FOGDEN (gennem havegrinden)

Goddag! Kun sjelden vi to ses,

og sagtens jeg i utid kommer –

BRAND (viser mod huset)

Træd indenfor.

FOGDEN

Tak; her er godt;

og vandt mit ærind indgang blot,

så mener jeg for sandt og visst,

det alles både blev tilsidst.

BRAND

Nævn Deres ærind.

FOGDEN

Deres mor

er haabløs syg, såvidt jeg tror; –

det gør mig ondt.

BRAND

Jeg tvivler ej.

FOGDEN

Det gør mig meget ondt.

BRAND

Tal ud!

FOGDEN

Dog, hun er gammel; – Herregud,

vi skal jo alle samme vej.

Og da jeg netop foer forbi,

så tænkte jeg: det springes i

s. 93

så let som krybes; ydermere

så blev det mig fortalt af flere,

at hun med Dem, fra De kom hid,

har levet i familjesplid –

BRAND

Familjesplid?

FOGDEN

Der siges jo

hun holder stærkt og sejgt på sit.

De finder vel, det går for vidt.

Man må ej glemme eget tarv.

Hun sidder i uskiftet bo

med hele Deres fædrearv –

BRAND

Uskiftet bo; – ja, det er sandt.

FOGDEN

Så kommer skyldfolk let på kant.

Og da jeg nu med skellig grund

formoder, De med kølig barm

forventer hendes afgangsstund,

så håber jeg, De uden harm

vil høre mig, skønt visstnok tiden

er ilde valgt.

BRAND

Nu eller siden;

det kommer ud for mig på et.

FOGDEN

Ja, så til sagen slet og ret.

Så såre Deres mor er død,

s. 94

og salig lagt i jordens skød, –

hvad snart vil times, – blir De rig –

BRAND

Det tror De?

FOGDEN

Tror? Nej, det er sikkert.

Hun ejer grund i hver en vik,

så langt De øjne kan med kikkert.

Rig blir De, prest!

BRAND

Trods skifteretten?

FOGDEN (smiler)

Hvad skal den her? Den skiller trætten,

hvor der er fler om gæld og arv;

men her ej trues nogens tarv.

BRAND

Og dersom dog til gods og gæld

medarving mødte lige vel

og sagde: jeg er rette manden?

FOGDEN

Det måtte være selve fanden!

Ja, se kun på mig; – ingen anden

har her et ord at sige med;

lid trygt på mig; jeg véd besked.

Nu altså; De blir velstandsmand,

rig mand endogså; ikke længer

til denne afkrogs kald De trænger;

Dem åbent står det hele land.

BRAND

Hør foged, er ej, fattet kort,

al talens kærne den: rejs bort?

FOGDEN

Omtrent. Til alle parters bedste

jeg tror det blev. Hvis De vil fæste

opmærksomt øje på de folk,

for hvem De nu er ordets tolk,

så vil De se, sålidt De passer

blandt os, som ulv blandt gæs og gasser.

Forstå mig vel! De ejer evner

til større samfunds gavn og brug,

men fast til mén for den, som nævner

sig odelsmand til klippens revner

og ætling af en dalbunds slug.

BRAND

Ens fædrebygd for mandens fod

er, hvad for træet er dets rod; –

er der ej til hans gerning trang,

hans dåd er dømt, og endt hans sang.

FOGDEN

Det er al idræts første lov,

at lempes efter lands behov.

BRAND

Men lands behov ses bedst fra højden,

ej fra en fjeldklemt krog i bygden.

FOGDEN

Det er de store samfunds tale,

ej ord for folk i fattige dale.

BRAND

O, I med eders grænse-skel

imellem sletteland og fjeld!

I kræver ret som verdensriger,

mens hver en samfundspligt I sviger;

I mener fejgt, det skal jer fri,

det nødskrig: vi er småfolk, vi!

FOGDEN

Alt har sin tid, hver tid sit hverv,

hver slægt sin egen dont at passe.

Vor bygd har også lagt sin skærv

i verdens store formåls kasse;

forstår sig, det er længe siden;

men skærven var ej ganske liden.

Se, nu er bygden tom og snever;

dens ry dog end i sagnet lever;

dens svundne storheds dage falder

samtidigt med kong Beles alder; –

der meldes endnu mangt et ord

om brødreparret Ulf og Thor

og snese gæve mænd, som foer

på herjetog til Bretlands kyst

og plyndred, så det var en lyst.

Sydboen skreg, af rædsel kold:

Gud fri os for de grummes vold!

Og disse grumme var, tiltrods

for alle tvivlsmål, mænd fra os.

Og som de karle kunde hævne,

og slå ihjæl i brandværks-stævne!

Ja, sagnet véd endnu at nævne

s. 97

en Herrens helt, som korset tog; –

dog meldes ej, at ud han drog –

BRAND

Der stammer visst en sønneflok

fra denne løftets mand?

FOGDEN

Sandt nok;

men hvoraf véd De –?

BRAND

Å, fordi

mig tykkes ætten kendes i

de løftets helte nutildags,

hvis korstog er af samme slags.

FOGDEN

Ja, slægten rækker lige hid.

Men vi var i kong Beles tid!

Først slog vi altså udenlands,

så gæsted vi vor grandemands

og frændes grund med økse-egg;

i knas vi tramped akren hans,

sved kirkespir og stuevæg

og fletted os en stordåds-krans. –

Af alt det blod, som slig er flydt

er kanske lidt for meget skrydt;

dog, efter hvad jeg her har sagt,

jeg tror jeg vover, fuldt beskeden,

at pege bagud på vor magt

i storhedstiden, længst forleden,

og påstå, denne bygd har lagt

sin skærv med både ild og stål

til verdens fremgangs store mål.

BRAND

Dog tykkes mig, som om I svigter

det ord, at adelskab forpligter, –

som om, med hakke, plog og harv,

I mulder ned kong Beles arv.

FOGDEN

På ingen måde. Gå blot ud

i sognefolkets gæstebud,

hvor jeg og lensmand, klokker, dommer,

som hæderslemmer er at finde,

så skal De se, når punschen kommer,

at dødt er ej kong Beles minde.

I skåler, bægerklang og sang,

i tale, både kort og lang,

han ihukommes, lades leve.

Jeg selv har tidt en dybtfølt trang

fornummet til om ham at væve

mit tankespind til blomstret dug,

og løftet mangen indfødts hug.

Jeg liker godt lidt poesi.

Det gør igrunden alle vi

fra denne bygd; – dog alt med måde

i livet bør den aldrig råde, –

kun mellem klokken syv og ti

om aftenen, når folk er fri,

når man, af dagens gerning træt,

kan trænge til en løftnings-tvætt.

Den forskel er der mellem os

og Dem, at De med vold og trods

på engang pløje vil og slås.

s. 99

Så vidt jeg ser, er Deres mening:

vort livs og dets idees forening, –

Guds krig, med dyrkning af poteter

i enhed stillet frem tilslut,

så inderligt, som af salpeter

med kul og svovel vorder krudt.

BRAND

Omtrent.

FOGDEN

Men sligt er her ugørligt.

I store samfund lød det hørligt; –

gå did med Deres høje krav;

lad os så pløje myr og hav.

BRAND

Pløj allerførst i havet ned

jer pral om fædres herlighed;

ej dverg blir mandshøj, skønt han har

en Goliath til oldefar.

FOGDEN

Der ligger vækst i store minder.

BRAND

Når mindet sig til livet binder;

men I af mindets gravhoug hul

har bygt jer sløvheds skalkeskjul.

FOGDEN

Mit første blir mit sidste ord; –

bedst var det, om herfra De foer.

Her vil ej Deres gerning grønnes,

her vil ej Deres livssyn skønnes.

7*

s. 100

Den smule flugt, som er fornøden, –

den løftning, som behøves kan

fra tid til tid for slæbets mand,

skal jeg besørge ufortrøden.

Igennem al min embedstid

står vakkre vidner om min flid;

ved mig er folkets tal fordoblet,

ja, øget fast til tre mod en, –

idet jeg har til stedet koblet

snart hin snart denne næringsgren.

Mod trodsende natur i kamp

er frem vi skredet som med damp;

her brydes vej, her bygges bro –

BRAND

Men ej imellem liv og tro.

FOGDEN

Imellem fjord og viddens sne.

BRAND

Ej mellem gerning og idé.

FOGDEN

Først farbart mellem grænd og grænd,

først fremkomst mellem mænd og mænd, –

det var der kun én mening om,

før De som prest til bygden kom.

Nu har De blandet alt i et,

vort grubeblus med nordlysflammen;

hvem kan i sligt et tve-skær se,

hvad der er vrangt, hvad der er ret,

hvad der er bod, hvad der er ve?

s. 101

Hvert forhold har De filtret sammen;

De splittet har i fiendske lejre

den flok, som samlet skulde sejre.

BRAND

Her blir jeg dog tiltrods for Dem.

En vælger ej sit virkes hjem.

Den mand, som målet véd og vil,

fornummet har i skrift af ild

det Gudsråb: her du hører til!

FOGDEN

Så bliv, men inden egne grænser;

jeg gerne ser, De folket renser

for synd og last, som går isvang;

Gud véd, det trænges mangen gang!

Men gør blot ingen helligdag

af yrkets sex, – og ton ej flag,

som om Vorherre var ombord

på hver en jagt, der skar vor fjord.

BRAND

Hvis Deres råd mig skulde nytte,

jeg måtte sjæl og sjæls-syn bytte;

men kaldet er, sig selv at være,

sin egen sag til sejr at bære,

og jeg skal bære sagen frem,

så det skal lyse om mit hjem!

Det folk, jer hele styrer-trop

har dysset ind, skal vækkes op!

I længe nok i trangheds bur

har pint dets rest af fjeldnatur;

s. 102

fra eders småheds sultekur

hver mand går ud forstemt og stur;

I tappet har hans bedste blod,

har hulet margen af hans mod;

I pukket har i stumper små

hver sjæl, som malmstøbt skulde stå; –

men endnu kan et rejsnings-skrig

i eders øre tordne: krig!

FOGDEN

Krig?

BRAND

Krig!

FOGDEN

Hvis De til våben kalder,

De blir den første mand, der falder!

BRAND

Med klarsyn skønnes skal en dag,

at største sejr er nederlag!

FOGDEN

Betænk Dem, Brand; De står på skillet:

sæt alt ej på det ene kort.

BRAND

Og dog jeg gør det!

FOGDEN

Tabes spillet,

er Deres jordliv ødslet bort.

De ejer alle verdens goder,

er arving til en grundrig moder,

De har et barn at leve for,

s. 103

en elsket hustru; – lykkens kår

blir rakt Dem som af milde hænder!

BRAND

Og hvis jeg endda ryggen vender,

til hvad De lykkens kår har kaldt?

Ifald jeg må?

FOGDEN

Fortabt er alt,

hvis her, i verdens udmarks vik,

De åbner Deres verdens-krig!

Drag sørpå, mod de rige strande,

hvor mænd tør stå med løftet pande;

der kan med ret De lyse møde

og byde menigheden bløde;

vort offer er ej blod, men sved

i kamp for brød blandt klippeskred.

BRAND

Her blir jeg dog. Her er mit hjem,

og i mit hjem min krig skal frem.

FOGDEN

Husk, hvad De taber, hvis det glipper; –

og først og fremst, husk, hvad De slipper!

BRAND

Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.

FOGDEN

Brand, håbløs er en ensom kriger.

BRAND

Min Flok er stærk; jeg har de bedste.

FOGDEN (smiler)

Ja, muligt det, – men jeg de fleste.

(går)

BRAND (ser efter ham)

Der går en fuldblods folkets mand,

retsindigt tænkende, velvillig,

på sin vis virksom, varm og billig, –

og dog en svøbe for sit land.

Ej jordfald, flom og vinterblæst,

ej hungersnød, ej frost og pest,

forvolder halvt det nederlag,

som slig en mellem år og dag.

Af landeplagen liv kun røves; –

men han –! Hvor mange tanker kløves,

hvor mange friske viljer sløves,

hvor mange stærke sange døves

af slig forklemt, trangbrystig sjæl!

Hvor mangt et smil på folkemunde,

hvor mangt et lyn i folkebarm,

hvor mangen løftnings lyst og harm, –

slog ikke blodløst han ihjæl!

(pludselig i angst)

Men budet! Budet! – Ingen kommer!

Jo, doktoren!

(iler ham imøde)

Tal, tal! Min mor –?

DOKTOREN

Nu er hun stedet for sin dommer.

BRAND

Død! – Men i bod?

DOKTOREN

Det knapt jeg tror;

hun hang ved sit på denne jord,

til timen slog, og de blev skilt.

BRAND (ser stille rystet frem for sig)

Er her en vildsom sjæl forspildt?

DOKTOREN

Kanhænde vel hun dømmes mildt, –

ej efter lov, men efter skøn.

BRAND (sagte)

Hvad talte hun?

DOKTOREN

Hun mumled stilt:

Gud er ej hårdhændt, som min søn!

BRAND (synker i smærte ned på bænken)

I brødens kvalm, på dødens fjæl,

den samme løgn, som slår hver sjæl!

(skjuler ansigtet i hænderne)

DOKTOREN (går nærmere, ser på ham og ryster på
hovedet)

De vil en gennemlevet tid

I et og alting flytte hid.

De tror endnu, hin lovens pagt

for Gud og godtfolk står ved magt; –

hver slægt har dog sin egen vis;

vor skræmmes ej med flammeris,

med ammesnak om sjæle-ran; –

dens første bud er: vær human!

BRAND (ser op)

Human! Ja, dette slappe ord

er feltråb for den hele jord!

s. 106

Med det hver stymper hyller til,

at ingen dåd han tør og vil;

med det hver skrælling dækker over,

at ej han alt for sejren vover;

i ly af det blir letvindt brudt

hver uslings løfte, fejgt fortrudt; –

I pusling-sjæle gør tilsidst

af mennesket en humanist!

Var Gud human mod Jesus Krist?

Hvis eders Gud fik dengang råde,

han under korset råbte nåde, –

og soningsværket sagtens blev

et diplomatisk himmelbrev!

(skjuler hovedet og sidder i stum sorg)

DOKTOREN (sagte)

Ras ud, ras ud, du sjæl i storm; –

bedst, om du kunde tårer fange.

AGNES (er kommen ud på trappen; bleg og forfærdet
hvisker hun til doktoren)

Her ind! Følg med!

DOKTOREN

Du gør mig bange!

Hvad er det, barn?

AGNES

En angstens orm

har koldt sig om mit hjerte lagt –!

DOKTOREN

Hvad er det?

AGNES (drager ham med sig)

Kom! – Guds evige magt!

(de går ind i huset; Brand mærker det ikke)

BRAND (stille hen for sig)

Død uden bod. Død, som hun leved.

Er ikke der Guds fingerpeg?

Igennem mig skal vorde hævet

den skat, som hun har fra sig skrevet; –

nu tifold ve mig, om jeg sveg!

(rejser sig)

Med sønnens pligt, på hjemmets grund,

uryggelig fra denne stund

som kåret korsmand slå jeg skal

for åndens sejr i kødets fald.

Gud har mig rakt sin tunges stål,

har tændt i mig sin vredes bål; –

nu står jeg i min viljes vælde,

nu tør, nu kan jeg knuse fjelde!

DOKTOREN (efterfulgt af Agnes, kommer hurtigt ud
på trappen og råber)

Beskik dit hus og drag herfra!

BRAND

Om jorden skalv, jeg blev endda!

DOKTOREN

Så er dit barn til døden dømt.

BRAND (forvildet)

Alf! Barnet! Alf! Hvad rædsels skrømt

er dette her! Mit barn!

(vil ind i huset)

DOKTOREN (holder ham tilbage)

Nej bliv! –

Her er ej lys, her er ej sol,

her skær en luft, som pust fra pol, –

s. 108

her sænker skodden klamt sig ned; –

en vinter til på dette sted

vil visne bort hans spæde liv.

Rejs, Brand, og Deres barn er frelst;

men gør det snart, imorgen helst.

BRAND

Ikveld, idag, i denne stund!

O, han skal vokse stærk og sund; –

ej gufs fra bræ, ej sno fra kyst,

skal isne mer hans lille bryst.

Kom, Agnes, løft ham lindt i blund!

På flugt, på flugt langs alle sund!

O, Agnes, Agnes, dødens garn

sig spinder om vort lille barn!

AGNES

Jeg lønligt aned, lønligt skalv, –

og dog jeg så kun faren halv.

BRAND (til Doktoren)

Men flugt ham frelser? Så De lover!

DOKTOREN

Det liv, en fader våger over

ved nat og dag, er sejerstrygt.

Vær alt for ham, og sundhedssmykt

De snart skal se ham; nær ej frygt.

BRAND

Tak, tak!

(til Agnes)

Hyll tæt i dun ham ind;

langs fjorden stryger aftnens vind.

DOKTOREN (betragter i taushed Brand, som ubevægelig
ser ind gennem døren, går derpå hen til ham, lægger hånden
på hans skulder og siger)

Mod verdens flok så ubønhørlig,

og mod sig selv så let medgørlig!

For den ej gælder lidt, ej meget, –

kun lovens intet eller alt;

men fra en selv er modet veget

i samme stund som loddet faldt –

og offerlammet var ens eget.

BRAND

Hvad mener De?

DOKTOREN

Til Deres mor

De tordned lovens hårde ord:

fortabt, hvis alt ej lægges af,

hvis ej du nøgen går i grav!

Og samme råb har runget tidt,

når folkets flok, som tyngst, har lidt!

Nu er De havsnødsmanden selv,

i skæbnens storm på bådens hvælv;

nu kaster De fra krænget køl

tilhavs hvert brev om straffens pøl, –

tilhavs, tilhavs den tunge bog,

hvormed De brødres bringer slog;

nu gælder det, i kuling stiv

at berge eget afkoms liv.

På flugt, på flugt langs fjord og vik, –

på flugt fra egen moders lig, –

på flugt fra sjælehjord og kald; –

nu lyser presten messefald!

BRAND (griber sig forvildet om hovedet som for at samle
tankerne)

Er nu jeg blind! Var jeg det før!

DOKTOREN

De handler som en fader bør.

Tro ej, jeg laster, hvad De gør; –

for mig De er i stækket stand

mer stor, end før som styrkens mand. –

Farvel! Nu har jeg rakt Dem spejlet;

brug det og suk så: Herregud,

slig ser en himmel-stormer ud!

(går)

BRAND (stirrer en stund frem for sig, pludselig udbryder han)

Nu eller før, – når er her fejlet?!

MANDEN

Hør, prest, du har en avindsmand!

BRAND (knuger hånden mod brystet)

Ja, her.

MANDEN

Vær på din post mod fogden.

Din sæd skød frodigt over land,

til han med rygtets brandpest slog den.

Alt ofte har han ymtet om,

at prestegården snart står tom, –

har sagt, at os du ryggen vender,

så fort din rige mor er død.

BRAND

Og hvis så var –?

MANDEN

Prest, jeg dig kender

og véd, hvi slige giftord lød;

du står jo ham og hans imod,

han aldrig fik din vilje bøjet, –

se, det er rygtets rette rod –

BRAND (usikker)

At sandt er sagt – sig tænke lod.

MANDEN

Da har du stygt for alle løjet.

BRAND

Har jeg –?

MANDEN

Hvor tidt har ej du sagt,

at Gud har selv til strid dig vakt, –

at mellem os du har dit hjem,

at her din krig skal føres frem,

at ingen mand tør kaldet svige,

at slå han skal, men aldrig vige.

Og kaldet har du! Stærkt og lyst

din ild har fængt i mangt et bryst.

BRAND

Mand, her er mængdens øre døvt;

fast hvert et sind er slukt og sløvt!

MANDEN

Du bedre véd; – i mangt et sind

nu glittrer himlens solskin ind.

BRAND

I tifold flere er der nat.

MANDEN

Du er som lys i natten sat.

Men lad det være, som det vil;

at tælle trænges her ej til;

thi her står jeg, den ene mand,

og siger: rejs, ifald du kan!

Jeg har en sjæl så fuldt som nogen;

jeg kan ej hjælpe mig med bogen;

du har mig op af dybet draget, –

prøv, om du nu tør slippe taget!

Du kan det ej; jeg holder fast;

min sjæl var tabt, hvis taget brast! –

Farvel! Jeg venter trygt det bud:

min prest ej slipper mig og Gud.

(går)

AGNES (sky)

Din kind er hvid, din mund er bleg;

det er, som du i hjertet skreg.

BRAND

Hvert klangfuldt ord, mod bergvæg sagt,

mig slår med tifold genlyds magt.

AGNES (gør et skridt frem)

Jeg er beredt!

BRAND

Beredt? Hvortil?

AGNES (med styrke)

Til hvad en moder må og vil!

GERD (klapper i hænderne og råber med forvildet glæde)

Har I hørt det? Bort fløj presten! –

Ud af bakken, op af houg

s. 113

myldrer både trold og draug,

svarte, stygge, store, små, –

hu, hvor hvasst de kunde slå –!

Øjet rev de af mig næsten;

halve sjælen har de taget; –

å, jeg hjælper mig med resten;

der er nok igen af vraget!

BRAND

Pige, vildt din tanke går;

her du ser jeg for dig står.

GERD

Du? Ja du, men ikke presten!

Ned fra Svartetind min høg

rap bortover lien strøg;

bidslet, sadlet, vild og vred

hvæste han i mørknings-blæsten,

og en mand på ryggen red, –

det var presten, det var presten!

Nu står bygdens kirke tom,

stængt med både lås og bom;

Styggekirkens tid er omme;

nu skal min til ære komme.

Der står presten, stærk og stor,

i sit hvide messeklæde,

vævt af vintrens dryp og væde; –

vil du være med, så kom;

bygdens kirke står jo tom;

presten min har slige ord,

at det runger over jord!

BRAND

Brudte sjæl, hvo bød dig fange

vildsomt mig med afguds-sange!

GERD (kommer indenfor havegrinden)

Afgud? Hvad er det for noget?

Afgud? Å, jeg véd det godt;

stundom stort og stundom småt;

altid gyldent, altid broget.

Afgud! Hør du; ser du hende?

Kan du under klædet kende

barnehænder, barneben?

Kan du se, hvor fint og broget

svøbet folder sig om noget,

der er ligt et barn, som sover?

Ræd hun viger, – dækker over!

Afgud? Mand, der ser du én!

AGNES (til Brand)

Har du tårer, har du bønner?

Ud har rædslen mine brændt!

BRAND

Agnes, hustru, – ve, jeg skønner,

hende har en større sendt!

GERD

Hør; nu ringer alle klokker

sammen på den vilde hej!

Se, hvad menighed der flokker

sig til færd på kirkevej!

Kan du se de tusend trolde,

s. 115

bygdens prest har sænkt i havet?

Kan du se de tusend dverge?

Indtil nu de lå begravet

med hans segl som gravbrudds-værge.

Hav og grav dem kan ej holde;

frem de myldrer, våde, kolde; –

skindødt troldbarn ser jeg grine,

vælte af sig bergskreds-blokken.

Hør, de skriger: mor og far!

Mænd og kvinder giver svar;

bygdens mand går mellem sine,

som en far i sønneflokken;

bygdens kvinde tar sin døde,

rækker ham sit bryst til føde; –

aldrig før så stout hun knejste,

når hun barn til dåben bar.

Her blev liv, da presten rejste!

BRAND

Vig ifra mig! Fast jeg ser

værre syner –

GERD

Hør! Han ler,

han, som sidder langsmed vejen,

der den svinger op mod hejen;

ind han skriver i sin bog

hver en sjæl, som opad drog; –

hej, han har dem alle næsten;

bygdens kirke står jo tom,

stængt med både lås og bom, –

og på høgens ryg fløj presten!

(springer over havegærdet og taber sig i urden. Stilhed.)

AGNES (nærmer sig og siger dæmpet)

Lad os gå; nu er det tid.

BRAND (stirrer på hende)

Hvilken vej?

(peger først mod havegrinden, siden mod husdøren)

Did? – eller did?

AGNES (viger forfærdet)

Brand, dit barn, – dit barn!

BRAND (følger efter)

Giv svar;

var jeg prest, før jeg blev far?

AGNES (viger længere tilbage)

Blev end spurgt med tordnens brag, –

intet svar i denne sag!

BRAND (følger igen)

Svare skal du; du er mor;

du har her det sidste ord!

AGNES

Hustru er jeg; tør du byde,

skal jeg bøje mig og lyde!

BRAND (vil gribe hende om armen)

Valgets kalk mig tag ifra!

AGNES (viger bagom træet)

Aldrig var jeg moder da!

BRAND

Der er dom i dette svar!

AGNES (stærk)

Spørg dig selv, om valg du har!

BRAND

Styrket dommen atter lød!

AGNES

Tror du fuldt på Herrens kald?

BRAND

Ja!

(griber hende fast om hånden)

Og nu du sige skal

ordet over liv og død!

AGNES

Gå den vej, din Gud dig bød!

BRAND

Lad os gå; nu er det tid.

AGNES (tonløst)

Hvor går vejen?

BRAND (tier)

AGNES (peger mod havegrinden og spørger)

Did?

BRAND (peger mod husdøren)

Nej, – did!

AGNES (løfter barnet højt på armene)

Gud! Det offer, du tør kræve,

tør jeg mod din himmel hæve!

Led mig gennem livets gys!

(ind i huset)

BRAND (stirrer en stund frem for sig, brister i gråd, slår
hænderne sammen over hovedet, kaster sig ned på trappen
og råber)

Jesus, Jesus, giv mig lys!

AGNES

Endnu ikke! Endnu ikke! –

O, hvor tungt det er at vente, –

længsels råb på råb at skikke, –

aldrig noget svar at hente! –

Sneen falder blødt og tæt,

har, som med et lin-skaut, klædt

taget på den gamle kirke – –

(lytter)

Hyss! Jeg hører grinden knirke!

Fodtrin; faste mandetrin;

(iler til døren og lukker op)

Er det dig? Kom ind, kom ind!

AGNES (slår armene om ham)

O, hvor du blev længe borte!

Gå ej fra mig, gå ej fra mig;

ensom kan jeg ej de sorte

natteskygger ryste af mig!

s. 119

Hvilken nat og hvilke dage,

disse to og denne nat!

BRAND

Barn, nu har du mig tilbage.

(tænder et enkelt lys, som kaster et svagt skær
over stuen)

Du er bleg.

AGNES

Og træt og mat.

Jeg har længtet, spejdet, stundet, –

og så har lidt grønt jeg bundet, –

lidt! men det var, hvad jeg ejed,

alt ifra isommer plejet

til at pynte juletræet.

Busken kaldte jeg for hans;

ja, han fik den og – som krans!

(brister i gråd)

Se, nu er den halvvejs sneet

ned – o Gud –

BRAND

På kirkegården.

AGNES

O, det navn!

BRAND

Tør af dig tåren.

AGNES

Ja jeg skal, men vær tålmodig;

endnu er min sjæl som blodig;

såret er så friskt og nyt,

ud min styrkes væld er flydt; –

o, men det skal snart bli bedre;

s. 120

er jeg over disse dage,

skal du aldrig se mig klage.

BRAND

Er det Herrens helg at hædre?

AGNES

Nej, jeg véd –; men vær tålmodig!

Husk, ifjor så sund og frodig,

og iår ifra mig båren,

båren ud –

(gyser tilbage for ordet)

BRAND (stærkt)

På kirkegården!

AGNES (skriger)

Nævn det ej!

BRAND

Med fulde lunger

må det nævnes, er du ræd!

Nævnes må det, så det runger,

lig en bølge mod en bredd!

AGNES

Selv du lider under ordet

mer, end du vil kendes ved;

på din pande ser jeg sporet

af den sved, det købtes med.

BRAND

Duggens dråber på min pande

er kun sprøjt fra fjordens vande.

AGNES

Er og dråben i dit øje

smeltet sneflok fra det høje?

s. 121

Nej, o nej, den er for varm;

kilden er din egen barm!

BRAND

Agnes, hustru, lad os begge

være stærke, stå imod,

sammen vore kræfter lægge,

vinde fremad fod for fod. –

O, jeg var en mand derude!

Sjøen skylled over fluen,

mågen taug i uvejrsgruen,

hagglen slog min skrale skude;

midtfjords lå vi, vandet fræste,

mast og takkel hugg og hvæste,

sejlet, slidt i pjalter, blæste

langt i læ for havråks-fråden,

hver en nagle skreg i båden; –

udfor stup og udfor lider

gik der skred fra begge sider;

otte mænd med hvilte årer

sad som otte lig på bårer.

O, da vokste jeg ved roret,

jeg var den, som førte ordet,

kendte godt, en stor mig døbte

til mit kald, det dyrekøbte.

AGNES

Let at stå i stormen stiv,

let at leve kampens liv;

o, men tænk på mig, som sidder

stilt i sorgens spurvekvidder,

mig, som ej kan døve tiden,

s. 122

om jeg nok så gerne vil;

tænk på mig, som, stængt fra striden,

ej får glimt af dådens ild;

tænk på mig, hvem kun en liden

snever gerning hører til;

tænk på mig; jeg sidder hjemme,

tør ej mindes, kan ej glemme!

BRAND

Har du liden gerning, du?

Aldrig var den stor som nu.

Hør; jeg vil dig sige noget,

som i sorgen er mig mødt.

Ofte blir mit øje tåget,

tanken ydmyg, sindet blødt;

det er, som der lå en glæde

i at kunne græde, græde.

Agnes, – tænk, da ser jeg Gud

nær, som aldrig før jeg så ham, –

o, så nær at det ser ud,

som om det var let at nå ham.

Og jeg tørster mod at kaste

mig som funden til hans barm,

mod at trykkes af hans faste

stærke varme faderarm.

AGNES

Brand, – o, se ham altid så, –

som den Gud, du mægter nå, –

mere fader, mindre herre!

BRAND

Tør ej, Agnes; tør ej spærre

s. 123

vejen for hans eget værk;

jeg må se ham stor og stærk,

himmelstor, – så kræver tiden,

just fordi den selv er liden.

O, men du kan se ham nær,

se ham som en fader kær,

i hans favn dit hoved bøje,

hvile, hvile, er du træt,

gå ifra ham, sund og let,

med hans afglans i dit øje,

bære glansens glorie med

ned til mig, som led og stred.

Ser du Agnes, slig at dele

er just ægteskabets kærne;

én skal stride, storme, værne,

én skal alle dødshugg hele;

da først kan med sandheds ret

siges, at de to er et.

Alt ifra du verdens liv

vendte ryggen, blev min viv,

kasted kækt din skæbnes terning,

hviler på dig dette kald;

jeg skal slå til sejr og fald,

slå i dagens hede stråler,

stå på vagt i nattens kulde, –

du skal række mig de fulde

kærlighedens læsknings-skåler,

slynge mildheds kappefold

varmt ind under bringens skjold; –

liden er ej denne gerning!

AGNES

Hver en gerning, spejdet efter,

er for tung for mine kræfter;

mine tankers tusend grene

slynges sammen i den ene.

Alt er endnu som et digt.

Lad mig klage, lad mig græde,

hjælp mig så at finde rede

på mig selv og på min pligt. –

Brand, inat, mens du var borte,

kom han i mit kammer ind;

sundhedssmykket var hans kind;

tyndklædt i sin lille skjorte

stavred han med barnetrin

frem til sengen, hvor jeg hvilte,

rakte mod mig sine arme;

kaldte på sin mor og smilte, –

men som om han bad om varme!

Ja, jeg så det! O, jeg gøs –!

BRAND

Agnes!

AGNES

Jo, du, – barnet frøs!

O, det må han jo derude

på de kolde spåners pude!

BRAND

Liget ligger under sneen;

barnet er til himlen båret.

AGNES (viger fra ham)

O, hvi river du i såret,

s. 125

grusomt, midt i rædsels-veen!

Det, som hårdt du liget kalder,

barnet er for mig endnu.

Sjæl og legem sammen falder;

end ej mægter jeg, som du,

mellem disse to at dele;

begge er for mig det hele;

Alf, som under sneen sover,

er min Alf hist ovenover!

BRAND

Mangt et sår må blodigt rives,

før du læges for din sot.

AGNES

Ja, men vær tålmodig blot; –

jeg kan ledes, ikke drives.

Stå mig nær og styrk mig, Brand!

tal det mildeste du kan.

Du, som ejer stormens tone

i de store øjeblikke,

når en sjæl skal drage brikke

om sin egen livsenskrone, –

har du ikke sangens mildhed

til at døve smærtens vildhed?

Har du ej et ord, som kvæger,

et, som ud i dagen peger?

Gud, som du mig lærte kende,

er en konge på sin borg; –

hvor tør jeg til ham mig vende

med min lille modersorg?

BRAND

Tror du, bedre du dig vendte

til den Gud, som før du kendte?

AGNES

Aldrig, aldrig did igen!

Og dog er det tidt, som drages

jeg af længsel ud, derhen,

hvor det lysner, hvor det dages.

Let at løftes, tungt at bære;

lød ej så den gamle lære?

Dine riger er for store,

alt er her for stort for mig,

du, dit kald, dit mål, din fore,

al din vilje, hver din vej,

fjeldet, som udover hænger,

fjorden, som for foden stænger,

sorgen, mindet, mørket, striden, –

ikkun kirken er for liden.

BRAND (slået)

Kirken? Atter denne tanke!

Ligger den i landets luft?

Hvi for liden?

AGNES (ryster sørgmodig på hovedet)

Kan jeg sanke

grunde sammen med fornuft?

Kommer ikke stemnings-strømmen,

som med vindens strøm en duft?

Hvorfra kom den, hvorhen går den?

Mig er nok, at jeg forstår den.

s. 127

og jeg véd foruden viden –

kirken er for mig for liden.

BRAND

Der er syn i folkedrømmen.

Hundred sjæle, som jeg mødte,

af sig samme tanke fødte;

selv hos hin, som vildt forreven

skreg på vidden, stod den skreven.

«Der er stygt, for der er småt»

lød det; hun ej heller kunde

rede tanken ud med grunde.

Hundred kvinder sagde siden:

bygdens kirke er for liden!

Dette råb fra kvindemunde

tolker trangen til et slot. –

Agnes, – o, jeg ser det godt,

du er kvinden, Herren kåred

til sin engel på min sti; –

tryg og sikker, skønt iblinde,

véd du vejen ret at finde,

hvor jeg skillet går forbi.

Aldrig blålys-blink dig dåred;

første dag du pegte lige

mod det sande skabnings rige, –

standsed mig, som vilde stige

på min flugt mod himlens hvælv,

retted synet på mig selv,

indad mod det inderlige. –

Agnes, atter har du sagt

ord, som slog med lynets magt, –

s. 128

ført mig, hvor jeg uviss foer,

kastet dagskær på mit virke.

Liden er Vorherres kirke; –

godt; så skal den tømres stor!

Aldrig så jeg grant som nu,

hvad i dig min Skaber gav mig;

derfor trygler jeg, som du:

gå ej fra mig, gå ej fra mig!

AGNES

Jeg skal ryste af mig sorgen,

jeg skal tørre tåren af,

jeg skal stænge mindeborgen,

som det sømmer sig en grav;

jeg skal lægge glemsels hav

åbent mellem den og mig;

jeg skal viske lykkefærden

af min lille billedverden,

være hustru helt for dig!

BRAND

Vejen går imod det store.

AGNES

O, men brug ej strengheds spore.

BRAND

Gennem mig en større byder.

AGNES

En, om hvem du selv har sagt,

at han viljen ej forskyder,

skønt den savner evnens magt.

(vil gå)

BRAND

Hvorhen, Agnes?

AGNES (smiler)

Husets skøtsel

får ej glemmes, mindst ikveld.

Forrige jul, du husker vel,

at du sagde, jeg var ødsel.

Lys var tændt i alle stager;

her var grønt og smukke sager,

legetøj på juletræet;

her blev sunget, her blev leet.

Brand, iår skal atter tændes

alle lys, så helgen kendes;

her skal pyntes op som bedst

til den stille store fest.

Titter Gud i stuen ind,

skal han se en straffet datter,

refset søn med ydmygt sind,

børn, som lydigt véd og fatter,

at de ej for fadervreden

tvært tør skyde fra sig glæden. –

Ser du nu vel spor af tåren?

BRAND (trykker hende til sig og slipper hende
atter)

Barn, tænd lys; det er dit virke!

AGNES (smiler sørgmodigt)

Byg så du din store kirke; –

o, men få den rejst før våren!

(går)

BRAND (ser efter hende)

Villig, villig midt i vånden,

Brand

9

s. 130

villig midt i martrens ild;

svigter evnen, segner ånden,

sker det, skønt hun offret vil.

Herre, lægg din styrke til; –

og fra mig tag hvervets kalk,

bittrest kalk, at måtte skikke

lovens grumme høg og falk

over hende for at drikke

hjertets fulde varme flod.

Jeg har kræfter, jeg har mod;

læss på mig din vægt for tvende, –

vær barmhjertig blot mod hende!

FOGDEN

Her gæster Dem en slagen mand.

BRAND

En slagen mand?

FOGDEN

Som slig jeg kommer.

De husker sagtens, da isommer

jeg vilde drive Dem fra land,

jeg spåde Dem just ej det bedste

af krigens udfald mellem os –

BRAND

Nu ja?

FOGDEN

Men al min ret tiltrods

jeg vil ej længer med Dem slås.

BRAND

Hvorfor?

FOGDEN

Fordi De har de fleste.

BRAND

Har jeg?

FOGDEN

Det tænker jeg De véd;

Dem søger folk jo langt af led;

her er, især på sidste tiden,

en ånd i bygden kommen ind,

som Gud skal vide ej er min,

og deraf tør jeg slutte da,

at det er Dem, den kommer fra.

Her er min hånd, vi ender striden!

BRAND

En krig, som vor, får ikke slut,

er end den enes modstand brudt.

FOGDEN

Hvad skal der mer til slut på krig,

end fred og mindeligt forlig?

Jeg er ej den, som står mod brodden;

man er, som folk er flest, jo skabt;

når for sit bryst man kender odden

af fiendens våben, gir man tabt;

har man kun kæp mod landsespids,

bør marken rømmes i betids,

og står man som en ensom kriger,

er det fornuftigst, at man viger.

BRAND

To ting, jeg tror, er her at mærke;

først at De kalder mig den stærke;

jeg har de fleste –

FOGDEN

Ganske visst!

BRAND

Ja muligt endnu; men tilsidst,

på offrets store alvorsdag, –

hvem har da magten for sin sag?

FOGDEN

På offrets dag? Men Herregud,

det er jo den, som ikke kommer!

I værste fald går offret ud

på lossning af de godtfolks lommer;

human er tiden, vil ej offer

af mere dyrebare stoffer.

Og ærgerligst det er ved sagen,

at selv jeg hører mellem dem,

som bragte det humane frem,

og derved hindred offerdagen,

så det kan siges på en vis,

jeg givet har mig selv til pris, –

iallefald, at jeg bandt ris

til rap på eget livsværks ende.

BRAND

At ret De har, kan muligt hænde.

Men for det andet kan jeg knapt

forstå, at De tør give tabt.

Om riset eller ikke riset,

en mand er for sin gerning skabt;

hans mål for ham er paradiset!

Om mellem ham og det sig hvælved

et hav, mens Satans land lå nær, –

s. 133

tør derfor råbes: væk, besvær, –

her er jo kortere til helved?!

FOGDEN

Jeg hertil svarer ja og nej;

etsteds må mennesket jo havne, –

og ser man, møjen ej kan gavne,

hvem vil vel gå forgæves vej?

Det er nu så, vi vil erstatning

for liden eller stor befatning;

kan sejr ej vindes ved at kæmpe,

så får man fare frem med læmpe.

BRAND

Men aldrig sort dog vorder hvidt!

FOGDEN

Min kære ven, det hjælper lidt

at kalde noget hvidt som bræen,

når mængden råber: sort som sneen!

BRAND

De råber kanske med?

FOGDEN

Nå, nå, –

jeg råber ikke sort men grå.

Human er tiden; folk må mødes,

ej bums imod hinanden stødes.

Husk på, at dette land er frit;

her skal jo alles mening gælde; –

hvor tør da én mod alle fælde

sin særdom over sort og hvidt? –

Kort sagt, da De har fleretallet,

så er De første mand i kaldet;

s. 134

jeg slutter mig, som alle andre,

til Dem så godt jeg kan og véd,

og håber ingen sjæl vil klandre,

at ej jeg til det sidste stred.

Folk dømmer nu, det ser jeg godt,

mit virke kun som spredt og småt;

de kalder én ting mer fornøden

end årligårs at øge grøden;

man er ej villig nu, som før,

at yde skærven, hvor sig bør, –

og er ej viljen med i legen,

da er en gerning sejerssvegen. –

Det falder tungt, det må De tro,

at slippe plan om vej og bro,

om tapning ud af myr og fjære,

og meget mer, som var igære.

Men Herregud, hvad skal man sige;

kan ej man sejre, får man vige,

tålmodigt håbe alt af tiden,

og bøje klogeligt til siden.

Nu, – folkets yndest har jeg tabt

på samme vej, hvor den blev skabt;

ja, ja; så må på andre veje

jeg komme til mit fordums eje.

BRAND

Men var det da for folkegunst,

De øved Deres kløgt og kunst?

FOGDEN

Nej, det véd Gud, det ikke var.

Det alment bedste har jeg villet

s. 135

til bygdens nytte blot og bar.

Dog nægtes ej, at med i spillet

kom håbet om et vederlag

for velgjort værk på yrkets dag.

Det er nu så; en virksom mand

med evner og med sund forstand

vil frugten af sin gerning se,

ej stønne gennem slidets ve

til fromme for en bar idé.

Jeg kan ej, selv med bedste vilje,

forsømme egen velfærds røgt

og offre andre al min kløgt.

Jeg sidder med en stor familje;

jeg har jo kone, mange døttre,

som skal forsørges allerførst; –

ideen læsker ingens tørst,

ideen slukker ingens sult,

hvor man, som jeg, har huset fuldt;

og dersom nogen skulde yttre

forundring, har jeg blot det svar,

han er en slet familjefar.

BRAND

Og nu er Deres agt –?

FOGDEN

At bygge.

BRAND

At bygge, siger De?

FOGDEN

Ja vel, –

til eget som til bygdens held.

Først vil jeg bygge op det ry,

s. 136

jeg stod i for ej længe siden; –

det lakker stærkt mod thingvalgs-tiden;

thi må til noget stort jeg ty

og bringe foretag på bane,

så jeg blir kurvens første hane

og hindrer valget af en ny.

Nu har jeg tænkt som så, – man kan

fornuftigvis ej ro mod flommen.

Folk vil, som nu det heder, hæves;

den gerning er for mig forgæves;

jeg kan kun hjælpe folk påfode;

men sligt må gøres med det gode,

og her står mod mig alle mand.

Se, derfor er jeg modent kommen

til forsæt om, hvis det går an,

at søge bod mod armodsdommen.

BRAND

Den vil De rydde ud?

FOGDEN

Nej visst; –

den er jo en nødvendig brist

i alle samfund; den må døjes;

men med lidt klogskab kan den bøjes

i visse former, strengt begrændses,

såfremt itide blot den ændses.

Vi véd jo, armod er det dynd,

som gødsler bedst al landsens synd;

for dyndet vil jeg dæmning sætte.

BRAND

På hvilken vis?

FOGDEN

Ja, kan De gætte?

Afhjælpes skal et dybtfølt savn,

idet jeg til distriktets gavn

får bygt et armodsdommens pesthus;

ja, pesthus siger jeg, fordi

det skal for brødens smitte fri.

Og denne bygning, har jeg tænkt,

forbindes nemt med et arresthus,

så virkning blir med årsag stængt

bag samme bom og samme lås,

med væg kun mellem bås og bås.

Og da jeg engang er på gled,

så er min agt at bygge med

en fløj indunder samme tag,

som bruges kan til valg og lag,

til alvorshandling som til fester,

med talerstol og rum til gæster, –

kort sagt, et pent politisk festhus.

BRAND

Sligt trænges hårdt; især det sidste;

dog véd jeg ét, som trænges mere.

FOGDEN

De tænker på en dårekiste?

Ja, ganske visst; den trænges hårdt.

Den også var min første tanke;

men efter overlæg med flere

jeg ganske kom fra tanken bort;

thi hvorfra skal vi midler sanke

til noget overvættes stort?

Og tro De mig, en sådan kiste

s. 138

vil kræve en alvorlig sum,

hvis hver og en skal der få rum,

som trang og værdighed beviste.

Man tænke må på tidens elv,

og ej blot bygge for sig selv; –

alt går jo frem med kæmpeskridt;

ifjor tilpass, iår forlidt; –

De ser, i hvilke dimensioner

hvert folkeligt behov har vækst;

med syvmils-støvler, rent forhekst,

udvikles kraft og alslags evne,

i hvilket fag De så vil nævne.

Det altså blev for dyr en spas

at skaffe efterslægten plads

for sig og sine børn og koner.

Jeg siger derfor: Herregud;

den tand, den får vi nok slå ud!

BRAND

Og ter sig nogen altfor gal,

så har De jo den store sal.

FOGDEN (fornøjet)

Ja, rummet står som oftest ledigt!

Det indfald, Brand, var ganske snedigt!

Vil byggeplanen blot ej briste,

så har vi gratis dårekiste,

har samlet under fælles tag,

beskyttet af det samme flag,

de væsentligste elementer,

hvorfra vor bygd sin farve henter;

vi har vor hele armodsdom

s. 139

samt slyngelflokkens syndeflom

og dårerne, som før gik om

foruden røgt og uden tugt, –

og så har vi vor friheds frugt

med valgkamp og med talers flugt;

vi har vor rådssal, hvor vi drøfter,

hvad gøres kan til bygdens tarv, –

vor festsal, hvor vi giver løfter

om skøtsel af vor fortids arv.

Hvis altså blot ej sagen faldt,

så får jo klippesønnen alt,

hvad han med billighed kan kræve

for ret sit eget liv at leve.

Gud véd, vort strøg er ikke rigt;

dog, står først fællesgården bygt,

så tror jeg, det kan kaldes trygt

et vel organisert distrikt.

BRAND

Men midlerne –?

FOGDEN

Ja, det er knuden

i denne som i hver en sag;

til ydelser er viljen svag,

og står jeg Deres hjælp foruden,

jeg véd, at jeg må stryge flag.

Men støtter De med ordets magt

min tanke, vil den letvindt fremmes, –

og får jeg den til modning bragt,

skal Deres gode hjælp ej glemmes.

BRAND

Det sige vil, De gad mig købe?

FOGDEN

Med andet navn jeg vilde døbe

min plan, – til fælles gavn og brug

at fylde ud det splidens slug,

som hidtil mellem os har gabt,

og hvorved begge to har tabt.

BRAND

Da har De ilde tiden kåret –

FOGDEN

Ak ja; jeg véd, den store sorg,

som nys har Dem og Deres såret;

men Deres mandighed mig dåred;

og trangen til distriktets borg –

BRAND

I sorgens som i glædens stund

jeg står tilrede, når det kræves;

men af en anden gyldig grund

De dennegang dog går forgæves.

FOGDEN

Og hvilken grund –?

BRAND

Jeg selv vil bygge.

FOGDEN

Hvad! Bygge? Tage min idé?

BRAND

Ej ganske.

(peger ud af vinduet)

Foged, kan De se –?

FOGDEN

Der?

BRAND

Ja.

FOGDEN

Det store stygge træhus?

Det er jo prestegårdens fæhus!

BRAND

Nej, ikke det; – det lille stygge.

FOGDEN

Hvad! Kirken!

BRAND (nikker)

Den vil stor jeg bygge.

FOGDEN

Nej, det skal fanden ikke ske!

Ved kirken skal ej nogen rygge; –

det var at krydse min idé!

Min plan er færdig og den haster;

men Deres mig af sadlen kaster.

To ting på engang er formeget, –

vig altså –!

BRAND

Jeg har aldrig veget.

FOGDEN

Her må De, mand! Byg mit arresthus

med pesthus og politisk festhus,

altsammen, kortsagt, – dårekisten, –

så spørges ej om kirkebristen.

Og hvorfor skal den nu i muld?

Den var dog god nok før i tiden.

BRAND

Ja, muligt; nu er den forliden.

FOGDEN

Da har jeg aldrig set den fuld!

BRAND

Selv for en enkelt sjæl derinde

er ikke løftningsrum at finde.

FOGDEN (ryster forundret på hovedet)

Ved sligt den enkle sjæl beviste

nødvendigheden af min kiste.

(slår over)

Lad kirken stå, det vil jeg råde;

den kan jo kaldes på en måde

et stykke ædelt arveguld.

Den er et ædelt arvestykke; –

den skal ej falde for en nykke!

Ja, går min byggeplan i vasken,

jeg som en Fønixfugl af asken

skal rejse mig i mængdens nåde!

Jeg træder op som riddersmand

for mindesmærket ved vor strand!

Her stod engang et gude-hov, –

det var nok i kong Beles tider;

så rejste kirken sig omsider

ved fromme heltes ran og rov.

Ærværdig ved sin simple pragt,

højhellig i sin oldtidsdragt

den knejste indtil vore dage –

BRAND

Men hine tegn på fordums magt

er visst forlængst i graven lagt; –

nu står igen ej mindste flage.

FOGDEN

Just netop det! Så gammel er den,

at ej den mer er til i verden:

men i min bedstefaders dage

et hul i væggen stod tilbage!

BRAND

Et hul?

FOGDEN

Vidt, som en tøndesæk!

BRAND

Men væggen selv!

FOGDEN

Ja, den var væk.

Se, derfor må jeg rentud sige,

at kirkens rivning er umulig; –

det var en skammelig, en grulig

barbarisk handling uden lige!

Og midlerne, – hvor får vi dem?

Tror De, at her man er så ødsel

at lokke udgiftsposter frem

ved ufuldbårne forslags fødsel,

når med en lille smule skøtsel

man såvidt støtte kan det gamle,

at det i vor tid ej vil ramle?

Men gå De ud og spejd i lejren, –

jeg blir dog den, som vinder sejren.

BRAND

Jeg agter ej at presse ud

en hvid til husly for min Gud.

Af egne midler vil jeg bygge; –

min arv, alt mit til sidste skærv

skal gives ud til dette hverv.

Nu, foged, er De end så djerv

at mene, De kan tanken rygge?

FOGDEN (med foldede hænder)

Jeg står som falden ned fra skyerne!

Sligt spørges knapt engang fra byerne; –

og her i bygden, – her hos os,

hvor pungens lukning længst var lov

mod hvert et trængende behov, –

her åbner De en rundheds fos,

som risler, blinker, sprøjter, skummer –!

Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!

BRAND

Jeg længst i tanken fra mig skrev

min arv –

FOGDEN

Ja, her er ymtet meget,

som hen på noget sligt har peget,

men jeg har tænkt, at det var væv.

Hvem plejer vel at offre alt,

når ej det synbar fordel galdt?

Dog, det blir Deres egen sag; –

gå foran De; så går jeg bag.

De er i skuddet; De kan virke,

og jeg kan skridtvis frem mig lirke. –

Brand, sammen vil vi bygge kirke!

BRAND

Hvad? Vil De Deres eget slippe?

FOGDEN

Det véd den søde Gud jeg vil!

Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.

Hvem tror De mængden flokkes til,

når én vil gøde, mæske, fore,

en anden malke, flå og klippe?

Ja død og plage er jeg med!

Jeg er af tanken ganske hed,

bevæget, greben, næsten rørt;

en heldig skæbne har mig ført

i denne kveld til prestegården;

thi jeg tør tro, at uden min

var Deres plan knapt faldt Dem ind, –

ialfald ej til verden båren.

Det altså er mit eget virke

at bygge bygdens nye kirke!

BRAND

Men kom ihug, vi kan ej skåne

hin oldtids knejsende ruin!

FOGDEN (ser ud)

Betragtet her i dobbeltskin

af nyfalds-sne og nyets måne

den tar sig ud som noget skrammel.

BRAND

Hvad, foged?

FOGDEN

Brand, den er for gammel!

Det er mig ganske uforklarligt,

at ej jeg så det før ikveld, –

Brand

10

s. 146

men hanebjælken står påheld;

at bruge den var uforsvarligt.

Og hvor er stil, arkitektur,

når ret man gransker loft og mur?

Hvad skal man kalde slige buer?

en fagmand vilde kaldt dem fæle; –

ja, jeg må samme mening dele!

Og tagets mosbeklædte tuer, –

de er minsæl ej fra kong Bele.

Nej, pietet kan gå for vidt!

Det må dog hvermand se og skønne,

at denne gamle rådne rønne

i et og alt er noget skidt!

BRAND

Men dersom mængdens røst sig hæved

til vægring ved at få den revet –?

FOGDEN

Vil ingen anden, så vil jeg.

I helgen skal, jo før jo heller,

jeg ordne alt, hvad formen gælder,

og sætte sagen glat ivej.

Jeg ivre skal og virke, skrive;

jo, jo, – De kender fogden nok!

og kan jeg hjælp ej sammendrive

til rivning blandt den dumme flok,

skal jeg med egne hænder rive

den ned til grunden, stok for stok.

Ja, om jeg så skal ta'e min kone

og alle mine døttre med,

så skal den død og plage ned!

BRAND

Det er en ganske anden tone,

end den, som blev fra først af brugt.

FOGDEN

Det er humanitetens frugt

at få med alt ensidigt bugt;

og dersom digteren ej lyver,

så er det netop noget smukt,

at mandens tanke ejer flugt, –

med andre ord, – at tanken flyver. –

Farvel!

(tager sin hat)

Nu får jeg se til banden.

BRAND

Til hvad?

FOGDEN

Å, tænk Dem, jeg, selv anden,

idag på bygdegrændsen kneb

et fantefølge, fælt som fanden;

jeg fik da hjælp med toug og reb;

nu sidder de forvart hos granden

her nærmest nord; men pokker ta'e mig,

om ikke to–tre løb ifra mig –

BRAND

Nys ringtes ind dog fredens tid.

FOGDEN

Hvi kom det djævelskab da hid?

Dog, det forstår sig, på en måde

de hører sagtens sognet til –

(leende)

10*

s. 148

ja endog Dem! Hør her en gåde;

løs den, ifald De kan og vil:

folk findes, som er til i kraft

af den, De har til udspring havt,

og dog de til er, slet og ret,

fordi de er af anden ætt!

BRAND (ryster på hovedet)

O Gud, der er så mangen gåde

én stirrer på, men ej kan råde.

FOGDEN

Da er dog denne letvindt gættet.

De har vel tidtnok hørt berettet

i bygden et og andet ord

om fattiggutten, han, her vester,

der var så lært som fire prester;

han friede til Deres mor –

BRAND

Hvad mer?

FOGDEN

Tænk, til en grundrig jente!

Dog hun naturligvis ham sendte

til Bloksberg, som han måtte vente.

Men véd De så, hvad fyren gør?

Han sørger halvt sig fra forstanden,

og fæster sluttelig en anden

af taterslægt; – og før sin død

han med en afkom øged banden,

som stryger om i synd og nød.

Ja, en af disse slegfredtrolde

s. 149

fik sognet rigtignok beholde

til minde om hans vakkre færd –

BRAND

Og det er –?

FOGDEN

Taterungen Gerd.

BRAND (dæmpet)

Ja så!

FOGDEN (munter)

Hvad? Gåden er ej slet!

Hans afkom er jo til i kraft

af den, De har til udspring havt;

thi ynglens indre ophav var,

at elsk til Deres mor han bar.

BRAND

Sig, foged, kan De nævne ét,

som rummed hjælp for disse sjæle?

FOGDEN

Pyt, de må ind bag tugthus-dørene.

De er fortabt op over ørene;

at frelse dem, det var at stjæle

fra fanden, som må gå fallit,

hvis ej han får af verden sit.

BRAND

De tænkte jo at bygge stort

et hus til ly mod nød og klage?

FOGDEN

Det forslag, – fort, som det blev gjort, –

tog forslagsstilleren tilbage.

BRAND

Men hvis det dog –; det var dog smukt –

FOGDEN (smilende)

Nu taler De i anden tone

end den, som blev fra først af brugt.

(klapper ham på skulderen)

Lad dødt kun være dødt og glemt;

en mand skal handle fast bestemt.

Farvel! Jeg tør ej længe tøve;

nu må jeg ud igen og prøve

at finde rømlingernes skjul.

Vi mødes snart. Fornøjet jul!

Farvel, farvel; hils Deres kone!

(går)

BRAND (efter en tankefuld taushed)

O, endeløst er her at sone. –

Så vildt, så broget filtres ind

de tusend skæbnetrådes spind, –

så ligger skyld med skyldfrugt blandet,

det ene smittende det andet,

at den, som ser derind, ser ret

og blodigst uret vorde ét.

(går til vinduet og ser længe ud)

Mit lille barn, skyldløse lam,

du fældtes for min moders gerning;

en brusten sjæl bar bud fra ham,

som troner over skyens kam,

og bød mig kaste valgets terning; –

og denne brustne sjæl blev til,

fordi min moders sjæl foer vild.

Så bruger Herren skyldens grøde

s. 151

til ligevægts og retfærds føde;

så slynger han fra højden ned

hjemsøgelsen i tredje led.

(viger forfærdet fra vinduet)

Ja, lovens Gud er over slægten!

Det første mål er ligevægten.

I offervillighedens magt

er rejsningsmuligheden lagt;

men ordet lyves ud af tiden;

thi flokken ræddes for sin viden.

(går længe op og ned i stuen)

At bede? Bede? Hm, – et ord,

som glat nok over læben foer, –

som ruttes med i alle stænder.

Bøn er for dem at skrige nåde

i vind og vejr til gåders gåde,

at tigge plads på Kristi læss,

at strække opad begge hænder –

og stå i tvivlens pøl tilknæs.

Haha, var dermed sagen gjort,

da turde jeg, som hvermand, vove

at hamre på den Herres port,

der er «forfærdelig at love»!

(standser og tænker stille)

Og dog – i angstens værste dage,

i sorgens store rædselsstund,

da barnet sov den sidste blund,

da intet kys af modermund

bar smilet på hans kind tilbage; –

hvad var det –? Bad jeg ikke da?

Hvad kom den søde svimlen fra,

den sangens strøm, den melodi,

s. 152

som langvejs lød og jog forbi –

og bar mig højt og bar mig fri?

Bad jeg? Blev jeg i bønnen svalt?

Har jeg med Gud herinde talt?

Har han mig hørt? Og så han ned

i sørgehuset, hvor jeg græd? –

Hvad véd jeg! Nu er lukt og stængt,

og mørket atter om mig sænkt, –

og intet, intet lys at finde – –.

Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!

(råber i angst)

Lys, Agnes, – lys, ifald du kan!

BRAND

Lys!

AGNES

Ser du julelyset, Brand?

BRAND (sagte)

Ha, julelyset!

AGNES (sætter stagerne på bordet)

Blev jeg længe?

BRAND

Nej, nej!

AGNES

O, hvor du har det koldt;

du må jo isne –

BRAND (stærkt)

Nej!

AGNES (smilende)

Hvor stolt!

Du vil ej lys og varme trænge.

(lægger i ovnen)

BRAND (går op og ned)

Hm, vil ej!

AGNES (stille for sig selv, idet hun pynter op i stuen)

Her skal stagen stå.

Ifjor han greb med fingre små

mod julelysets klare blink.

Han var så glad og frisk og flink;

han strak sig fra sin lille stol

og spurgte, om det var en sol.

(flytter lidt på stagen)

Nu falder lysets fulde skær

ud over – over stedet der.

Nu kan han gennem rudens glas

se blinket fra sin soveplads;

nu kan han glytte stilt herind

i julestuens glans og skin. –

Men ruden står som tåreslørt; –

vent lidt, vent lidt; snart skal den smile –

(tørrer vinduet af)

BRAND (har fulgt hende med Øjnene og siger sagte)

Når lægger sig til fred og hvile

det sorgens hav, fra bunden rørt!

Det må til hvile.

AGNES (for sig selv)

Se, hvor klar!

Det er som skillet borte var,

som stuen vided ud sig stor;

som om den stygge kolde jord

med et blev til en lun alkove,

hvor barnet sødt og godt kan sove.

BRAND

Hvad gør du, Agnes?

AGNES

Stille; hys!

BRAND (nærmere)

Hvi trak gardinet fra du nys?

AGNES

O, kun en drøm; nu er jeg vakt.

BRAND

I drømmen er der snarer lagt.

Stæng atter!

AGNES (bønligt)

Brand!

BRAND

Stæng tæt, stæng tæt!

AGNES

O, vær ej hård, det er ej ret!

BRAND

Stæng, stæng!

AGNES (trækker skodderne for)

Nu har jeg lukt og stængt.

Men trygt jeg tror, Gud er ej krænkt,

om end i drømmens korte frist

jeg drak af trøstens væld –

BRAND

Nej visst!

Han er en mild, medgørlig dommer;

du rager ej med ham på kant,

om i din dyrkelse der kommer

lidt afgud hist og her iblandt.

AGNES (brister i gråd)

O, sig mig da, hvor langt går kravet!

Min fod er dødstræt, – vingen faldt.

BRAND

Jeg har dig sagt, at slængt i havet

hvert offer er, som ej er alt.

AGNES

Men mit var alt; jeg har ej mere!

BRAND (ryster på hovedet)

Dit offer følges må af flere.

AGNES (smiler)

Kræv! Jeg har fattigdommens mod!

BRAND

Giv!

AGNES

Tag! Ak, Brand, du intet finder.

BRAND

Du har din sorg og dine minder, –

du har din syndige længsels flod –

AGNES (fortvivlet)

Jeg har mit pinte hjertes rod!

Riv ud! Riv ud!

BRAND

I afgrunds-gabet

unyttig du dit offer slang,

ifald du hyler over tabet!

AGNES (gyser)

Din Herres vej er brat og trang.

BRAND

For viljen er der kun den ene.

AGNES

Men nådens –?

BRAND (afvisende)

Bygt af offerstene.

AGNES (stirrer frem for sig og siger rystet)

Nu åbnes, lig en afgrund stor,

det skriftens ord, som aldrig før

jeg kom tilbunds i.

BRAND

Hvilket ord?

AGNES

Hver den, som ser Jehova, dør!

BRAND (slår armene om hende og trykker hende tæt op til sig)

O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!

Luk dine øjne –

AGNES

Skal jeg?

BRAND (slipper hende)

Nej!

AGNES

Du lider, Brand.

BRAND

Jeg elsker dig.

AGNES

Hård er din kærlighed.

BRAND

For hård?

AGNES

Ej spørg; jeg følger, hvor du går.

BRAND

Tror du, at meningsløst jeg drog dig

af dansen og af legen ud, –

at for en halvheds skyld jeg slog dig

med offerlydighedens bud?

Ve dig og mig; for dyrt og stort

var da det offer, her blev gjort.

Du er min hustru; jeg tør kræve

dig helt, for kaldets liv at leve.

AGNES

Ja, kræv; men gå ej fra mig.

BRAND

Jo!

jeg trænger stilhed, trænger ro.

Snart skal den store kirke bygges –

AGNES

Min lille kirke sank i grus.

BRAND

Var den dit hjertes afgudshus,

så måtte den i stormen rygges.

(favner hende som i angst)

Al fred om dig, – og gennem dig

til mig, til mit, den lige vej!

(går mod sidedøren)

AGNES

Brand, må jeg flytte ganske stille

på vindues-lugens stygge skille?

Kun lidt? På klem? Brand, må jeg?

BRAND (i døren)

Nej.

(går ind i sit kammer)

AGNES

Lukket, lukket, – alting lukket!

Selve glemslen lukket af!

Bom for klagen, segl for sukket,

lås for himmel og for grav!

Jeg vil ud; jeg kan ej ånde

her i ensomhedens vånde!

Ud? Hvorhen? Ser ej fra højden

strenge øjne på mig ned!

Kan jeg vel på flugt fra bygden

føre hjertets eje med?

Kan jeg flygte, om jeg vilde,

fra min rædsels tomme stille?

(lytter ved døren til Brands stue)

Lydt han læser; til hans øre

rækker ikke frem min røst.

Ingen hjælp! Ej råd, ej trøst!

Julens Gud har nok at gøre

med at lytte til de riges,

børneriges, lykkeliges

tak og sang og leg og dans.

Jul er jublens tid og hans.

Ej han ser mig, ej han agter

på en ensom moders fagter.

(nærmer sig varsomt til vinduet)

Skal jeg åbne skillets rammer,

så det klare fulde lys

jager nattens skræk og gys

fra hans sorte sovekammer? –

Nej, dernede er han ikke!

Julen er jo barnets tid; –

han får lov at komme hid;

s. 159

kanske står han nu derude,

strækker armen for at pikke

på sin moders stængte rude. –

Lød der ikke barnegråd?

Alf, jeg véd ej hjælp og råd?

Her er stængt; din fader stængte; –

Alf, jeg tør ej åbne nu!

Lydigt lidet barn er du;

aldrig du og jeg ham krænkte.

O, flyv hjem igen til himlen;

der er lys og der er glæde;

der er leg i børnevrimlen.

Men lad ingen se dig græde, –

sig ej, at din fader lukked,

da du kom og banked på.

Lidet barn kan ej forstå,

hvad vi store voksne må.

Sig, han sørged, – sig, han sukked;

sig dem, det var ham, som plukked

smukke blade til en krans.

Kan du se den? Den er hans!

(lytter, tænker sig om og ryster på hovedet)

O, jeg drømmer! Mer end rammen

står som skille mellem os.

Først i glød af lutringsflammen

falder skillevæggen sammen,

revner hvælv og brister stængsler,

hviner fængselsdørens hængsler,

springer op den store lås!

Meget, meget her må gøres,

før vi to kan sammen føres. –

s. 160

Jeg skal virke, virke stille,

for at fylde kravets svælg;

jeg skal hærdes, jeg skal ville. –

Men iaften er det helg.

Fra ifjor hvor vidt forskellig –!

Hyss, – den højt skal holdes hellig;

frem jeg henter mine skatte, –

dem, hvis endeløse pris,

fra min lykkes livsforlis,

kun en moders sjæl kan fatte.

(hun knæler ned ved kommoden, åbner en skuffe og tager
forskellige ting frem. I samme øjeblik lukker Brand på
døren og vil tale til hende, men da han bemærker, hvad
hun foretager sig, holder han inde og bliver stående. Agnes
ser ham ikke.)

BRAND (sagte)

Evig samme flugt om graven,

samme leg i dødninghaven.

AGNES

Her er sløret. Her er kåben,

han blev båren i til dåben. –

Her i knyttet har jeg kjolen –

(holder den ivejret, ser på den og ler)

Herre Gud, hvor sød og butt!

Dejlig var min lille gut,

da han sad i kirkestolen. –

Her er skærfet, her er kuften,

han var klædt i første gang

han fik komme ud i luften.

Dengang var den altfor lang,

men den blev ham snart for liden –

den skal lægges her ved siden. –

Vanter, strømper, – hvilke ben! –

s. 161

og hans nye silkekyse,

som han fik for ej at fryse –;

den er ubrugt, ren og pen. –

O, der ligger langfærdsdragten,

han blev svøbt i lunt og tæt,

for at rejse lindt og let;

da jeg atter havde lagt den

bort, jeg var til døden træt.

BRAND (knuger hænderne i smærte)

Spar mig, Gud! Jeg kan ej knuse

hendes sidste afgudshuse;

skik en anden, er det ret!

AGNES

Den er plettet; – har jeg grædt? –

Hvilken rigdom! Perlestukken,

smærtekrammet, tåredrukken,

glansomstrålt af valgets gru,

hellig! Den er kroningskåben,

som han bar i offerdåben!

O, hvor jeg er rig endnu!

KVINDEN (ser børnetøjet og råber til Agnes)

Del med mig, du rige mor!

AGNES

Du er tifold mere rig!

KVINDEN

Ha, du er de andre lig;

altid munden fuld af ord!

BRAND (nærmer sig)

Nævn mig, hvad du søger her.

KVINDEN

Ikke dig, for du er presten!

Heller ud igen i blæsten,

end at høre præk om brøde;

heller flygte sig tildøde,

drukne, rådne på et skær,

end at stå for svartemanden,

som véd vejen ned til branden!

Kan jeg hjælpe, jeg, for fanden,

at jeg blev til den jeg er?

BRAND (sagte)

Denne røst og disse træk

isner mig med anings-skræk!

AGNES

Hvil dig, varm dig, hvis du fryser.

Sulter barnet, skal det mættes –

KVINDEN

Taterungen tør ej sættes,

hvor det luner, hvor det lyser.

Vore folk har landevejen,

urden, skogen, fjeldet, hejen;

vi skal færdes, vi skal vandre;

hus og hjem er for jer andre.

Lynsnar må jeg ud igen;

de er efter mig som hunde!

Foged, lensmand, lovens mænd,

gad mig binde, hvis de kunde.

BRAND

Her du skal ej røres.

KVINDEN

Her?

Under tag og mellem vægge?

Nej, du; vinternatten bær

bedre luftning til os begge.

Men et plagg til svøb for barnet!

Ældste broder hans, det skarnet,

er som tyv ifra mig strøgen

med den klud han svøbtes i.

Ser du, han er halvvejs nøgen,

blå, forfrossen, gennemføgen

af den rim, som røg forbi.

BRAND

Kvinde, gør din spæde fri

for din vilde dødsfærds sti; –

lad ham løftes, lad ham lettes;

af kan brændemærket tvættes –

KVINDEN

Jo, du kender godt til tingen!

Sligt et under mægter ingen, –

skal ej mægte det engang!

Krig med jer, som har forstødt ham!

Véd du, hvor hans mor har født ham.

Jo, på grøftekantens hælding,

under drik og spil og sang.

Han blev døbt i sluddets vælling,

korset med et kul af asken,

læsket med en klunk af flasken; –

11*

s. 164

samme stund han slap sin mor,

stod der om os folk, som svor; –

véd du hvem det var? Gudbedre; –

ungens far – og ungens fædre!

BRAND

Agnes?

AGNES

Ja.

BRAND

Du ser din pligt.

AGNES (med rædsel)

Brand! Til hende! Aldrig sligt!

KVINDEN

Giv mig, giv mig! Giv mig alt!

Silkevæv og vraget pjalt!

Intet er for slet, for godt,

kan det lindes om ham blot.

Snart hans ånde slipper op;

han skal dø med tinet krop!

BRAND (til Agnes)

Nu du hører valget runge!

KVINDEN

Du har nok til egen unge;

sig mig, – har du ej til min

livets plagg og dødens lin?

BRAND

Lyder ej fra denne tunge

maningsfulde varslers hvin?

KVINDEN

Giv mig!

AGNES

Det er helligbrøde!

Blodskyld mod den lille døde!

BRAND

Gavnløst han i døden sendtes,

hvis på tærsklen vejen endtes.

AGNES (brudt)

Viljen ske. Mit hjertes rødder

skal jeg træde under fødder.

Kvinde, kom og tag imod; –

deles skal min overflod –

KVINDEN

Giv mig!

BRAND

Deles? – Agnes; deles?

AGNES (med vild styrke)

Heller dræbes jeg, end stjæles

alt ifra! Se, jeg har veget

fod for fod! Jeg kan ej længer!

Halvt er nok; ej mer hun trænger!

BRAND

Var det hele da formeget,

da det købtes til dit eget?

AGNES (giver)

Kvinde, kom; se her, tag kåben,

som mit eget bar i dåben.

s. 166

Her er kjolen, skærfet, kuften;

den er god mod natteluften;

her den lille silkekyse;

under den han skal ej fryse;

tag det; tag til sidste pjalt –

KVINDEN

Giv mig!

BRAND

Agnes, gav du alt?

AGNES (giver igen)

Kvinde, her er kroningskåben,

som han bar i offerdåben!

KVINDEN

Så! nu ser jeg der er tømt.

Den som nu var langvejs rømt!

Jeg vil svøbe ham på trappen; –

så på flugt med hele lappen!

(går)

AGNES (står i stærk indre kamp; endelig spørger hun)

Sig mig, Brand, om det er billigt,

at der kræves mer endnu?

BRAND

Sig mig først, om det var villigt,

at du gik til gavens gru?

AGNES

Nej.

BRAND

Din skænk er slængt i havet.

Over dig er endnu kravet.

(vil gå)

AGNES (tier til han er nær ved døren, da råber hun)

Brand!

BRAND

Hvad vil du?

AGNES

Jeg har løjet; –

se, jeg angrer; jeg er bøjet.

Ej du aned, ej du vidste

andet end jeg gav det sidste.

BRAND

Nu!

AGNES (tager en sammenlagt barnekappe frem fra brystet)

Se, ét er i behold.

BRAND

Kappen?

AGNES

Ja, med tårer vædet,

fugtet af hans dødssved kold, –

siden ved mit hjerte fredet!

BRAND

Bliv i dine guders vold.

(vil gå)

AGNES

Stands!

BRAND

Hvad vil du!

AGNES

O, du véd det!

(rækker kappen imod ham)

BRAND (nærmer sig og spørger uden at tage den)

Villigt?

AGNES

Villigt!

BRAND

Ræk mig kappen.

Kvinden sidder end på trappen.

(går)

AGNES

Røvet, røvet, – alting røvet, –

sidste bånd, som bandt til støvet!

(står en stund ubevægelig stille; lidt efter lidt går udtrykket
i hendes ansigt over til høj strålende glæde. Brand kommer
tilbage; hun flyver ham jublende imøde, kaster sig om hans
hals og råber)

Jeg er fri! Brand, jeg er fri!

BRAND

Agnes!

AGNES

Mørket er forbi!

Alle rædsler, som har tynget

lig en mare på mit bryst,

ligger nu i sluget slynget!

Der er sejr i viljens dyst!

Af er alle tåger strøget,

bort er alle skyer føget;

gennem natten, over døden

ser jeg skimt af morgenrøden!

Kirkegården, kirkegården!

Ordet åbner ej for tåren.

Navnet river ej i såret; –

barnet er til himlen båret!

BRAND

Agnes! Ja, nu har du sejret.

AGNES

Ja, tilvisse sejret nu, –

sejret over grav og gru!

s. 169

O, se opad, se ivejret!

Ser du Alf for tronens fod,

lysglad som i livets dage,

strække armen os imod?

Om jeg ejed tusend munde,

om jeg turde, om jeg kunde,

ikke én jeg dog oplod

for at kræve ham tilbage.

O, hvor stor, hvor rig er Gud

til at finde midler ud.

Barnets offer, offerbrøden,

båret har min sjæl fra døden;

han mig fødtes for at mistes;

frem til sejr jeg måtte fristes! –

Tak, at du min hånd har ledet;

du har trofast for mig stredet;

o, jeg så din hjertekval.

Nu står du i valgets dal;

over dig nu vægten faldt

af dets intet eller alt!

BRAND

Agnes, gådefuldt du taler; –

endt er alle stridens kvaler!

AGNES

Glemmer du det ord fra før:

den, som ser Jehova, dør!

BRAND (viger tilbage)

Ve mig, hvilket lys du tænder! –

Nej! og tusend gange nej!

Jeg har kæmpestærke hænder;

s. 170

gå ifra mig skal du ej!

Lad kun alt på jorden glippe;

hver en vinding kan jeg slippe,

o, men aldrig, aldrig dig!

AGNES

Vælg; du står på vejens skille!

Sluk det lys, som i mig brænder,

stæng for juletankens kilde;

giv mig mine afgudsklude; –

kvinden sidder end derude; –

lad mig atter gå tilbage

til de himmelblinde dage,

sænk mig atter ned i dyndet,

hvor, til nu, jeg sløvt har syndet, –

alt du kan; det står dig frit;

jeg mod dig kun mægter lidt;

stæk min vinge, stæng for sjælen,

døgnets blylod hæng om hælen,

bind mig, træk mig atter ned,

did, hvorfra du selv mig hæved, –

lad mig leve, som jeg leved,

da i mørket jeg mig vred!

Hvis du dette vil og tør,

jeg din hustru er som før; –

vælg; du står på vejens skille!

BRAND

Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!

O, men langt fra dette sted,

langt fra alle sorgens minder,

liv og lys som ét du finder!

AGNES

Glemmer du at her dig binder

kaldets dåb – og offrets med?

Glemmer du de tusend sjæle,

som dit hverv er her at hele, –

dem, Gud Herren bød dig føre

fremad, hjem, til frelsens kilde?

Vælg; du står på vejens skille!

BRAND

Jeg har intet valg at gøre.

AGNES (kaster sig om hans hals)

Tak for alt, – og tak for dette!

Du har ledet tro den trætte!

Over mig er tungheds tåge, –

du vil tro ved lejet våge.

BRAND

Sov! nu er dit dagværk endt.

AGNES

Endt, og nattelyset tændt.

Sejren tog min styrkes skat;

jeg er mødig, jeg er mat;

o, men Gud er let at love!

Brand, godnat!

BRAND

Godnat!

AGNES

Godnat!

Tak for alt. Nu vil jeg sove.

(går)

BRAND (knuger hænderne mod brystet)

Sjæl, vær trofast til det sidste!

Sejrens sejr er alt at miste.

Tabets alt din vinding skabte; –

evigt ejes kun det tabte!

SKOLEMESTEREN

Se, alt på pletten?

KLOKKEREN

Det kan trænges.

Tag hånd i med; her løv skal hænges

fra stav til stav som hegn for toget.

SKOLEMESTEREN

Ved prestegården rejses noget,

som slutter med en åbning rund –

KLOKKEREN

Ja-visst, ja-visst!

SKOLEMESTEREN

Hvad skal det være?

KLOKKEREN

Et såkaldt skilt til prestens ære,

med prestens navn på gylden grund.

SKOLEMESTEREN

Jo, der blir stas idag i sognet!

Helt langvejs fra de strømmer hid;

af sejl er fjorden næsten hvid.

KLOKKEREN

Ja, nu er menigheden vågnet;

i prestens salig formands tid

der spurgtes aldrig splid og strid;

da sov man selv, da sov ens næste; –

jeg véd ej, hvad der er det bedste.

SKOLEMESTEREN

Liv, klokker, liv!

KLOKKEREN

Men jeg og I

går urørt livelsen forbi;

hvad kan det komme af?

SKOLEMESTEREN

Fordi

vi virked, til de andre sov;

og da de vågned, sovned vi, –

thi da var ej for os behov.

KLOKKEREN

Men dog I sagde, liv var bedst?

SKOLEMESTEREN

Det samme siger provst og prest;

jeg selv ej siger andet heller, –

men, vel at mærke, når det gælder

det hele store folkets rest.

Dog vi to har en anden lov,

s. 175

end den, som læses rundt i lierne;

vi er distriktets embedsmænd;

se, vi skal holde stramt igen,

skal skøtte kirketugt og videnskaber,

og ej befatte os med lidenskaber, –

kort sagt, stå udenfor partierne.

KLOKKEREN

Men presten selv står midt i sagen.

SKOLEMESTEREN

Det er just det, han ikke burde.

Jeg véd, hans foresattes kreds

er med hans gerning utilfreds,

og dersom de for folket turde,

de havde længst alt vendt ham bagen.

Men han er fin; han lugter lunten;

han véd nok hvad, som binder bundten.

Han bygger kirken. Alle smøres

med blindhed her, når noget gøres.

Hvad der blir gjort, det rager ingen;

at der blir gjort, – se, det er tingen; –

vi allesammen, flok og førere,

kan kaldes for en slægt af gørere.

KLOKKEREN

I har jo været storthingsmand,

så I må kende folk og land;

men en, som rejste gennem sognet

kort efter at man her var vågnet,

har sagt, at fordum var vi sovere,

så vaktes vi – og blev til lovere.

SKOLEMESTEREN

Ja, lovende er dette folk, –

et folk, som lover såre meget, –

et folk, som er i kort tid steget,

så hvermand snart er løftets tolk.

KLOKKEREN

På et jeg tidt har spekuleret;

hør, sig mig, I, som har studeret, –

hvad er et såkaldt folkeløfte?

SKOLEMESTEREN

Et folkeløfte, kære klokker?

Det blev vidtløftigt her at drøfte;

men det er noget, alle flokker

sig om i kraft af en idé;

det noget stort er, som skal ske –

i folkets fremtid notabene.

KLOKKEREN

Så tak, nu skønner jeg det ene;

men der er én ting til, jeg må

i hastighed få rede på.

SKOLEMESTEREN

Tal frit.

KLOKKEREN

Sig mig, hvad årstal kommer

den tid, som kaldes fremtid?

SKOLEMESTEREN

Ej!

Den kommer aldrig!

KLOKKEREN

Aldrig!

SKOLEMESTEREN

Nej,

det er naturligt i sin orden;

thi når den kommer, er den vorden

til nutid, – er ej fremtid mer.

KLOKKEREN

Ja, det er rigtigt, som jeg ser;

om den ting kan ej ordstrid voldes.

Men når skal så et løfte holdes?

SKOLEMESTEREN

Nu har jeg jo fornylig sagt,

et løfte er en fremtidspagt;

i fremtid skal det holdes.

KLOKKEREN

Ja, –

men sig, når kommer fremtid da?

SKOLEMESTEREN (sagte)

Det er en klokker!

(højt)

Kære ven,

skal nu jeg rippe op igen,

at fremtid kan umuligt komme;

thi når den kommer, er den omme.

KLOKKEREN

Tak!

SKOLEMESTEREN

Bag om alle tings begreb

der noget står, som ligner kneb,

men som er ganske ligefrem, –

at sige da for alle dem,

Brand

12

s. 178

der tælle kan til mer end fem,

At love er tilsidst at lyve,

skønt loveren er lige ærlig;

al holden kaldtes før besværlig,

men den kan kaldes rent umulig,

hvis i logiken man er duelig. –

Nå, lad så løftefuglen flyve.

Hør, sig mig –?

KLOKKEREN

Hyss?

SKOLEMESTEREN

Hvad er det?

KLOKKEREN

Stille!

SKOLEMESTEREN

Min tro, jeg hører nogen spille

på orgelværket.

KLOKKEREN

Det er ham.

SKOLEMESTEREN

Hvad? Presten?

KLOKKEREN

Netop.

SKOLEMESTEREN

Få mig skam, –

så har han været tidligt ude!

KLOKKEREN

Knapt tror jeg han i denne nat

har krammet prestesengens pude.

SKOLEMESTEREN

Hvad!

KLOKKEREN

Det er aldrig rigtig fat.

Han gnages af en lønlig tand

alt siden han blev enkemand;

han gemmer sorgen, det er visst;

men ud den bryder her og hist;

det er som om hans hjerte var

et overfyldt og utæt kar; –

så spiller han. Hør, hver en tone

er som han græd for barn og kone.

SKOLEMESTEREN

Det er som om de taltes ved –

KLOKKEREN

Som en der trøsted, en der led –

SKOLEMESTEREN

Hm, – den, der turde blive rørt!

KLOKKEREN

Ja, den, som ej var embedsmand!

SKOLEMESTEREN

Ja, den, som ej var klemt og snørt

af alslags hensyn til sin stand!

KLOKKEREN

Ja, den, som turde give pokker

og fanden både pen og bog!

SKOLEMESTEREN

Og den, som slap at være klog;

og den som turde føle, klokker!

KLOKKEREN

Ven, ingen ser os, – lad os føle!

SKOLEMESTEREN

Det var usømmeligt at søle

sig ned i menneskenes sfære.

En mand skal, efter prestens lære,

på en gang ikke to ting være;

selv den, som vil, ej være kan

et menneske og embedsmand;

man være bør – i alt som noget –

en efterligning af vor foged.

KLOKKEREN

Hvi just som han?

SKOLEMESTEREN

I mindes vel

den store brand i fogedgården,

da ud arkivets skat blev båren

og reddet?

KLOKKEREN

Ja, det var en kveld –

SKOLEMESTEREN

En uvejrskveld, og fogden stræved;

det var som om han tifold leved; –

men fanden stod og lo i stuen;

og fluks hun så ham, hylte fruen:

o, frels din sjæl, min kære ven, –

den onde står dig efter livet!

Da råbte fogden gennem luen:

min sjæl? Til helvede med den, –

hjælp blot at bære bort arkivet!

s. 181

Se, han er foged ud og ind,

med hud og hår, i sind og skind,

og derfor véd jeg visst han vinder

didhen, hvor han sin livsløn finder.

KLOKKEREN

Og hvor er det?

SKOLEMESTEREN

Naturligvis

i gode fogders paradis.

KLOKKEREN

Min lærde ven!

SKOLEMESTEREN

Hvad godt?

KLOKKEREN

Jeg tror

jeg bagom hvert af jeres ord

formærker tegn på tidens gæring;

thi gæring er her, det er visst;

den kendes gennem alles brist

på agt for gammel hævdet sæd.

SKOLEMESTEREN

Det mugne må i muldet ned;

det rådne er det færskes næring; –

her hules slægtens bryst af tæring,

og kan ej ondet hostes op, –

så ned i kisten med dets krop.

Ja, gæring er her, det er sikkert,

det observeres uden kikkert.

Hin dag, den gamle kirke faldt,

det var, som tog den med sig alt,

s. 182

hvori vort liv til samme stund

slog rod og trevl og fandt sin grund.

KLOKKEREN

Der kom en stilhed over mængden.

De havde råbt: riv ned, riv ned!

men skriget holdt ej ud i længden,

og mangen blev om øret hed

og skotted sky og stod betænkelig,

da bygdens gamle gudehus

for alvor skulde ned i grus, –

og mange fandt, den var ukrænkelig.

SKOLEMESTEREN

Men mængden mente, tusend bånd

dem knytted til det gamles ånd,

sålænge ej det nye slot

var viet ind solid og godt;

og derfor under angst og spænding

de agtede på tingens vending,

og blinked mod den store dag,

da stryges skal det slidte flag,

da friske farver frit skal flomme; –

dog, alt som spiret opad steg,

blev flokken mere taus og bleg, –

og nu, – ja nu er tiden omme.

KLOKKEREN (peger ud til siden)

Se myldret! Både stor og liden

er stimlet hid.

SKOLEMESTEREN

I tusendvis.

Hvor stilt det er!

KLOKKEREN

Og dog det dønner,

som havet dønner før en bris.

SKOLEMESTEREN

Det folkehjertet er, som stønner; –

det er som om der gik den viden

igennem dem, at stor er tiden;

det er som om de stævntes ud

til thing og skulde bytte Gud.

Hør, hvor er presten? Jeg er klemt; –

jeg skulde ønske jeg var gemt!

KLOKKEREN

Jeg med, jeg med!

SKOLEMESTEREN

I slig en stund

en lodder ej sin egen bund;

hvert dyb et dybere har under;

en vil, en viger og en stunder!

KLOKKEREN

Ven!

SKOLEMESTEREN

Ven igen!

KLOKKEREN

Hm!

SKOLEMESTEREN

Tal! – I nøler?

KLOKKEREN

Jeg tror bogstaveligt vi føler!

SKOLEMESTEREN

Hvad! Ikke jeg!

KLOKKEREN

Jeg ikke heller!

Et vidnesbyrd ej nogen fælder!

SKOLEMESTEREN

Vi to er mænd, ej dumme jenter.

Godmorgen! Skolens ungdom venter.

(går)

KLOKKEREN

Nys så jeg syner som et fjog;

nu er jeg atter kølig, klog,

og lukket som en spændebog.

Til arbejd hist; – her er det ude,

og lediggang er fandens pude.

(går til den anden side[

BRAND

Nej, jeg kan ej tonen tvinge,

så den høres fuldt at klinge.

Orgelsangen blir til skrig;

loftets buer, hvælv og vægge,

tykkes knugende sig lægge,

tykkes trangt og træhårdt møde,

lukke rundt om sangen, lig

kistelåget om den døde!

Jeg har prøvet, jeg har fristet;

orglet har sit mæle mistet.

Røsten hæved jeg til bøn;

men den drev tilbage brusten,

som en klokkes, sprukken, rusten,

i et dumpt, hulbrystet støn.

s. 185

Det var som Gud Herren stod

øverst tronende i koret,

slog med hånden vredt imod,

visende ifra sig ordet!

Herrens hus skal bygges stort;

så det var jeg trøstig loved;

rydde, jævne, feje bort,

rive ned jeg glat nok voved; –

nu står værket færdiggjort.

Alle korser sig i kor,

skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –

Er det dem, som bedre véd det, –

eller mig, som ej kan se det?

Er den stor? Er dette hus

fuldt og helt, hvad jeg har villet?

Er i den hin anings brus,

som har født den af sig, stillet?

Ligner den det tempelbilled,

som jeg skimted stort i ånden,

hvælvet over verdens-vånden? –

Hm, hvis Agnes havde levet,

var det anderledes blevet;

stort i småt hun kunde se,

lyse fra mig tvivlens ve,

favne jord og himmel sammen,

lig et løvtag over stammen.

(bemærker anstalterne til festen)

Grønne kranse, flag på stang;

skolen øver ind sin sang;

prestegården snart er fuld;

s. 186

alle folk vil hilse på mig; –

de har rejst mit navn i guld!

Gud, giv lys, – hvis ej, så slå mig

tusend alen under muld!

Om en time åbnes festen;

alles tanker gælder presten;

presten er i alles munde!

Deres tanker kan jeg kende,

deres ord jeg føler brænde;

lov og pris går trolddomsbåret

som en isstrøm gennem håret!

Den som kunde, den som kunde

kaste glemsel om sig, skjule

hodet i et vilddyrs hule!

FOGDEN (kommer i fuld uniform og hilser strålende fornøjet)

Nu har vi da den store dag,

sabbaten efter ugens seks;

nu firer vi vort sejl tildæks,

og hejser højt vort søndagsflag,

og går for strømmen lunt og småt,

og ser at alt er såre godt!

Til lykke, ædle store mand,

hvis ry snart bæres vidt om land!

Til lykke; jeg er ganske rørt,

og dog uhyre glad tillige!

Men De –?

BRAND

Jeg er som strubesnørt!

FOGDEN

Ej, den fornemmelse må vige.

Nu må De præke, så det dundrer; –

s. 187

mål hjorden skæppen fuld tilrands.

Der er jo slig en resonans,

at alle, jeg har talt med, undrer

sig højlig –

BRAND

Så?

FOGDEN

Ja selve provsten

har undret sig og højlig rost den.

Og hvilken ædel stil i værket!

Og hvilken mægtighed der bor

i formerne –

BRAND

Det har De mærket?

FOGDEN

Hvad mærket?

BRAND

At den tykkes stor?

FOGDEN

Ej blot den tykkes, – nej, den er,

i frastand set såvel som nær.

BRAND

Den er det? Virkelig? De tror –?

FOGDEN

Ja død og plage er den stor, –

for stor for folk så langt mod nord.

I andre lande véd jeg nok

man bruger større målestok;

men her hos os, som knebent bor

på brakmark og på golde hauser,

s. 188

på strimlen mellem fjeld og fjord, –

her er den stor, så det forbauser!

BRAND

Ja, så det er, og vi har byttet

en gammel løgn kun for en ny.

FOGDEN

Hvad nu?

BRAND

Vi folkets hug har flyttet

fra mindesmærkets mugne ly

til nutids-spiret under sky.

Før skrålte koret: hvor ærværdig!

Nu brøler koret: se hvor stor, –

dens mage findes ej på jord!

FOGDEN

Min kære ven, jeg må ihærdig

betegne hver som lovlig grov,

der til en større har behov.

BRAND

Men hver skal eje klart den viden,

at kirken, som den står, er liden;

at dølge dette, var at lyve.

FOGDEN

Nej, hør, – lad slige griller flyve!

Hvad skal det til, at kalde stygt,

hvad selv en har med møje bygt?

Folk er så inderlig tilfredse;

de tykkes alt er gildt og rigt,

at aldrig før de øjned sligt; –

s. 189

o, lad dem tænke så for stedse!

Hvi skal vi pirke ved de stakler,

og pine dem med tændte fakler,

hvis lysning ingen skøtter om?

Alt kommer an på troens dom.

Det gør ej til, ej fra, en snus,

om kirken er et hundehus,

når folk kun uforstyrret tror,

at den er overmåde stor.

BRAND

I alle forhold samme lære!

FOGDEN

Idag er her desuden fest;

hver sjæl er på en vis vor gæst;

det vilde utilbørligt være,

om ej vi stelled alt som bedst.

Og mest for Deres egen skyld

det var urimeligt at røre

ved lidenhedens sandhedsbyld.

BRAND

Hvorledes det?

FOGDEN

Nu skal De høre.

Først har vort formandskab besluttet

at skænke Dem en sølvpokal,

hvis indskrift vilde blive gal,

om kirkens storhed af blev pruttet;

og sangen, som er skreven til, –

og talen, som jeg holde vil,

blev også begge lige gale,

s. 190

hvis værkets storhed skulde dale.

De altså ser, De må Dem give

og holde begge ører stive.

BRAND

Jeg ser, hvad tidt mig skar i øjne, –

en løgnerfest til pris for løgne.

FOGDEN

Men Gud bevares, kære ven; –

så stærke ord; hvor vil De hen!

Dog, for at få den smagssag endt,

så hør mit andet argument; –

som hint var sølv er dette guld;

thi vid, som kælebarn De sidder

i nådens yndest, agt og huld;

kort sagt, – De udnævnt er til ridder!

Idag De skal, som ordensmand,

gå stolt med korset midt på brystet.

BRAND

Jeg alt af tyngre kors er krystet;

tag det ifra mig, hvo som kan.

FOGDEN

Hvad nu! De blir ej mærkbart rystet

af rørelse ved slig en nåde?

De er i et og alt en gåde!

Men tænk Dem dog for Guds skyld om –

BRAND (stamper)

Den hele snak er spildt og tom; –

jeg fra Dem går så klog jeg kom;

De har ej fattet mindste spor

s. 191

af hvad der lå bag mine ord.

Jeg har ej ment den storhed, som

i fod og tommer ud kan måles,

men den, som dulgt tilbagestråles,

som isner og som ildner sjælen,

som vinker ind til drøm og dvælen,

som løfter lig en stjernenat,

som, som – gå fra mig! Jeg er mat; –

bevis, forklar, tal til de andre –

(går opover mod kirken)

FOGDEN (for sig selv)

Hvo kan i sligt et virvar vandre

og finde rede? Storhed sat

i noget, som tilbagestråles,

som ikke tommevis kan måles?

Og stjernenat? Så faldt jo ordet? –

Har presten prøvet frokostbordet? –

(går)

BRAND (kommer ned over pladsen)

Så ensom på de vilde vidder

jeg aldrig gik, som her jeg går;

hvert spørgsmål genlydsfattigt slår

tilbage de med kvæk og kvidder.

(ser ud, hvor fogden gik)

Ham gad jeg knuse med min hæl!

Hver gang jeg prøver på at højne

hans syn udover kneb og løgne,

han spytter ud sin rådne sjæl,

uvorent, midt for mine øjne! –

O, Agnes, hvi var du for vek?

Mig trætter denne tomme leg,

s. 192

hvor ingen vinder, ingen viger. –

Ja, håbløs er en ensom kriger!

PROVSTEN (kommer)

O, mine børn! O, mine får –!

Nej, om forladelse, – jeg mener

min embedsbroder! Festens scener, –

prediknen mig til hodet slår;

jeg indstuderte den igår,

men færsk den end i halsen står.

Dog nok om den ting. – Tag min tak;

De, som så mandigt isen brak,

som stolpred gennem skrål og snak,

som rev, hvad der var faldefærdigt,

og bygged stort og nyt og værdigt!

BRAND

Langt frem endnu.

PROVSTEN

Hvad kære ven?

Står mer end vielsen igen?

BRAND

I nybygt hus må flytte ind

en genfødt ånd, et tvættet sind.

PROVSTEN

Sligt kommer ganske af sig selv.

Så stort og pent panelet hvælv,

så lyst et rum vil trække med sig,

at folket tvættet lader se sig.

Og denne skønne resonans,

som hvert af prestens ord gør to,

må øge menighedens tro

s. 193

med hundrede procent tilmands.

Det er i sandhed resultater,

som ikke selv de store stater

skal kunne vise bedre frem. –

Alt dette skyldes ene Dem;

tag derfor af en embedsbroder

en dybtfølt tak, som jeg formoder

ved middagsbordet følges efter,

på denne Deres hædersdag,

af mangt bevinget foredrag

ifra provstiets yngre kræfter. –

Men, kære Brand, De er så bleg –?

BRAND

Alt længe magt og mod mig sveg.

PROVSTEN

Begribeligt; – så mangt at skøtte,

og alting uden hjælp og støtte.

Men nu er jo det værste over,

og alt en herlig dag os lover.

Kun ej forknyt; det glider nok!

På flere tusender en flok

fra fjerne prestegæld er samlet;

gå i Dem selv, og sig – hvem hamled

med Dem i talegaver op?

Se, Deres embedsbrødres trop

Dem møder nu med åbne arme,

og alle menighedens barme

for Dem er fyldt med tak og varme!

Og værket, som så godt er lykket!

Og alt, som er så prægtigt smykket!

Brand

13

s. 194

Og dagens text, – hvor høj, hvor stor!

Og så det mageløse bord!

Jeg var just indom prestegården,

hvor netop kalven op blev skåren.

I sandhed, De, et dejligt dyr!

Jeg lover, det har voldt bestyr

at få sligt lækkert stykke fundet

i denne vanskelige tid,

da kødet står i ni mark pundet.

Men lad den fare indtil vidre.

Et andet ærind drev mig hid.

BRAND

Tal kun; skær op, stik, riv og slid!

PROVSTEN

Min fremgangsmåde, ven, er blidere.

Dog kort; thi knap er begges tid.

Det er et enkelt lidet punkt,

som De fra denne dag bør rette,

og det vil visst ej falde tungt.

Ja, jeg formoder De kan gætte

så halvt om halvt, hvorhen jeg sigter?

Det gælder Deres embedspligter.

De hidindtil har stundom lagt

på skik og brug forliden magt;

og skik og brug er dog det første,

om ikke egentlig det største.

Nå, Herregud, jeg vil ej skænde;

man er jo ung og man er ny;

man kommer fra den store by

og kan ej landsens forhold kende.

s. 195

Men nu, min ven, nu er det vigtigt

at fatte sagen mere rigtigt.

De hidtil har formeget plejet

hver enkelts særlige behov;

den fejl er, mellem os sagt, grov.

Lad dem i massevis bli vejet;

kæm alle med den samme kam;

tro mig, De får ej deraf skam.

BRAND

Forklar Dem bedre!

PROVSTEN

Ser De vel, –

De har nu bygt til sognets held

en kirke. Den er klædebon

for fredens og for lovens ånd;

thi staten ser i religionen

den magt, som bedst forædler tonen, –

det værn, hvori dens tryghed bor, –

kort sagt, moralens rettesnor.

Se, statens forråd er kun tyndt;

den vil valuta for sin mynt.

God kristen, siges der, god borger.

Tror De, den øser penge ud

til gavn for godtfolk og for Gud,

og for sig selv at skaffe sorger?

Nej, staten, far, er ikke gal;

og hvermands tilstand snart blev skral,

hvis ikke staten, strengt og nøje,

kun havde dette liv for øje.

Men dette statens formål, ven,

13*

s. 196

kun nåes ved dens embedsmænd,

og det vil sige her, dens prester. –

BRAND

Hvert ord er visdom! Tal!

PROVSTEN

Der rester

kun ganske lidt. Nu har De skænket

til statens nytte denne kirke,

og følgelig må Deres virke

til statens ophjælp være lænket.

I denne ånd jeg ser den fest,

som fejres skal i næste time,

i denne ånd skal klokken kime,

i den blir gavebrevet læst.

Med gaven følger da et løfte,

hvis kærne De bør nøje drøfte –

BRAND

Ved Gud, så var det aldrig ment!

PROVSTEN

Ja nu, min ven, det er for sent –

BRAND

For sent? For sent! Det skal vi se!

PROVSTEN

Vær sindig! Jeg må næsten le!

Hvad er da her at hyle over?

Det er jo intet ondt, De lover!

Hver sjæl kan skøttes lige godt,

om staten tjenes med det samme;

to herrers tarv De nemt kan ramme,

s. 197

hvis De Dem ter fornuftigt blot.

De er ej prest, for Peer og Pål

at fri fra syndestraffens bål,

men for at hele prestegældet

kan nyde godt af nådevældet;

dog, frelses sognet, er det klart,

hver enkelt får sin frelsens part.

Se, staten er, hvad knapt De aner,

nøjagtigt halv republikaner;

den hader frihed som en sot,

men ynder lighed såre godt;

dog lighed vindes aldrig, før

hver ujævnhed er nivelleret, –

og det er det, De ikke gør!

De tvertimod har stærkt formeret

den ujævnhed i syn på sagen,

som aldrig forhen kom for dagen.

Før var enhver et kirkens led,

nu er han en personlighed;

og det er staten ikke tjent med;

og derfor går det og så sent med

at sammenskrabe ligheds-skatten

samt alle andre samfundsgoder;

thi kirken er ej længer hatten,

som skulde passe alle hoder.

BRAND

O, hvilket langsyn åbnes nu!

PROVSTEN

Kun ej forknyt; det intet båder;

skønt ej det nægtes kan, her råder

s. 198

et virvar, så det er en gru.

Men er der liv, så er der håb;

og gennem kirke-gavens dåb

De øged Deres pligt: at virke

for statens hensigt med sin kirke.

I alting må en regel til,

hvis ej de spredte kræfters spil

skal, som en kåd, utæmmet fole,

forstyrre både grind og hegn

og vedtægts tusend grændsetegn.

I alle ordnens forhold røbes

én lov, skønt den forskelligt døbes.

I kunsten kaldes den for skole,

og i vor krigerstand, så vidt

jeg mindes kan, at holde trit.

Ja, det er ordet, kære ven!

Did er det, staten stævner hen.

Den finder, springmarche går for vidt;

på stedet marche er den for lidt; –

for hvermand lige lange skridt,

for hvermand samme takt i foden, –

se, det er målet for methoden!

BRAND

For ørnen rendesten; – for gåsen

skykløftens svimmel over åsen!

PROVSTEN

Vi, Gud ske lov, er ikke dyr; –

dog, skal vi bruge digt og fabel,

det bedst er, vi til skriften tyr.

s. 199

Den har belægg for alt; den kryr

fra genesis til åbenbaringen

af alskens vækkende parabel.

Jeg vil nu bare minde om

hint projekterte tårn i Babel!

Sig selv, hvorlangt de godtfolk kom?

Og hvorfor? Letvindt er forklaringen;

de holdt ej sammen i geleder,

de talte hver sit eget sprog,

de trak ej samlet under åg, –

kort sagt, de blev personligheder.

Det er den halve dobbelt-kærne,

som gemmes under fablens skal, –

at ensomt ingen kan sig værne,

at sondret står enhver for fald.

Den, Gud vil slå i livets strid,

ham gør han først til individ.

Hos Romerne var satsens ramme,

at guderne tog hans forstand; –

men gal og ensom er det samme,

og derfor må hver ensom mand

til slut sig samme skæbne vente,

som den, der traf, da David sendte

på forpost oberst Urian.

BRAND

Vel muligt, ja; men hvad så mer?

i død jeg undergang ej ser.

Og tror De da så fuldt og visst,

at hine bygværksmænd tilsidst,

med samme sprog og samme sind,

s. 200

var lykkedes at bygge ind

i himlen Babels-tårnets tind?

PROVSTEN

I himlen? Nej, det er just tingen,

at helt til himlen rækker ingen.

Det er den anden halve kærne,

som gemmes under fablens skal,

at hvert et bygværk står for fald,

som toppes vil ved himlens stjerne.

BRAND

Til himlen rak dog Jakobs-stigen;

til himlen rækker sjælens higen.

PROVSTEN

På den manér! Ja, Gud bevares!

Derom al vidre snak kan spares.

Naturligvis er himlen løn

for velført levnet, tro og bøn.

Men liv er et og tro et andet;

det skader begge, blir de blandet; –

seks dage skal ens gerning gøres,

den syvende skal hjertet røres;

stod kirken åben hele ugen,

var det forbi med søndagsbrugen.

De svækker ordets lutringsduft,

hvis ej det spares med fornuft;

thi religion, så vel som kunst,

må ikke flyde ud i dunst.

De trygt kan idealet se

fra prækestolens hellige læ, –

s. 201

men lægg det af med prestekjolen,

så fort De kommer ud i solen.

Som sagt, der er en lov i alt,

en lov, der kræver streng begrænsning,

og det er til fornøden rensning

af dette punkt, at jeg har talt.

BRAND

Et er mig klart: for mig ej passer

de statens tusend sjælekasser.

PROVSTEN

Jo, ven, De vil just prægtigt fylde, –

men på en meget højere hylde; –

De må tilvejrs –

BRAND

Det nåes ej ved

at søle mig i dyndet ned.

PROVSTEN

Hvo sig fornedrer, skal ophøjes;

skal krogen gribe, må den bøjes.

BRAND

Skal manden bruges, må han dødes!

PROVSTEN

Gud fri os vel; hvor kan De tro,

at jeg har sligt isinde?

BRAND

Jo!

Så skal det være! Først forblødes!

Man passer kun som benrad stiv

for eders gustne blegsot-liv!

PROVSTEN

Jeg vil, ved Gud, ej årelade

en kat engang, langt mindre Dem;

men jeg har tænkt, det ej kan skade

at lukke døren lidt på klem

til vejen, hvor jeg selv gik frem.

BRAND

Og skønner De, hvad De har krævet?

At jeg på statens hanegal

fornægte skal det ideal,

hvorfor til denne dag jeg leved!

PROVSTEN

Fornægte, ven? Hvem kræver sligt?

Jeg har kun pegt på Deres pligt;

jeg vil at De skal i Dem sluge,

hvad Deres samfund ej kan bruge.

Behold det hele, hvis De vil, –

men luk det blot hermetisk til;

flyv, sværm, i Herrens navn, indvendigt,

men ikke åbenlyst for mængden;

tro mig: det straffer sig i længden

at te sig envist og ubændigt.

BRAND

Ja, skræk for straf og håb om vinding

er Kains-mærket på din tinding;

det skriger, at du, verdensklog,

dit hjertes rene Abel slog!

PROVSTEN (sagte)

Nu siger han minsandten «du»;

det går for vidt!

(højt)

s. 203

Jeg vil ej nu

forlænge denne strid, men må

dog atter bede Dem forstå,

at vil De frem, så bør De vide,

hvad land De lever i, hvad tid;

thi ingen fanger sejr i strid,

har han ej tiden på sin side.

Se blot til kunstnerne, se digterne!

Tør de foragte samtidspligterne?

Se vore krigere! En sabel

med sleben egg er her en fabel!

Hvorfor? Fordi der er en lov,

som byder, agt dit lands behov.

Sin særlighed må hvermand tæmme,

ej højne sig og ej gå fremme,

men jævnt sig midt i massen gemme.

Human er tiden, siger fogden;

og dersom blot humant De tog den,

De kunde vorde noget stort.

Men af må alle kanter slibes,

og af må alle kviste knibes;

glat må De være, lig de andre,

og aldrig nogen særvej vandre,

skal værket varigt vorde gjort.

BRAND

Væk, væk herfra!

PROVSTEN

Ja, ganske visst;

en mand, som De er, må tilsidst

ind i en bedre virkekreds;

men skal De finde Dem tilfreds

s. 204

i store forhold, som i små,

må tids-munduren trækkes på.

Af korporal med hånd om stokken

må takten bankes ind i flokken;

thi tidens fører-ideal

er hertillands en korporal.

Som korporalen fører sine

i kirken ind afdelingsvis,

så skal og presten føre sine

i sognevis til paradis.

Alt er så let; til grund for tro

De har auktoriteten jo;

og da den er på lærdom bygt,

så kan den følges blindt og trygt;

og hvordan troen frem skal bæres,

af lov og ritual jo læres.

Altså, min broder – ej forknyt;

til eftertanke tiden nytt;

gransk stillingen, og ængst Dem ikke! –

Jeg vil i kirken prøve nøjere,

om jeg kan stemme tonen højere;

man er ej vant til resonans, –

den er så sjelden hertillands.

Farvel, farvel; jeg skal prædike

om menneske-naturens splid

om Gude-billedets forviskning. –

Men nu jeg tror det er på tid

at tage sig en let forfriskning.

(går)

BRAND (står en stund som forstenet i sine tanker)

Alt har jeg offret for mit kald,

for Guds, som jeg forblindet mente;

s. 205

så skingred døgntrompetens skrald

og viste mig, hvad ånd jeg tjente.

Nej, endnu ej! De har mig ikke!

Hin kirketomt fik blod at drikke;

mit lys, mit liv her lagdes ned; –

men sjælen får de ikke med!

Forfærdeligt at stå alene, –

hvorhen jeg ser, at skimte død;

forfærdeligt at rækkes stene,

så hedt jeg hungrer efter brød.

Hvor sandt, hvor rædsels-sandt han talte, –

og lige vel, hvor afgrunds-hult.

Guds klarheds due sidder skjult;

ve, aldrig over mig den dalte. –

O, mødte mig kun én i tro –

og gav mig tryghed, gav mig ro!

BRAND (skriger ud)

Du, Ejnar?

EJNAR

Ja, så er mit navn.

BRAND

Just nu jeg tørsted efter en,

hvis bryst ej var af træ og sten!

O, kom; kom inderst i min favn!

EJNAR

Behøves ej; jeg er i havn.

BRAND

Du bærer nag for hvad som hændte,

da sidstegang vi mødtes –

EJNAR

Nej;

du har ej skyld. Jeg ser i dig

det blinde redskab, Herren sendte,

da vild jeg foer på verdens vej.

BRAND (viger tilbage)

Hvad sprog er dette?

EJNAR

Hvilens sprog, –

det sprog, som læres, når en trækkes

af syndens søvn og genfødt vækkes.

BRAND

Forunderligt! Jeg havde hørt,

at du på ganske andre veje

var slået ind –

EJNAR

Jeg var forført

af hovmod, tro på egen styrke.

De guder, verden plejer dyrke,

talentet, som jeg sagdes eje,

min sangerrøst, var lutter farer,

som drog mig ind i Satans snarer.

Men Gud ske lov; han var mig god;

sit svage får han ej forlod;

han tog sig af mig, da det galdt.

BRAND

På hvilken vis?

EJNAR

Jo, jeg forfaldt.

BRAND

Forfaldt? Hvortil?

EJNAR

Til svir og spil;

han gav mig smag på kort og terninger –

BRAND

Og det du kalder Herrens gerninger?

EJNAR

Det var det første skridt til frelsen.

Derefter tog han fra mig helsen.

Jeg misted ganske mit talent;

min lyst til munterhed var endt;

jeg blev på hospitalet sendt, –

lå længe syg, lå som i luer, –

jeg syntes, jeg i alle stuer

så tusender af store fluer, –

kom siden ud og blev bekendt

med nogle søstre, tre i antal,

som står i himlens sold og mandtal,

og disse, samt en theolog,

fik løst mig helt af verdens åg

og trukket mig af syndens garn

og gjort mig til Vorherres barn.

BRAND

Ja så.

EJNAR

Forskellige er stierne;

en går i dalen, en i lierne.

BRAND

Men siden?

EJNAR

Siden? Det er sandt;

så blev jeg afholdsprædikant;

s. 208

men dette væsen stundom er

med fristelser formeget blandet;

jeg derfor greb til noget andet,

og rejser nu som missionær –

BRAND

Hvorhen?

EJNAR

Til Haleneger-landet.

Men det var bedst, om af vi brak!

min tid er dyr –

BRAND

Du vil ej dvæle?

Se, her er fest idag.

EJNAR

Nej tak;

min plads er hos de sorte sjæle.

Farvel!

(vil gå)

BRAND

Og intet mindes skimmer

dig standser her og byder spørge –?

EJNAR

Hvorom?

BRAND

Om en, som vilde sørge

ved svælget mellem nu og sidst –

EJNAR

Nu aner jeg; du tænker visst

på dette unge fruentimmer,

som holdt mig under lystens net,

før jeg blev ren i troens tvætt.

Ja, hvordan står det til med hende?

BRAND

Hun blev min hustru året efter.

EJNAR

Det er uvæsentligt; jeg hefter

ej min opmærksomhed ved sligt;

det vigtige jeg kun vil kende.

BRAND

Vort samliv blev velsignet rigt

med sorg og glæde; barnet døde –

EJNAR

Det er uvæsentligt.

BRAND

Å ja;

det var jo mere lån end gave,

og engang dages jo et møde.

Men siden gik hun selv herfra;

derinde grønnes begge grave.

EJNAR

Det er uvæsentligt –

BRAND

Det med?

EJNAR

Om sligt jeg kræver ej besked;

jeg vide vil, hvordan hun døde.

BRAND

Med håbet om en morgenrøde,

med hjertets hele rige skat,

med viljen stærk til sidste nat; –

med tak for alt, hvad livet gav

og livet tog, hun gik i grav.

EJNAR

Alt sådant er kun tant og skrømt;

nævn, hvordan hendes tro så ud.

BRAND

Uryggelig.

EJNAR

På hvem?

BRAND

På Gud!

EJNAR

Ak, kun på ham; så er hun dømt.

BRAND

Hvad siger du?

EJNAR

Fordømt, desværre.

BRAND (rolig)

Gå, slyngel!

EJNAR

Helveds overherre

får også dig i sine kløer; –

så fuldt som hun, du evigt dør.

BRAND

Du, usling, dømme tør til pølen!

Nys lå du selv i syndesølen –

EJNAR

Ved mig der klæber ingen plet;

jeg skyllet er i troens tvætt;

afgneden er hver søleskvætt

på hellighedens vaskebret;

jeg renset har min Adams-ble

s. 211

ved hjælp af vaktheds banketræ;

jeg som en messesærk ser ud

ved brug af bønnens sæbelud.

BRAND

Tvi!

EJNAR

Tvi igen. Her lugter svovl,

og jeg ser glimt af djævlens horn.

Jeg er et himlens hvedekorn, –

du avnen er på dommens skovl.

(går)

BRAND (ser en stund efter ham, med en gang lyser
hans øjne op og han udbryder)

Det var manden, som jeg trængte!

Nu er alle lænker sprængte;

eget flag skal om mig bølge,

selv om ikke én vil følge!

FOGDEN (kommer ilsomt)

Kære pastor, skynd Dem bare!

Kirkeprocessionens skare

er i orden til at fare –

BRAND

Lad dem komme.

FOGDEN

Uden Dem!

Husk Dem om og skynd Dem hjem!

Folket vil ej vente længer;

hele menigheden trænger,

lig et elvebrudd om våren,

stimlende til prestegården,

råber, de vil presten se.

14*

s. 212

Hør kun; atter råb på presten!

Skynd Dem; thi jeg frygter næsten

de skal inhumant sig te!

BRAND

Aldrig jeg mit åsyn dølge

vil i eders flok og følge;

her jeg bliver.

FOGDEN

Er De gal?

BRAND

Eders vej er mig for smal.

FOGDEN

Den blir smallere, jo længer

menigheden frem sig trænger.

Se, der stormer de min sandten!

Provst og prester, embedsmænd,

trænges ud på grøftekanten –;

kom dog, kom dog, kære ven;

brug indflydelses-krabasken!

Ha, for sent; de bryder hegnet;

processionen går i vasken!

ENKELTE STEMMER

Prest!

ANDRE (peger op mod kirketrappen, hvor Brand står,
og råber)

Se der!

ATTER ANDRE

Giv åbningstegnet!

PROVSTEN (klemt i trængslen)

Foged, hold dem inden grændser!

FOGDEN

Ej min myndighed de ændser!

SKOLEMESTEREN (til Brand)

Tal, og kast en lysning ind

i de urofyldte sind!

Er det stygt, hvad heller stort,

det, som her skal vorde gjort?

BRAND

O, så går der dog en strømning

over folkets lummerstille!

Mænd, I står på vejens skille!

Helt I må det nye ville, –

alle rådne værkers rømning, –

før den store tempelhal

rejses, som den bør og skal!

EMBEDSMÆND

Presten raser!

PRESTER

Han er gal!

BRAND

Ja, jeg var det, da jeg mente,

I på sæt og vis dog tjente

ham, som ånd og sandhed vil!

Og jeg var det, da jeg tænkte,

at jeg ham til eder lænkte

gennem prutnings leflespil.

s. 214

Liden var den gamle kirke,

og jeg slutted fejgt som så:

dobbelt op, – det må forslå;

femfold op, – jo, det må virke!

O, jeg så ej, at det galdt

enten intet eller alt.

På akkordens vej jeg slingred; –

men idag har Herren talt.

Domsbasunen over huset

har i denne time skingret, –

og jeg lytted angst-omsuset, –

knust, som David stod for Nathan, –

slagen, vejret bort af skræk –;

nu er alle tvivlsmål væk.

Folk! Akkordens ånd er Satan!

MÆNGDEN (under stigende gæring)

Bort med dem, som har os blindet!

Ned med dem, som stjal vor marg!

BRAND

Bag jer selv bor fienden arg,

som har listet på jer bindet.

Høkret har I med jer kræfter,

kløvet eder selv itu;

derfor kommer spredthed efter

med sin hele hulheds-gru.

Hvad vil I ved kirken nu?

Stasen, stasen eder lokker, –

sang af orgel og af klokker, –

lysten til at gennemrisles

af en højheds-tales ild,

s. 215

der den læspes, der den hvisles,

der den flommer, tordner, hegler,

efter alle kunstens regler!

PROVSTEN (sagte)

Fogdens snak han sigter til!

FOGDEN (ligeså)

Det er provstens væv, han snerter!

BRAND

Helligstundens tændte kerter,

ydersiden kun I vil.

Og så hjem igen i sløvhed,

hjem til slæb og slid i døvhed,

sjælen klædt i hverdags-brogen,

som jer krop, – og livsensbogen

gemt og glemt på kistebunden,

indtil næste helg er runden!

O, det var ej så jeg drømte,

da jeg offerkalken tømte!

Stort jeg vilde kirken bygge,

så dens hvælving kunde skygge,

ej blot over tro og lære,

men udover alt i livet,

som af Gud er livsret givet, –

over døgnets hverdagsdyst,

kveldens hvile, nattens kummer,

ungdomsblodets friske lyst,

alt, hvad ringt og rigt et bryst

lovligt som sit eget rummer.

Elven, som dernede skummer,

fossen, som i kløften brummer,

s. 216

tonerne fra stormens lunger,

røsterne, hvor havet runger,

skulde smelte, sjælefangen,

sammen fuldt med orgelsangen

og med kvad fra folketunger.

Væk med værket, her er gjort!

Kun i løgnen er det stort;

alt i ånden faldefærdigt,

eders usle vilje værdigt.

I vil alle spirers kvæling

gennem arbejdets fordeling;

under ugens dage seks

haler I Guds flag tildæks,

og det er kun på den syvende,

at det ses mod himlen flyvende!

STEMMER FRA MÆNGDEN

Før os! Der er storm i vejret!

Før os, du, så har vi sejret!

PROVSTEN

Hør ham ej, han har ej tro,

som det sømmer sig en kristen!

BRAND

Nej, der nævnte du just bristen, –

bristen for os begge to,

bristen for det spredte hele!

Troen ejes kun af sjæle;

peg på en, som er en sjæl!

Peg på én, som ej har kastet

bort sin egen bedste del,

s. 217

der han famled, der han hasted!

Gennem lystens spræl og sparken,

under gøgler-pibers lyd,

sløves I for livets fryd;

først, som udbrændt, sjæle-knarken

træder dansen foran arken!

Er af krøbling og af tåbe

bægret tømt til sidste dråbe, –

hej, da er det tid at håbe,

tid i bøn og bod at råbe.

Først I præget af jer slider,

lever jer til tobens-dyr, –

så til nådens port I tyr,

søger Gud – som invalider!

Derfor må hans rige ramle.

Hvad skal han med sjæle gamle

rundtom sine fødders skamle?

Har han ikke sagt det højt, –

kun med blodets friske sprøjt

gennem alle sindets årer

han dig til sin arving kårer!

Kun som barn du riget vinder?

did får ingen ind sig lirke.

Kom da, både mænd og kvinder, –

mød med friske barnekinder

frem i livets store kirke!

FOGDEN

Luk da op!

MÆNGDEN (skriger som i angst)

Nej! Ikke denne!

BRAND

Kirken har ej mål og ende.

Gulvet er den grønne jord,

vidde, vang, og hav og fjord;

himlen kun kan hvælvet spænde

over, så den vorder stor.

Der skal al din gerning gøres,

så det tør i koret høres;

du med ugens værk kan møde,

øver dog ej helligbrøde.

Den skal dække alt, som barken

dækker træets alt i stammen;

liv og tro skal smelte sammen.

Den skal døgnets gerning bære

enheds-helt med lov og lære.

Der skal dagens yrke være

et med flugt på stjernebanen,

barnets leg om julegranen,

kongedansen foran arken!

(der går som en storm gennem mængden; nogle viger;
de fleste stimler tæt sammen om Brand)

TUSEND STEMMER

Lys er tændt, hvor før var mørke; –

et er: liv – og Gud at dyrke!

PROVSTEN

Ve, han hjorden fra os lokker!

Foged, skriver, lensmand, klokker!

FOGDEN (dæmpet)

Skrig dog ikke så for pokker!

Hvem vil stanges med en stud?

Lad ham først få raset ud.

BRAND (til mængden)

Bort herfra! Her er ej Gud, –

kan ej være mellem slige;

frihedsfagert er hans rige.

(vrider kirkedøren ilås og tager nøglerne i hånden)

Her er jeg ej længer prest.

Gaven kalder jeg tilbage; –

af min hånd skal ingen tage

nøglerne til eders fest!

(kaster dem ud i elven)

Vil du ind, du træl af muldet, –

kryb igennem kælderhullet;

myg din ryg er; kryb og buk;

lad i mørkets kvalm dit suk

stryge gifttungt langs med jorden,

lig et magtløst tærings-gisp!

FOGDEN (sagte og lettet)

Ha, der røg hans ridderorden!

PROVSTEN (ligeledes)

Så; nu blir han aldrig bisp!

BRAND

Kom, du unge, – kom du friske,

lad et livspust af dig viske

støvet fra den skumle krog.

Følg mig på mit sejerstog!

Engang må du vågne dog;

engang må du, adelsvorden,

bryde freden med akkorden; –

ud af usseldommens nød;

ud af hele halvheds-røret; –

s. 220

slå din fiende på øret;

byd ham krig på liv og død!

FOGDEN

Holdt! Jeg læser oprørsakten!

BRAND

Læs! Med jer jeg bryder pagten.

MÆNGDEN

Vis os vejen! Vi skal følge!

BRAND

Over viddens frosne bølge!

Gennem landet vil vi fare,

løse hver en sjælesnare,

folket sidder fanget i, –

luttre, løfte, gøre fri, –

knuse alle sløvheds-rester,

være mænd og være prester,

præge nyt det slidte stempel,

hvælve riget til et tempel!

MANGE STEMMER

Stor er tiden! Store syner

gennem lyse dagen lyner!

PROVSTEN (til de bortdragende)

O, forblindede, hvad vil I?

Ser I ej, at Satans spil i

al hans tale ligger skjult!

FOGDEN

Hej! Vend om; I hører til i

bygdens farvand, stilt og smult;

Godtfolk, stands, – I går tilgrunde! –

Hm, de svarer ej, de hunde!

PROVSTEN

Tænk på eders hus og hjem!

RØSTER FRA MÆNGDEN

Større hus skal voxe frem!

FOGDEN

Tænk på eders eng og aker;

tænk på eders får og kør!

RØSTER

Himlens dugg gav manna-kager,

da de kårne hungred før!

PROVSTEN

Eders kvinder bag jer skriger!

RØSTERNE (langt borte)

Ej vi kender dem, som sviger!

PROVSTEN

Barnet klager: far forlod os!

HELE SKAREN

Enten med os eller mod os!

PROVSTEN (ser en stund med foldede hænder efter
dem og siger fortabt)

Uden hjord, med savnets byrde,

står den gamle sognehyrde

plyndret ud til bare skjorten!

FOGDEN (truer efter Brand)

Hans blir skammen; hans blir torten!

Snart, herr provst, er sejren vor!

PROVSTEN (grædefærdigt)

Sejren? De er fra os dragne –!

FOGDEN

Ja, men vi er ikke slagne,

hvis jeg kender mine får!

(følger efter)

PROVSTEN

Hvor monstro dog fogden går?

Efter dem, så sandt jeg lever!

Ha, sig atter modet hæver.

Jeg vil også med deroppe, –

slå i flok og gøre fanger!

Lægg mig sadlen på min ganger; – –

skaf en sikker fjeldvant hoppe!

(de går)

BRAND

Se fremad; did går sejrens flugt!

I dybet ligger bygden lukt,

og vejret har fra fjeld til fjeld

spændt over den sit tåge-tjeld.

Glem døsen i den skumle grænd;

flyv frit, flyv højt, i Herrens mænd!

EN MAND

Vent, vent; min gamle far er træt.

EN ANDEN

Jeg fra igår har intet ædt –

FLERE

Ja, stil vor sult og sluk vor tørst!

BRAND

Frem, fremad over fjeldet først!

SKOLEMESTEREN

Hvad vej?

BRAND

Hver vej er lige god,

når kun den målet bær imod.

Følg efter her –

EN MAND

Nej, der er brat;

vi vinder ikke frem før nat!

KLOKKEREN

Iskirken ligger og derborte.

BRAND

Den bratte vejen er den korte.

EN KVINDE

Mit barn er sygt!

EN ANDEN

Min fod er sår.

EN TREDJE

Hvor finder jeg en læsknings-tår?

SKOLEMESTEREN

Mæt mængden, prest; – se modet vakler.

MANGE STEMMER

Prest, gør mirakler! Gør mirakler.

BRAND

O, stygt jer trældom har jer mærket;

I lønnen vil forinden værket.

Op, ryst jer dødnings-sløvhed af, –

hvis ej, så gå igen i grav!

SKOLEMESTEREN

Ja, han har ret; først frem til striden;

vi véd jo, vi får lønnen siden!

BRAND

Det får I, folk, så sandt en Gud

ser klarsynt over verden ud!

MANGE RØSTER

Han er profet! Han er profet!

FLERE I FLOKKEN

Hør sig os, prest, – blir striden hed?

ANDRE

Og blir den lang? Og blir den blodig?

EN MAND

Prest, kræves det at være modig?

SKOLEMESTEREN (dæmpet)

Jeg kan vel være tryg for livet?

EN ANDEN MAND

Hvad blir min del af sejrens løn?

EN KVINDE

Jeg mister da vel ej min søn?

KLOKKEREN

Er sejren os før tirsdag givet?

BRAND (ser sig forvildet om i flokken)

Hvad spørges om? Hvad vil I vide?

KLOKKEREN

Først om hvorlænge vi skal stride; –

derefter nævn vort stridsforlis,

og endelig – vor sejers pris!

BRAND

Det spørges om?

SKOLEMESTEREN

Ja vel; dernede

vi fik ej ret på tingen rede.

BRAND (oprørt)

Så skal I få det nu!

MÆNGDEN (stimler tættere sammen)

Tal! Tal!

BRAND

Hvorlænge striden vare skal?

Den vare skal til livets ende,

til I har alle offre bragt,

og løst jer fra akkordens pagt, –

til I har viljen hel ihænde,

til alle fejge tvivlsmål faldt

Brand

15

s. 226

for budet: intet eller alt!

Og stridsforliset? Alle guder,

hver halvheds-ånd på højtids-hylden,

hver jordtræls-kæde, blank og gylden,

al eders slapheds sovepuder!

Og sejersprisen? Viljens renhed,

i troen flugt, i sjælen enhed, –

hin offerlydighed, som gav

med jubel indtil død og grav, –

en tornekrans om hvermands tinding, –

se, det skal vorde eders vinding!

MÆNGDEN (under rasende skrig)

Forrådt, forrådt! Bedraget! Sveget!

BRAND

Jeg har ifra mit ord ej veget.

ENKELTE

Du sejr har lovet os ihænde; –

nu vil du den til offer vende!

BRAND

Jeg sejr har lovet, – og jeg svær,

den vindes skal igennem jer.

Men hver, som går i første række,

må falde for sin fagre sag;

tør ej han det, så lad ham strække

sit våben inden kampens dag.

I fiendevold er dømt det flag,

som værges af en vilje svag;

hvis du af offerskrækken lammes, –

dødsmærket er du, før du rammes!

MÆNGDEN

Vort eget fald han kræver frækt

til fromme for en ufødt slægt!

BRAND

Igennem offrets ørkenvidder

går vejen til vort Kanaan.

Til sejr i fald! Hver slægtens mand

jeg byder op som Herrens ridder!

KLOKKEREN

Jo, her vi dejligt i det sidder!

I bygden er vi sat i ban –

SKOLEMESTEREN

Didned vi aldrig vende kan.

KLOKKEREN

Og fremad, fremad ingen gider!

NOGLE

Slå ham ihjel!

SKOLEMESTEREN

Nej, det blev værre!

vi trænger jo en overherre!

KVINDER (peger forskrækket nedover vejen)

Hu, provsten!

SKOLEMESTEREN

Lad jer blot ej skræmme!

PROVSTEN (kommer, fulgt af nogle af de tilbageblevne)

O, mine børn! O, mine får!

Lyt til den gamle hyrdes stemme!

SKOLEMESTEREN (til mængden)

Ej mer vi har i bygden hjemme;

bedst at vi over vidden går!

PROVSTEN

O, at I kan så tungt mig græmme,

og slå mit bryst så dybe sår!

BRAND

Du såred sjæle år for år!

PROVSTEN

Hør ikke på ham! Han jer mader

med hule løfter.

FLERE

Det er sandt!

PROVSTEN

Men vi er milde; vi forlader,

hvor vi oprigtig anger fandt.

O, gå dog i jer selv tilsidst,

og se den sorte helvedslist,

hvormed han folket om sig flokked!

MANGE

Ja, det er sikkert; han os lokked!

PROVSTEN

Og tænk jer om; hvad mægter I,

en ringe flok i vråen bårne?

Er I til noget storværk kårne?

Kan I de bundne gøre fri?

I har jer lille hverdagsdont;

hvad der går over den, er ondt.

s. 229

Kan eders arm på valen nytte?

I værge skal jer lave hytte.

Hvad vil I mellem falk og ørn?

Hvad vil I mellem ulv og bjørn?

I blir kun overmagtens bytte, –

o, mine får, – o, mine børn!

MÆNGDEN

Ja, ve os, – det er sandheds ord!

KLOKKEREN

Og dog, da vi fra bygden foer,

vi lukked bag os hyttens dør; –

der er ej hjemmet nu som før.

SKOLEMESTEREN

Nej, han har lyst for folkets øjne,

har pegt på brist og sot og løgne;

ej længer menigheden sover;

det liv, som fordum var os nok,

blev uliv for den vågne flok.

PROVSTEN

Ak, tro I mig, det går snart over.

Alt kommer i de gamle folder,

når blot en stund I stilt jer holder.

Jeg borger for at menigheden

skal snart fornemme fortidsfreden.

BRAND

Vælg, mænd og kvinder!

NOGLE

Vi vil hjem!

ANDRE

For sent, for sent; langs vidden frem!

FOGDEN (kommer ilsomt)

O, lykketræf at jeg jer finder!

KVINDERNE

Å, kære, vakkre, vær ej vred!

FOGDEN

Ej nu, ej nu; kom bare med!

En bedre tid for bygden rinder; –

hvis I fornuftigt lar jer sige,

er alle mænd før kvelden rige!

FLERE

Hvorledes det?

FOGDEN

En fiskestim

på millioner står i fjorden!

MÆNGDEN

Hvad siger han!

FOGDEN

Gør alt iorden!

Sky viddens uvejr, sludd og rim.

Før styred stimen aldrig hid; –

nu, venner, for vor del af Norden

der rinder op en bedre tid!

BRAND

Vælg mellem Herrens råb og hans!

FOGDEN

Følg eders egen sunde sans!

PROVSTEN

O, her er et mirakel hændt;

et fingerpeg fra himlen sendt!

Ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,

men tænkte det var mareridt; –

nu ser vi klart hvorhen det sigter –

BRAND

Jer selv I taber, hvis I svigter!

MANGE

En fiskestim!

FOGDEN

På millioner!

PROVSTEN

Brød, guld til eders børn og koner!

FOGDEN

Nu ser I vel, det ej er tid

at spilde eders kraft i strid,

især imod en overmagt,

som gør herr provsten selv forsagt.

Nu har I andre mål for øje,

end tomt at hige mod det høje,

Vorherre hytter nok sig selv;

befæstet er jo himlens hvælv.

Bland ej jer op i andres trætte,

men skynd jer, havets skat at lette;

det er et praktisk gøremål,

som øves uden blod og stål;

det bringer eder velstands-stoffer,

og kræver ej personligt offer!

BRAND

Just offret står med lueskrift,

som Herrens krav, bag skyens rift!

PROVSTEN

Ak, føler I til offer drift,

så kom kun trygt til mig en skøn dag, –

som for eksempel næste søndag; –

jeg skal minsandten –

FOGDEN (afbrydende)

Ja, ja, ja!

KLOKKEREN (sagte til Provsten)

Beholder jeg min post som klokker?

SKOLEMESTEREN (ligeså)

Blir skolen tagen mig ifra?

PROVSTEN (dæmpet)

Ifald I mængdens stivsind rokker,

så vil man vistnok være mild –

FOGDEN

Afsted, afsted; ej tiden spild!

KLOKKEREN

Tilbåds, tilbåds, hver, som er klog!

NOGLE

Men presten –?

KLOKKEREN

Presten? Slip den gale!

SKOLEMESTEREN

I ser jo her Vorherres tale,

som i en åben prentet bog.

FOGDEN

Svig presten; det er ret og pligt;

han dåred jer med tant og digt –

FLERE

Han løj for os!

PROVSTEN

Hans tro er vrang;

og tænk, han har ej laud engang!

NOGLE

Hvad har han?

FOGDEN

Dårlig karakter!

KLOKKEREN

Ja, det er sandt; det klart vi ser!

PROVSTEN

Hans gamle mor forgæves vented;

han nægted hende sakramentet!

FOGDEN

Han fast tog livet af sit barn!

KLOKKEREN

Af konen med!

KVINDER

Tvi, tvi, det skarn!

PROVSTEN

Slet søn, slet far, slet ægtemand; –

mon værre kristen gives kan!

MANGE STEMMER

Vor gamle kirke rev han ned!

ANDRE

I baglås han den nye vred!

ATTER ANDRE

Han slang os på en havsnøds-planke!

FOGDEN

Han stjal min dårekiste-tanke!

BRAND

Jeg mærket ser på hvermands pande.

Jeg ser, hvor denne slægt vil lande.

HELE FLOKKEN (brølende)

Hej, hør ham ej! Af bygden driv

den helvedbrand med sten og kniv!

PROVSTEN

O, mine børn! O, mine får!

Nu vender I til hjemmets arne;

lad anger eders øjne klarne,

og I skal se, at godt det går.

Vi véd, Vorherre er så god;

han kræver ej uskyldigt blod;

og vor regering er tillige

så mild, som knapt i noget rige;

og øvrigheden, amtmand, foged,

vil ikke gøre jer det broget,

og selv jeg er så kærlig, som

vor tids humane kristendom; –

jer overmænd vil allesammen

med eder bo i fred og gammen.

FOGDEN

Men hvis her findes nogen brist,

så må den heles, det er visst.

Når først vi kommer lidt til ro,

så vælger vi en kommission,

som prøve skal i hvilket mon

der bødes kan på lys og tro.

Den bør bestå af nogle prester,

som jeg og provsten kalder til, –

desuden, dersom så I vil,

af klokker og af skolemester

samt andre mænd af folkets kreds,

så I kan slå jer trygt tilfreds.

PROVSTEN

Ja, vi skal lette al jer byrde,

som I den gamle sjælehyrde

idag har lettet for hans angst.

Den tanke gøre hvermand stærk,

at her er hændt et underværk.

Farvel; god lykke til jer fangst!

KLOKKEREN

Ak, det er folk med kristen mildhed!

SKOLEMESTEREN

De går sin gang i bramfri stilhed.

KVINDER

De er så snilde og så pene!

ANDRE

Så rigtig folkelig gemene!

KLOKKEREN

De kræver ikke ulivssår.

SKOLEMESTEREN

De folk véd mer end Fadervor?

PROVSTEN (til Fogden)

Ak, dette vil forbedre tonen.

Nu er i alt et omslag nær;

thi, Gud ske lov, der noget er,

som bærer navn af reaktionen.

FOGDEN

Mit værk det var, at alt spektakel

blev kvalt i selve fødselstimen.

PROVSTEN

Ak, mest vi skylder hint mirakel –

FOGDEN

Hvad for mirakel?

PROVSTEN

Fiskestimen.

FOGDEN (blæser)

Det var en løgn naturligvis!

PROVSTEN

Ja så? En løgn?

FOGDEN

Jeg gav til pris,

hvad vrøvl mig først i munden faldt;

kan sligt vel lastes, hvor det galdt

så vigtig sag?

PROVSTEN

Nej, Gud bevares;

i nødsfald kan det godt forsvares.

FOGDEN

Og desforuden, om et døgn,

når folket atter får sig sundet,

hvad gør det da, om sejr blev vundet

i kraft af sandhed eller løgn?

PROVSTEN

Ven, jeg er ingen rigorist.

(ser indover i ødemarken)

Men er det ikke Brand, som hist

sig slæber frem?

FOGDEN

Jo, ganske visst!

En enlig kriger på sit tog!

PROVSTEN

Nej; vent; én til jeg øjner dog –

langt bag ham!

FOGDEN

Hvad; – det er jo Gerd!

Det følgeskab er karlen værd.

PROVSTEN (lystig)

Når stillet er hans offerdrift,

ham sættes bør slig mindeskrift:

her hviler Brand; hans sejr blev skral;

én sjæl han vandt, – og hun var gal!

FOGDEN (med fingeren på næsen)

Men når jeg ret mig tænker om,

det dog mig forekommer, som

lidt inhuman var folkets dom.

PROVSTEN (trækker på skuldrene)

Vox populi vox dei. Kom!

(de går)

BRAND (standser og ser tilbage)

Tusend fulgte mig af bygden;

ikke én vandt op til højden.

Gennem alle hjerter taler

trangen til en større tid;

over alle sjæle daler

ledingsbud til løftet strid.

O, men offret, offret skræmmer;

viljen vek og ræd sig gemmer; –

én jo for dem alle døde, –

fejghed er ej længer brøde!

(synker ned på en sten og ser sig sky omkring)

Jævnt og tidt jeg måtte grue;

skrækken risled i mit hår,

når jeg gik, som barnet går,

under hyl og hundetuden,

i den mørke genfærdsstue.

Men jeg tvang min hjertebanken,

og jeg trøsted mig med tanken:

ude skinner lysets væld,

mørket er ej nat, ej kveld, –

her er skodder kun for ruden.

Og jeg tænkte, dagens skin,

s. 239

sommerlivets klare lue,

skal igennem dørens bue

vælde fuldt og fagert ind

i den mørke genfærdsstue.

O, hvor bittert jeg bedrog mig.

Begsort nat imøde slog mig, –

og derude sad forstemte

spredte mænd langs fjord og vik,

holdt på minder, åndsforglemte,

gemte dem, som kongen gemte

årvis på sin Snefrids lig,

løste dødninglinets flig,

lytted over hjertekulen,

næred sig med livshåbs-smulen,

mente, nu sprang blodets røde

roser ud ifra den døde.

Ikke én, som han, sig hæved,

gav til graven hvad den kræved.

Ikke én iblandt dem véd:

liget drømmes ej tillive,

liget må i muldet ned,

ligets hverv kun er at give

næring til en nylagt sæd. –

Nat, kun nat, – og nat igen

over kvinder, børn og mænd!

Kunde jeg med lyn i hånden

frelse dem fra strådøds-vånden!

(springer op)

Sorte syner ser jeg jage

lig et helridt gennem natten.

s. 240

Tiden står i uvejrskofte,

maner med en livsdåds krav,

kræver svunget stål for stav,

kræver skeden tom ved hofte; –

frænder ser i strid jeg drage, –

brødre ser jeg sidde spage,

krøbne under gemselshatten.

Og jeg øjner mer endnu, –

usseldommens hele gru, –

klynk fra kvinden, skrig fra manden,

øret stængt for bøn og bud, –

ser dem riste sig på panden

navn af fattigfolk ved stranden,

folk med skillingspræg fra Gud.

Blege lytter de til braget,

tror at selvgjort afmagt skærmer. –

Regnbue over maj-vangen,

flag, hvor er du nu at se?

Hvor er nu de farver tre, –

de, der slog og fnøs fra stangen,

under storm af folkesangen,

til en konge og en sværmer

splitt og tunge skar i flaget?

Tungen brugte du til pral;

tør ej dragen vise tænder,

trænges ingen splittflags-ender; –

folkeskriget kunde tiet,

kongesaksen kunde biet;

flag med fredens fire hjørner

strækker til som nødsignal,

når en grundstødt skude tørner!

s. 241

Værre tider; værre syner

gennem fremtidsnatten lyner!

Brittens kvalme stenkulsky

sænker sort sig over landet,

smudser alt det friske grønne,

kvæler alle spirer skønne,

stryger lavt, med giftstof blandet,

stjæler sol og dag fra egnen,

drysser ned, som askeregnen

over oldtids dømte by. –

Da er slægten vorden styg; –

gennem grubens krumme gange

lyder nyn af drypvands-sange;

puslingflokken, travl og tryg,

frigør malmens bundne fange,

går med puklet sjæl og ryg,

glor med dvergens gridske øjne

efter guldets blanke løgne.

Sjæl ej skriger, mund ej smiler,

brødres fald ej hjerter kløver,

eget fald ej vækker løver; –

flokken hamrer, mynter, filer;

rømt er lysets sidste tolk;

slægten vorden er et folk,

som har glemt, at viljens pligter

ender ej, hvor evnen svigter!

Værre tider; værre syner

gennem fremtidsnatten lyner!

Kløgtens ulv med gluf og glam

truer lærens sol på jorden;

Brand

16

s. 242

nødskrig lyder op mod Norden,

byder leding ud langs fjorden;

dvergen hvæser tvær og klam, –

sligt er ikke sag for ham.

Lad de stærke samfund gløde;

lad de andre give møde;

vi har ikke råd at bløde, –

vi er små, vi savner evne

til et sandheds styrkestævne,

kan ej offre folkehelsen

for vor brøk af verdensfrelsen.

Ej for os blev kalken drukket,

ej for os hugg tornekransen

i hans tinding sine tænder,

ej for os blev Romer-landsen

i den dødes side stukket,

ej for vor skyld naglen brænder,

boret gennem fod og hænder.

Vi er små, er sidst i laget,

byder ledingsbudet trods!

Ej for os blev korset taget!

Spanrem-slaget, spanrem-slaget,

Ahasveri rap, som ruller

purpur om den dømtes skulder,

er passionens brøk for os!

(kaster sig ned i sneen og dækker ansigtet til; om lidt
ser han op)

Har jeg drømt? Er nu jeg vågen?

Alt er gråt og dulgt i tågen.

Var det syge syner kun,

hvad jeg så til denne stund?

Er det billed glemt og tabt,

s. 243

hvori mandens sjæl blev skabt?

Er vort ophavs ånd besejret –?

(lyttende)

Ha, det går som sang i vejret!

DE USYNLIGES KOR (suser i stormen)

Aldrig, aldrig blir du lig ham, –

thi i kødet er du skabt;

gør hans gerning eller svig ham,

ligefuldt er du fortabt!

BRAND (gentager ordene og siger sagte)

Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!

Stod han ej i kirkekoret,

slog med hånden vredt mod ordet?

Tog han ikke alt mit eje,

stængte alle lysets veje,

lod mig kæmpe til det sidste,

lod mig nederlaget friste!

KORET (lyder stærkere over ham)

Orm, du aldrig vorder lig ham, –

dødens bæger har du tømt;

følg ham efter eller svig ham,

ligefuldt din dåd er dømt!

BRAND (stille)

Agnes, Alf, de lyse dage,

liv i fred og liv i hvile,

bytted jeg mod kamp og klage,

rev mit bryst med offerpile, –

fældte dog ej folkets drage.

KORET (mildt og lokkende)

Aldrig, drømmer, blir du lig ham,

arv og odel har du tabt;

alt dit offer gør ej rig ham; –

for dit jordliv er du skabt!

BRAND (brister i sagte gråd)

Alf og Agnes, kom tilbage;

ensom sidder jeg på tinden,

gennemblæst af nordenvinden,

bidt af genfærd, klamme, spage –!

(han ser op; en dæmrende plet åbner og vider sig ud i tågen;
en Kvindeskikkelse står der, lyst klædt, med kåbe over skuld-
rene. Det er Agnes)

SKIKKELSEN (smiler og breder armene mod ham)

Brand, her har du mig igen!

BRAND (farer forvildet op)

Agnes! Agnes! Hvad er dette!

SKIKKELSEN

Alt var feberdrøm, min ven!

Nu skal sottens tåger lette!

BRAND

Agnes! Agnes!

(vil ile hende imøde)

SKIKKELSEN (skriger)

Kom ej over!

Se dog sluget mellem os!

Her går fjeldets vilde fos.

(mildt)

Ej du drømmer, ej du sover,

ej du mer med syner slås.

s. 245

Du har været syg, du kære,

drukket vanvids bittre drik,

drømt, din hustru fra dig gik. –

BRAND

O, du lever! Lovet være – –!

SKIKKELSEN (hurtigt)

Hyss, tal heller derom siden!

Følg mig, følg mig; knap er tiden.

BRAND

O, men Alf?

SKIKKELSEN

Ej heller død.

BRAND

Lever!

SKIKKELSEN

Lever sund og rød!

Alle sorger har du drømt;

al din kamp var ikkun skrømt.

Alf er hos din gamle mor;

hun er frisk og han er stor;

end er bygdens kirke til;

den kan rives, hvis du vil; –

sognets folk dernede slider

jævnt, som i de gode tider.

BRAND

Gode?

SKIKKELSEN

Ja – da her var fred.

BRAND

Fred!

SKIKKELSEN

O, skynd dig, Brand; kom med!

BRAND

Ak, jeg drømmer!

SKIKKELSEN

Nu ej længer.

Men til røgt og ly du trænger –

BRAND

Jeg er stærk.

SKIKKELSEN

Ak, ej endnu;

bag dig lurer drømmens gru.

Atter vil du tåget glide

bort fra min og barnets side,

atter vil din tanke sløves, –

hvis ej lægemidlet prøves.

BRAND

O, giv hid!

SKIKKELSEN

Du selv er manden.

Du kun kan det, ingen anden.

BRAND

Nævn det da!

SKIKKELSEN

Den gamle læge,

som har læst så mangen bog, –

han, som er til bunden klog,

fundet har din sygdoms spor.

s. 247

Alle syner, stygge, blege,

mantes frem med trende ord.

Dem må kækt du overstrege,

ud af mindebladet slette,

væk fra lovens tavle stryge.

De har voldt, at sotten faldt

på dig som en vildsinds-byge; –

glem dem, glem dem, vil du tvætte

sjælen ren for sot og syge!

BRAND

Sig dem!

SKIKKELSEN

«Intet eller alt».

BRAND (viger)

Er det så?

SKIKKELSEN

Så visst jeg lever,

og så visst du engang dør!

BRAND

Ve os begge! Sverdet svæver

draget over os som før!

SKIKKELSEN

Brand, vær mild; min favn er varm;

hold mig med din stærke arm; –

lad os søge sol og sommer –

BRAND

Anden gang ej sotten kommer.

SKIKKELSEN

Ak, den kommer, Brand, vær tryg.

BRAND (ryster på hovedet)

Den er slynget bag min ryg.

Ingen vilde drømmes gru, –

livets, livets kommer nu!

SKIKKELSEN

Livets?

BRAND

Følg mig, Agnes!

SKIKKELSEN

Stå!

Brand, hvad vil du?

BRAND

Hvad jeg må:

leve, hvad til nu er drømt, –

gøre sandt, hvad end er skrømt.

SKIKKELSEN

Ha, umuligt! Husk, hvorhen

vejen bar dig!

BRAND

Om igen!

SKIKKELSEN

Rædslens ridt i drømmetågen

vil du ride fri og vågen?

BRAND

Fri og vågen.

SKIKKELSEN

Slippe barnet?

BRAND

Slippe barnet.

SKIKKELSEN

Brand!

BRAND

Jeg må.

SKIKKELSEN

Blodig rive mig af garnet?

Mig med offersvøber slå

indtil døden?

BRAND

Jeg det må.

SKIKKELSEN

Alle lys i natten slukke,

dagens solskær udelukke,

aldrig livets frugter plukke,

aldrig løftes lindt af sange?

O, jeg mindes dog så mange!

BRAND

Jeg det må. Spild ej din bøn.

SKIKKELSEN

Glemmer du din offerløn?

Alt dit løftningshåb bedrog dig;

alle sveg dig, alle slog dig!

BRAND

Ej for egen løn jeg lider;

ej for egen sejr jeg strider.

SKIKKELSEN

For et folk i grubens gange!

BRAND

Én kan give lys til mange.

SKIKKELSEN

Dømt er jo dets fremtids-slægter!

BRAND

Stort en enkelts vilje mægter.

SKIKKELSEN

Husk at én med flamme-riset

manden drev af paradiset!

Porten har han lagt et slug for; –

over det du springer ej!

BRAND

Åben lod han længslens vej!

SKIKKELSEN (forsvinder i et brag; tågen vælter sig
hvor den stod, og der skriges hvasst og skærende, som fra
en der flygter)

Dø! Dig har ej verden brug for!

BRAND (står en stund som bedøvet)

Væk det jog i skoddens røg, –

fløj på store hvasse vinger

over vidden som en høg.

Kravet var en lillefinger

for at fange helt min hånd –!

Ha, det var akkordens ånd!

GERD (kommer med en riffle)

Så du høgen! Så du høgen?

BRAND

Ja, du; dennegang jeg så ham.

GERD

Fort, sig vejen, han er strøgen;

vi vil efter, vi vil nå ham!

BRAND

Intet våben bider på ham;

stundom tykkes han at fly,

hjerteramt af dødens bly, –

men vil baneslag du slå ham,

er han bag dig lige kry,

gækker, lokker dig påny.

GERD

Rensdyr-skyttens riffle stjal jeg,

har den ladt med sølv og stål;

du kan tro, jeg er så gal ej,

som de siger!

BRAND

Træf dit mål!

(vil gå)

GERD

Prest, du halter jo på foden.

Hvad har voldt det?

BRAND

Folket jog mig.

GERD (nærmere)

Rød, som blod fra hjerteroden,

er din tinding!

BRAND

Folket slog mig.

GERD

Før du havde sang i røsten, –

nu kun knirk, som løv om høsten

BRAND

Alt og alle –

GERD

Hvad?

BRAND

Bedrog mig.

GERD (ser med store øjne på ham)

Hå, – nu kender jeg dig først!

Jeg har tænkt, at du var presten; –

tvi med ham og hele resten!

Du er manden, som er størst.

BRAND

Dårligt mente jeg det næsten.

GERD

Lad mig se på dine hænder!

BRAND

Mine hænder?

GERD

Nagle-såret!

Blodets dryp jeg ser i håret, –

biddet efter torne-tanden,

hugget vildt og hvasst i panden.

Dig har korsets træ jo båret!

Far har sagt, da jeg var liden,

det blev gjort for længe siden,

langt herfra, og af en anden; –

nu jeg skønner han mig dåred; –

ja, for du er frelser-manden!

BRAND

Vig ifra mig!

GERD

Skal jeg falde

ned og bede for din fod?

BRAND

Vig!

GERD

Du ødte jo det blod,

som har magt at frelse alle!

BRAND

O, jeg véd ej frelsens fjæl

for min egen arme sjæl!

GERD

Her er rifflen! Lad dem dræbes –!

BRAND (ryster på hovedet)

Frem mod faldet skal der stræbes.

GERD

Ej af dig; du går jo først!

I din hånd er naglehullet; –

du er udvalgt; du er størst.

BRAND

Jeg er ringest kryb i muldet.

GERD (ser opad; skyerne letter)

Véd du, hvor du står?

BRAND (stirrer frem for sig)

Jeg står

ved det første trin af trappen;

højt er op og foden sår.

GERD (vildere)

Svar mig! Véd du, hvor du står?

BRAND

Ja, nu falder tågekappen.

GERD

Ja, den falder: Svartetind

peger helt i himlen ind!

BRAND (ser op)

Svartetind? Iskirken!

GERD

Ja!

Kirkegæst du blev endda!

BRAND

Tusend mile bort herfra! –

O, hvor inderligt jeg higer

efter lys og sol og mildhed,

efter fredens kirke-stilhed,

efter livets sommer-riger!

(brister i gråd)

Jesus, jeg har råbt dit navn;

aldrig tog du mig i favn;

tæt forbi mig er du gledet,

gammelt ord på tungen lig;

lad mig nu af frelsens-klædet,

med den sande bods-vin vædet,

fange blot en fattig flig!

GERD (bleg)

Hvad er det? Du græder, du,

varmt, så det på kinden ryger, –

varmt, så bræens grav-lin stryger

dryppende fra top og tinde, –

varmt, så isen i mit minde

løses op i gråd herinde, –

s. 255

varmt, så messekåben glider

nedad jøkel-prestens sider –!

(bævende)

Mand, hvi græd du ej før nu!

BRAND (klar, strålende og ligesom forynget)

Frostvejr bær igennem loven, –

siden sommersol fra oven!

Til idag det galdt at blive

tavlen, hvorpå Gud kan skrive; –

fra idag mit livsensdigt

skal sig bøje varmt og rigt.

Skorpen brister. Jeg kan græde,

jeg kan knæle, – jeg kan bede!

(synker iknæ)

GERD (skotter opover og siger sagte og sky)

Se, der sidder han, den stygge!

Det er ham, som kaster skygge,

der han pisker tindens sider

med sin brede vingefjær.

Nu er frelsens time nær –

dersom bare sølvet bider!

(kaster rifflen til kinden og skyder. Hult drøn, som af en
rullende torden, lyder højt oppe fra bergvæggen)

BRAND (farer op)

Ha, hvad gør du!

GERD

Ramt han glider!

Jeg har truffet; – se, han falder;

hør, han skriger, så det gjalder!

Mange tusend fjær af hammen

fyger ned fra bergvægs-kammen; –

s. 256

se, hvor han blir stor og hvid –!

Hej, han ruller ende hid!

BRAND (synker sammen)

Ja, hver slægtens søn tildøde

dømmes må for slægtens brøde!

GERD

Tifold større himmeltelt

spændtes ud, da han blev fældt!

Se, han tumler; se, han ruller –

å, jeg vil ej længer grue;

han er hvid jo, som en due –!

(skriger i rædsel)

Hu, det stygge, stygge bulder!

(kaster sig ned i sneen)

BRAND (krymper sig under den styrtende skred og
siger opad)

Svar mig, Gud, i dødens slug;

gælder ej et frelsens fnug

mandeviljens qvantum satis –?

EN RØST (råber gennem tordenbragene)

Han er deus caritatis !

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Samarbeidspartnere:

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: